Prey

Det er både ironisk og ikke så lidt tragisk, at den bedste Predator-film siden den første, endte med kun at få premiere på streaming. I USA på Disney-ejede Hulu; i Danmark og resten af verden på Disney+ under Star-banneret.

Dispositionen skyldes formentlig tvivl om Predator-franchisens levedygtighed efter den skuffende The Predator (2018), men Prey blev et fortjent hit for Disney-ejede 20th Century Studios, og i skrivende stund er hele to nye Predator-film i støbeskeen: En direkte fortsættelse til Prey og en anden film, med titlen Badlands.

Af de to nye film får Badlands premiere først og bliver instrueret af Dan Trachtenberg, der også stod bag Prey. Trachtenberg var også manden bag den glimrende 10 Cloverfield Lane (2016), ligesom han er instruktør på ét af afsnittene i femte og sidste sæson af Stranger Things, der kommer næste år.

Inspiration fra Predator 2

Inspirationen til Prey stammer helt tilbage fra 1990, hvor Predator-fans måske vil huske, at Danny Glovers karakter i Predator 2 får foræret en antik pistol efter at have besejret filmens primære predator. Pistolen bærer indskriften “Raphael Adolini 1715”.

Lad mig dog afsløre med et samme, at selvom vi ser pistolen i Prey, så bindes der ikke en endelig knude på historien, for ved filmens afslutning er pistolen ikke i predatorens besiddelse. Om den kommende fortsættelse til Prey vil følge op på dette, vil vise sig.

Prærien i 1719

Prey foregår blandt Comancher på den nordlige del af den amerikanske prærie i året 1719. Hovedpersonen er den unge kvinde Naru (Amber Midthunder), der hellere vil være jæger ligesom sin storebror Taabe (Dakota Beavers) i stedet for at gå med de andre kvinder ud for at grave efter rodfrugter.

Naru er en dygtig tracker og en habil jæger, men hun mangler stadig at gennemføre Kuhtaamia – et jagtritual, hvor jægeraspiranten nedlægger et svært bytte.

Da én af stammens krigere bliver såret og slæbt bort af en puma, insisterer Naru på at tage med den lille gruppe af krigere, der tager ud for at lede efter den sårede – og for at nedlægge pumaen.

Taabe anbefaler de andre at lade Naru komme med, fordi hun er så dygtig til at spore dyr, og hun fører da ganske rigtigt også gruppen på rette vej.

De finder den sårede kriger, der af én eller anden årsag er blevet efterladt af pumaen, men nu bliver Naru meget mod sin vilje sendt med den gruppe, der skal få krigeren hjem til lejren igen, mens en anden gruppe, anført af Taabe, fortsætter jagten på pumaen.

På hjemvejen støder Naru på et spor fra noget meget større, som hverken er bjørn eller ulv, og hun insisterer på at gå tilbage for at advare Taabe. Der deltager hun i jagten på pumaen, men tingene går ikke efter planen, og Taabe må bære en bevidstsløs Naru hjem, inden han selv går ud igen og nedlægger pumaen.

Jægeren bliver den jagede

Den skuffede Naru beslutter sig nu for at tage ud i ødemarken, kun i selskab med sin trofaste hund Sarii, for at opspore det ukendte væsen, hun fandt spor efter, og bruge det til at gennemføre sin Kuhtaamia.

Men det er en sværere opgave end som så, for sporet stammer naturligvis fra en predator, men det får ikke Naru til at give op. Med andre ord bliver jægeren nu den jagede – og deraf selvfølgelig titlen.

Mere af handlingen behøver jeg ikke fortælle her; blot hører det lige med til historien, at Naru, foruden filmens predator, også støder på en stor gruppe franske pelsjægere, og det er i den forbindelse, at vi også møder Raphael Adolini, ejermanden til den pistol, vi første gang så i Predator 2.

Overraskende god

Prey er en overraskende god film. Det grundlæggende koncept med en predator, der jager andre dygtige jægere, er selvfølgelig velkendt, men både den nye setting og hele filmens udførsel, er med til at gøre filmen frisk, vedkommende og underholdende.

Først og fremmest er der grund til at dvæle ved persongalleriet, hovedsageligt Naru og hendes bror Taabe. Begge roller fungerer fantastisk i filmen, og både Amber Midthunder og Dakota Beavers gør det glimrende i rollerne.

Der er naturligvis ingen tvivl om, at Prey er Amber Midthunders film, og hun lever til fulde op til den vægt, manuskriptet lægger på hendes skuldre. Naru i Midthunders skikkelse er stærk, selvsikker og arrogant, men ikke ude af stand til at vise frygt eller svaghed. Og hun er ikke perfekt fra begyndelsen.

Sidstnævnte er vigtigt for filmen generelt, for Naru er ikke fra starten en superjæger, for hvem alt bare lykkes. Tværtimod går tingene flere gange galt for hende. De begivenheder, hun gennemlever i filmen, fungerer vitterligt som en udvikling for hende, både som person og som jæger.

Det er med til at gøre rollen troværdig, i modsætning til film, hvor hovedpersonen er fuldt færdig fra starten af og kun møder modgang i form af mindre setbacks.

Scenen hvor Naru ved et uheld havner i kvikmudder og er meget tæt på at dø, er et godt eksempel – Midthunder spiller her kun med øjnene og mimikken, og man tror virkelig på, at hun er rædselsslagen, også selvom hun aldrig giver op.

Skuespilmæssigt er den eneste reelle svaghed i filmen de franske pelsjægere, der fremstår lige vel karikerede, og hvor der i flere tilfælde ydes markant overspil. Her havde filmen vundet lidt ved at tone sagerne en anelse ned, men man er parat til at tilgive denne mindre fejl, fordi alt andet fungerer så godt.

Visuelt smuk

Den næste ting, der er værd at dvæle ved, er filmens billeder, for det er længe siden, jeg har set så smuk en film.

Filmens fotograf Jeff Cutter udnytter til fulde de canadiske landskaber, der agerer stand-in for land, der nok skulle forestille at ligge en smule længere sydpå, selvom det aldrig bliver udspecificeret.

Men det er ikke kun de mageløse landskaber, der gør filmen så flot at se på; helt generelt udnyttes alle locations glimrende, make-up, kostumer og rekvisitter er smukt lavet, og både Amber Midthunder og Dakota Beavers er virkeligt fotogene. Selv de karikerede franske pelsjægere formår Cutter og Trachtenberg at gøre visuelt interessante – om ikke smukke.

Også scoret af Sarah Schachner fungerer virkelig godt, selvom jeg må tilstå en smule skuffelse over, at Schachner ikke mere tydeligt, end hun gør, anvender Alan Silvestris ikoniske Predator-temaer i filmen; for mig havde det været prikken over i’et, og Prey markerer den første Predator-film, hvor Silvestris temaer ikke optræder tydeligt.

Varmeste anbefalinger

Mine små anker mod filmen – de karikerede franskmænd og det manglende Silvestri-tema – er i det store billede petitesser mod en film, der derudover fungerer fremragende på næsten alle parametre.

Prey kommer med mine varmeste anbefalinger.

Anmeldt i nr. 225 | 13/08/2024

Stikord: 5’er, Fortsættelse, Indianere, Rumvæsner