Pulse

Efter at have set Pulse fik jeg samme følelse, som efter at have hørt den seneste kommentar fra Søren Krarup, nemlig at min tiltro til menneskeheden døde en lille smule. Dette blev efterfulgt af en tanke om, at dette sgu’ ikke kan passe, men jo citatet kunne jeg læse sort på hvidt, og da jeg startede filmen igen, kunne jeg ved selvsyn konstatere, at de sidste 85 minuttet af mit liv ikke bare var et mareridt; det var noget meget meget værre.

Nemlig den dårligste gyserfilm jeg har haft det uheld at se i år, og det siger ikke så lidt, når det tages i betragtning, at jeg også har været i biografen og se Hannibal Rising (2007). Men nok om dette makværk, nu drejer det sig om Pulse.

Er Friday the 13th: A New Beginning et mesterværk?

Min nymistede tiltro til menneskeheden får mig til at tro, følgende scenarium udspillede sig, da produktionen af denne film blev besluttet. En fra Dimension Films fandt ud af, at de manglede penge i kassen, og der blev indkaldt til krisemøde. Mange muligheder blev vendt og drejet, før de endelig kom på, at de asiatiske gyserfilm hvor mørkhårede kvinder iført hvid sminke udførte stillingen fra side 267 i Kama Sutra tilsat noget spooky musik betød, at de amerikanske teenagere kastede deres penge efter biograferne.

Her måtte der altså være en mulighed for at tjene penge. Men da The Ring (2002), The Grudge (2004) og deres efterfølgere var lavet, så måtte de finde en ny guldkalv at slagte. En af de vågne ansatte foreslog den asiatiske film Kairo (2001), som han havde prøvet at holde sig vågen til. Den var godt nok langsom og kedelig, men det var vist noget med nogle mørkhårede asiater med hvid sminke. Chefen klappede i hænderne ved tanken om den nye mulighed og overvejede at forfremme denne vakse medarbejder.

Men pludselig spurgte en anden ansat om den type film efterhånden ikke var blevet så stor en kliché, at det fik Friday The 13th: A New Beginning (1985) til at minde om et mesterværk. Stemningen af succes var nu med et forvandlet til fortvivlelse. Lige indtil den vakse ansatte igen fik en fremragende idé. Var det ikke muligt at få Wes Craven til at skrive screenplayet? Han havde da før pustet fornyet blod i slashergenren. Chefen besluttede, at han i den vakse ansatte havde fået en guldgås, og produktionen af Pulse begyndte.

B.S. siger: “Nu stopper I!”

Filmen følger den amerikanske teenager Mattie, der går på universitet og generelt hygger sig med sine venner. Men hun har et problem med sin on/off-kæreste, der bliver mere og mere mærkelig, og en dag overværer hun, at han begår selvmord. Da hans computer efterfølgende sender Mattie og hendes venner beskeder, selvom der for længst er blevet slukket for den, begynder hun at undersøge, hvad der virkeligt skete med hendes ex, men samtidig begynder hendes venner samt de andre studerende og lærere på universitetet at miste livslysten og forsvinde. Spørgsmålet er, om Mattie kan sætte en stopper for begivenhederne, eller om hun vil møde samme skæbne som resten af sine venner.

Dette er den ganske simple handling i filmen, og jeg må indrømme, at på papiret lyder det ikke katastrofalt. Hvorfor ender Pulse med at være så forfærdelig en film? Først er der de sædvanlige teenagestjerner, der sørger for, at de medvirkende aldrig når i nærheden af at minde om almindelige teenagere. Dernæst er der manuskriptet, der først og fremmest er fyldt med lommefilosofi så forfærdelig, at selv B.S. Christiansen må sidde og tænke “Nu stopper I!”. Manuskriptet er samtidig fyldt med klichéer, der er set mange gange før i andre film, hvilket ikke nødvendigvis er et minus. Jeg nyder for eksempel gladelig de fleste slasherfilm fra 1980’erne på trods af, at en vis gentagelse kan spores deri. Men Pulse virker mere som et klinisk stykke studiearbejde uden nogen som helst form for kærlighed til andet end pengene.

Den oprindelige Kairo fortalte en historie om, hvorledes vi mennesker blev fremmedgjorte for hinanden, og her havde spøgelserne nærmest en statistrolle. Selvom jeg ikke synes at originalen var et mesterværk, så kan jeg godt forstå grundene til at folk betragter den som et sådant. Pulse derimod sovser historien til i computerskabte spøgelser, og efter en halv time er hele historien sådan set fortalt, hvilket dog ikke forhindrer filmen i at smide flere computerskabte spøgelser i hovedet på den tålmodige seer, der ikke for længst har slukket for lortet.

Hånlatter

Efter at have set filmen har jeg kun en hånlatter tilovers for det slogan der står bag på filmens cover, nemlig “Drop Kopierne. Bevar Originalerne”. Er filmselskaberne overhovedet klar over, hvor hult dette slogan lyder i disse tider, hvor den stakkels filmfan bombarderes med remake efter remake efter remake. Disse er i ca. 99,9 % af tilfældene lavet for profittens skyld uden at skele til kvaliteten. Hvilket i mit univers burde være en forbrydelse på størrelse med piratkopiering.

Pulse er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.

Anmeldt i nr. 19 | 13/05/2007

Stikord: J-Horror, Remake