Planet Pulp

Hvis man kompilerede en liste over de bedste nulevende forfattere af graphic novels, ville navnet Garth Ennis formentlig figurere højt på manges lister, selvom andre uden tvivl ville være trætte af hans ekstremt in your face-stil med både ultravold, sex og til tider meget, meget syge karakterer.

Ennis er i dag 46 år gammel, men han har været i branchen i over 25 år, idet han debuterede allerede i 1989 med serien Troubled Souls.

Ennis’ virkelige claim to fame – og hans til dato fortsat mest populære og kritisk anerkendte titel – kom imidlertid i 1995, da han sammen med tegneren Steve Dillon skabte serien Preacher, der løb over 75 numre frem til 2000 (66 regulære numre, fem one-shots og en limited series på fire numre).

Den amerikanske betalingskanal AMC sendte i maj måned første afsnit af en tv-adaptering af Preacher med Seth Rogen som én af de kreative bagmænd. Tv-serien har jeg i første omgang tænkt mig at forbigå her på Planet Pulp, men det var en god anledning til at støve tegneserien af og langt om længe få den anmeldt.

Et moderne mesterværk

Hvad man end kan mene om Garth Ennis, er der i min bog ingen tvivl om, at Preacher bør regnes som et moderne mesterværk indenfor tegneseriekunsten. Preacher er en perfekt udkrystallisering af Ennis’ fuck you-attitude, der også kommer til udtryk i titler som The Boys (2006-12), men samtidig er den et ægte Værk – med stort V – der faktisk bringer vægtige tanker til bordet, i særlig grad om religion, venskab, familie og loyalitet.

Seriens i alt 75 numre er udgivet i 9 trade paperbacks eller alternativt seks hardcoverbøger, men den anmeldte udgave er TPB-udgaven. Gone to Texas opsamler de første syv numre, der oprindelig udkom på DC Comics mellem april og oktober 1995.

Sprælsk handling med vanvittige indfald

Jeg skal forsøge at gøre redegørelsen for handlingen i Gone to Texas så kort som mulig, også for at undgå spoilers, men historien er så sprælsk og med så mange vanvittige indfald, at en vis grad af handlingsreferat er nødvendig.

Serien tager sin begyndelse, da en mystisk entitet besætter – eller nærmere: smelter sammen med – den unge præst Jesse Custer. Det sker midt under en gudstjeneste i den lille by i Texas, hvor Custer er præst, og energiudladningen, da Genesis-entiteten smelter sammen med Custer, dræber samtlige kirkegængere i noget, der får klimakset fra Raiders of the Lost Ark (1981) til at ligne en lejrskole.

Og så er der ellers opstand blandt Guds engle i Himlen! For Genesis-entiteten, der viser sig at være afkommet fra en ulovlig affære mellem en engel og en dæmon, er potentielt almægtig (som i Gud-almægtig), og det var englenes opgave at holde den fanget.

Nu skal det med det samme lige siges, at hverken Himlen eller Guds engle er helt, som man forventer dem. De både ryger og drikker, og der er tydeligvis en hakkeorden i Himlen, hvor de milde Adephi-engle er under tøflen på de krigeragtige Seraphi.

Genesis må stoppes og til det formål aktiverer de The Saint of Killers, en indledningsvist hemmelighedsfuld skikkelse i form af en Old West-revolvermand med en serøst pissed off attitude og smag for mord. The Saint of Killers kommer hurtigt på sporet af Custer, men det samme gør Texas-sheriffen Hugo Root, FBI og flere andre.

Custer må tage flugten, og snart slår han pjalterne sammen med sin ekskæreste Tulip og en irsk vampyr (!) ved navn Cassidy. Og Custer har en plan: Genesis-entiteten har nemlig afsløret for Custer, at Gud har forladt sin trone i Himlen – med et godt engelsk udtryk er han ”gone AWOL” – og det vil Custer fandengaleme ikke finde sig i.

Han vil finde Gud og stille ham til ansvar for sin kreation. Intet mindre.

Ingen almindelig præst

Ovenstående handlingsreferat dækker kun det allermest centrale i begyndelsen af Gone to Texas, og mere er sådan set heller ikke nødvendigt at fortælle. Karaktererne bliver jeg dog nødt til at knytte lidt yderligere kommentarer til, særligt Jesse Custer selv.

For Jesse Custer er bestemt ingen almindelig præst. Han ryger, drikker og bander som en havnearbejder, og man fornemmer tydeligt, at han ikke er helt veltilpas i sin rolle som præst. Baggrunden for det bliver afsløret i Custers helt forskruede baggrundshistorie i bind 2, Until the End of the World.

