Planet Pulp

Er du typen, der godt kan lide at se film eller spille computerspil med ekstrem meningsløs vold og store mængder af blod, der sprøjter lystigt, så er Postal2: Share The Pain (fremover Postal2) lige spillet for dig. Aldrig har jeg spillet et spil, der på samme måde udelukkende går ud på at forulempe, ydmyge og dræbe, samtidig med at man også lige skal hente en mælk ved købmanden samt klare andre af dagligdagens små sysler ved siden af.

The Postal Dude

Postal2 foregår i minebyen Paradise, Arizona. Spilleren har rollen som “The Postal Dude”, der er en høj rødhåret mand med gedeskæg. Han er iført en T-shirt påtrykt et stort alien-hoved, har en lang sort læderfrakke på samt bærer solbriller. “The Postal Dude” bor i en trailerpark sammen med sin frygtelige kone, der konstant koster rundt med ham. I spillet bliver hun kort og godt kaldt “The Postal Dude’s Bitch”.

Spillet strækker sig fra mandag til fredag, og hver dag indeholder en del gøremål for “The Postal Dude”. Disse gøremål foregår forskellige steder i Paradise. Mandagens program er følgende: Der skal hentes en løncheck hos chefen, denne skal derefter indkasseres i banken, og slutteligt skal man hente en mælk hos købmanden. Det lyder jo meget nemt, men det er det langt fra. Paradise er nemlig spækket med gale mennesker og et utal af grumme våben, der helt åbenlyst ligger og flyder, og bare venter på at blive brugt.

Hvordan man vælger at gennemføre hver enkelt dag, er fuldstændig op til én selv, og man kan således vælge, om man vil gå amok og slæbe et stort rødt blodspor efter sig, eller stille og roligt prøve at udføre dagens pligter uden at krumme et hår på nogens hoved. Når jeg siger stille og roligt, er det vist så som så, for det varer ikke længe før, man skal finde et våben frem.

En helt almindelig uge

Eksempel: “The Postal Dude” ankommer til sin arbejdsplads, hvilket sjovt nok er hos spiludviklerne og udgiverne Running With Scissors. Udenfor demonstrerer en gruppe aktivister mod Running With Scissors og deres produktion af voldelige computerspil. Ikke så snart har man fået sin check, førend de før så fredelige demonstranterne trækker våben og stormer arbejdspladsen. “The Postal Dude” kan da ikke andet end at trække sit våben og gå amok sammen med crewet fra Running With Scissors.

Sådanne scener er der masser af i Postal2. Aktivister brænder biblioteket af, mens man afleverer en bog, banken bliver forsøgt røvet, når man indløser sin check, kirken bliver angrebet af terrorister, der alle ligner Osama Bin Laden, og man bliver slået ned af kirkegårdens gravere, mens man står og pisser på sin fars grav, for derefter at vågne op klædt ud som “The Gimp” fra Tarantinos Pulp Fiction (1994).

Hver dag i ugen indeholder nye udfordringer, sindssyge episoder og masser af drab. Den lille dværgling Gary Coleman, som mest af alt er kendt for sin rolle i serien Diff’rent Strokes (1978-1986), har en cameo-optræden i Postal2, hvor han om tirsdagen er at finde i det store shoppingcenter, hvor han sidder og promoverer en bog. Denne bog skal “The Postal Dude” have en signeret udgave af.

Det ender selvfølgelig med at politiet stormer shoppingcentret for at anholde Coleman, hvilket udvikler sig til en heftig skududveksling. Man kan som spiller helt selv vælge hvordan man vil reagere i denne situation. Vil man hjælpe politiet, Coleman eller ingen og bare plaffe løs på det hele.

Pisser på det hele

Paradise er, som før nævnt, fyldt op med diverse våben, der bare ligger og flyder. Der er de traditionelle våben som pistoler, shotguns og maskingeværer. De mere utraditionelle så som stunguns, skovle og molotovcocktails, og endelig de mere bizarre som benzin der hældes på folk for derefter at blive antændt med en lille tændstik. Det er også muligt at fange omstrejfende katte, hvis eneste formål er at få proppet mundstykket af en shotgun op i endetarmen, hvorved de fungerer som lyddæmper. Sygt, men ganske sjovt.