Cassidy er en om muligt endnu mere skæv karakter end Jesse, for hvad fanden laver en irsk vampyr – skrevet komplet med irsk accent – i Texas? Tulip er den nok mindst interessante af de tre hovedpersoner, men interessen for hende som karakter holdes dog oppe her i første bind på grund af hendes og Jesses forhistorie, som antydes, men ikke yderligere afsløres.

Farverige bipersoner

Og der er flere farverige bipersoner her i første bind af Preacher. Hugo Root er indbegrebet af en sydstatssherif i seriøst dårligt humør, og så har vi Roots søn, der forsøgte at begå selvmord med et haglgevær og af Cassidy får tilnavnet Arseface.

Senere møder vi også journalisten Si Coltrane og to New Yorker-kriminalbetjente, den barske hero-cop Paul Bridges og hans uduelige og meget uheldige makker John Tool, der leder efterforskningen af en seriemorder ved navn The Reaver-Cleaver.

Det burde ikke fungere, men det gør det

Når man sætter sig ned og tænker lidt over de forskellige elementer i Gone to Texas – det overordnede plot, de konkrete handlingselementer og de mange karakterer – når man hurtigt frem til den konklusion, at det slet, slet ikke burde fungere.

Det er som om, Ennis har taget en stribe af mere eller mindre tilfældigt valgte idéer og blandet dem sammen i én gryde, og det burde smage som en gryderet med en hel børnehaveklasse som kokke.

Men på én eller anden måde får Ennis alle de forskelligartede elementer til at spille sammen. Jo, det er anarkistisk og kaotisk, og historien stikker i alle mulige forskellige retninger på én gang, men Ennis formår alligevel at få tingene til at danne en overbevisende helhed. Overbevisende og ikke mindst stærkt underholdende.

Underholdning og seriøse temaer

For hvis der er én ting, Preacher er, så er det underholdende. Fra basalt spændende til klask-på-lårene-sjov. Men bag den anarkistiske og humoristiske fernis gemmer sig også seriøse temaer. Det væsentligste, som driver hele handlingen, er naturligvis religion.

Her er der selvfølgelig ikke helt uvæsentligt, at Garth Ennis – om end han nu er bosat i USA – er født og opvokset i Nordirland, der i Ennis’ ungdom var skueplads for det voldelige opgør mellem IRA og de britiske myndigheder.

Dele af Cassidys baggrund er da også rodfæstet i netop irsk historie, ligesom den både politisk og religiøst motiverede vold i 1970’ernes og 1980’ernes Nordirland næsten ikke kan undgå at have sat sig spor i Ennis’ tankegang.

Det centrale tema i Preacher er Jesse Custers søgen efter Gud i et forsøg på at holde Gud ansvarlig for sit skaberværk. At Gud i Preacher-universet helt konkret har forladt sin post er selvfølgelig bare en metafor for det spørgsmål, alle tænkende mennesker må stille: Hvis der er en Gud, hvorfor lader han så alle de frygtelige ting ske, der sker i verden?

At Preacher er religionskritisk er dermed givet, men heldigvis formidler Ennis sine tanker subtilt, og Preacher bliver – trods titlen – aldrig prædikende.

Massivt underholdende, spraglet og tankevækkende

Første bind af Preacher er massivt underholdende, spraglet og tankevækkende. Det er den slags tegneserie, man sluger i en fart, og bare glæder sig til at komme i gang med næste bind med det samme.

Steve Dillons streg er tilpas stiliseret og overdrevet til, at de blodige dele af handlingen – og dem er der mange af – ikke går hen og bliver decideret kvalmende, men samtidig så tilpas naturalistisk til, at man uden videre suges ind i universet.

Dillons streg bliver nok aldrig én af mine personlige favoritter, men i denne kontekst fungerer den altså glimrende, og jeg foretrækker til enhver tid Dillons streg frem for Glenn Fabrys streg på de enkelte hæfters forside (disse er inkluderet i TPB-udgaven).

Din tid og dine penge værd

Den eneste lille bitte mislyd i Gone to Texas er den del af handlingen, der er hensat til New York – altså den der omhandler Reaver-Cleaver-moderen, hvis sti Jesse, Tulip og Cassidy uforvarende kommer til at krydse.

Denne del af handlingen føles en smule løsrevet fra resten af historien, lidt som om Ennis havde en idé, som han bare manglede et sted til. Det er ikke fordi, New York-handlingen er kedelig, for det er den slet ikke, men den føles alligevel som lidt af et sidespor.

Det er af samme grund, at Gone to Texas ikke scorer absolut topkarakter her. For i en serie, der kører på et så højt kvalitativt niveau føles enhver afvigelse ekstra stærkt. Men vær forvisset om, Preacher er din tid og dine penge værd.

Anmeldt i nr. 130 | 13/08/2016