En anden syret feature er, at man som spiller har mulighed for at lyne ned i bukserne, hive sjoveren frem, og bogstaveligt talt pisse på folk. Dette bryder de sig naturligvis ikke om, og løber som regel skrigende væk, eller trækker en pistol. Pisser man længe nok på folk, begynder de at kaste op. Ser en politimand dig hive sjoveren frem, trækker denne politistaven og tæver løs på dig.

Bilerne i Paradise er heller ikke kun til pynt men kan bruges til at skabe lidt rav i bybilledet. Et par skud på en bil og den eksploderer ganske voldsomt. Står der andre biler i nærheden, eksploderer de også, og sender de uheldige sjæle, der måtte være i nærheden skrigende rundt, mens de langsomt brænder op.

Det sker at “The Postal Dude” bliver såret, så der ligger også små førstehjælpskasser spredt i byen. Dog hænder det, at man har brug for et ordentligt boost af energi til at klare visse situationer, hvorfor man kan ryge sig en kæmpe koger, hvilket giver et overskud af kræfter. Skidtet er bare vanedannende, og effekten aftager langsomt, hvilket medfører hjertebanken og et tab af energi, hvis man ikke skynder sig at ryge en til for at bibeholde effekten.

Forbudt i New Zealand

Spillet er fra 2003 og den grafikmæssige del kan selvfølgelig ikke sammenlignes med nutidens standarder. Grafisk benytter Postal2 sig af Unreal-enginen, og resultatet er ganske OK, dog uden at imponere. Lydsiden er som man kan forvente. Våbnene har en fin lyd, men man kunne godt have givet shotgunnen lidt mere tyngde. Stemmeskuespillet er bestemt ikke imponerende, men det er på den anden side heller ikke nogen afgørende faktor for dette spil.

Grundlæggende er der ikke nogen historie i Postal2. Det handler om en psykopat der bor i en sindssyg mineby i Arizona, som bare oplever en helt “almindelig” uge. At historien er tynd som te forhindrer dog ikke spillet i at være ganske underholdende.

Running With Scissors har skabt et yderst provokerende spil der i den grad giver kritikere af voldelige computerspil endnu mere at hidse sig op over. Dette har også medført at Postal2 ikke må sælges i New Zealand, og det er således ulovligt at være i besiddelse af en kopi. I Sverige blev den svenske distributør slæbt i retten af kammeradvokaten, hvor denne blev anklaget for “ulovlig skildring af vold”. Den svenske domstol frikendte dog distributøren. Postal2 fik ligeledes blandende modtagelser i computerspilspressen, hvor spillet fik karakter rangerende fra en score på 0 til lidt over middel (7.9 uf af 10).

Uwe Boll og Postal

Postal2 er selvfølgelig heller ikke gået den aldeles rædsomme tyske filminstruktør Uwe Bolls næse forbi. Som mange ved, så har Uwe Boll købt rettighederne til at lave film baseret på en række computerspil. Her taler vi bl.a. om House of the Dead (2003), Alone in the Dark (2005) og BloodRayne (2005), som alle er anmeldt her på Planet Pulp. Uwe Boll har således også købt rettighederne til at filmatisere Postal2, der udkommer i USA og Canada den 12. oktober 2007, samt Europa 18. oktober 2007. Vi venter spændt på en anmelderkopi!!

Provokation

Postal2 er et ultravoldeligt spil, som man bestemt skal holde sig fra, hvis man kun er til The Sims eller andre uskyldige spil. Det er vigtigt at bemærke, at Postal2 absolut ikke skal tages alvorligt på nogen måde, hvilket Running With Scissors også påpeger i en disclaimer, når spillet loader. Spillet er således et modspil og en provokation til alle de mennesker, der mener at voldelige computerspil ødelægger børn og forvandler dem til sindssyge mordere. Personligt blev jeg godt underholdt af Postal2 og kan kun varmt anbefale det, og ja, lidt fornuft har jeg stadig tilbage.

Anmeldt i nr. 23 | 13/09/2007