Planet Pulp

Poltergeist har på næsten alle måder Steven Spielbergs fingeraftryk på sig: Spielberg stod bag historien, var medforfatter på manuskriptet og vedholdende rygter hævder, at det i højere grad var Spielberg, der styrede slagets gang på settet end filmens officielle instruktør Tobe Hooper.

Ét punkt, hvor Spielbergs indflydelse imidlertid ikke gør sig gældende, er musikken. Det er nemlig ikke John Williams, der har leveret filmens fremragende score; det er Jerry Goldsmith.

Formentlig kunne Spielberg have overtalt sin ven Williams til at komponere scoret, hvis han havde villet, men det havde måske i lidt for høj grad afsløret, hvor stor en rolle Spielberg spillede i filmens tilblivelse.

Men altså: Til trods for alle de forskellige ting ved Poltergeist, der skriger ”SPIELBERG” med store neonbogstaver, udstrækker det sig ikke til scoret. Her trådte Jerry Goldsmith til og leverede et fremragende score, hvis betydning for filmens samlede effekt ikke må undervurderes.

Goldsmith havde allerede på dette tidspunkt vist, at han var i stand til at komponere horrormusik af uforlignelig høj kvalitet: The Omen (1976) og Alien (1979) er milepæle indenfor genren, og også efter Poltergeist skulle Goldsmith komponere glimrende musik til mange flere horrorfilm.

Alligevel er The Omen, Alien og Poltergeist nok Goldsmiths tre bedste scores indenfor horrorgenren, og for fans af horrormusik er Poltergeist et helt uomgængeligt score.

Flere udgaver

Den anmeldte udgave af Poltergeist-scoret er den, der udkom på Rhino/TCM i 1997. Den præsenterer det komplette score, inklusive Goldsmiths indspilning af “The Star Spangled Banner”, fordelt på 13 tracks og med en spilletid på lige over 68 minutter.

Denne udgave er for længst udsolgt, men til gengæld kan man stadig købe Film Score Monthlys 2-disk-udgave, der udkom i 2010. Foruden det komplette score indeholder denne udgave også det oprindelige soundtrackalbum fra 1982 samt forskellige alternative indspilninger som bonustracks.

Selvom begge udgaver altså præsenterer det komplette score, siger det sig selv, at der ikke er nogen udpræget grund til at sætte Himmel og Jord i bevægelse for at få fingre i Rhino/TCM-udgaven, når Film Score Monthly-udgaven stadig er tilgængelig.

Til gengæld er der heller ingen tungtvejende årsager til at anskaffe sig Film Score Monthlys udgave, hvis man i forvejen har Rhino/TCM-udgaven – medmindre man er meget interesseret i de alternative indspilninger, der ligger som bonustracks.

Rendyrket Goldsmith

Poltergeist er stilistisk set rendyrket Jerry Goldsmith, og præsenterer en blanding af harmonisk, tematisk orienteret musik, krybende uhygge og brutal, rædselsvækkende dissonans.

De harmoniske aspekter findes især i scorets første tredjedel, men hovedparten af scoret tilhører de to andre stilarter, hvor fragmenter af hovedtemaet dog konstant sniger sig ind sammen med et sekundært tema.

Foruden et par regulære temaer er der adskillige små motiver, der væver sig ind og ud af scoret, herunder ét, der høres som det allerførste i ”The Calling / The Neighborhood (Main Title)” (nr. 2). Det er et motiv, der er forbundet med kontakten til det hinsides, og umiddelbart kunne man få den tanke, at det er fremført på synthesizer.

Men faktisk anvendte Goldsmith ingen synthesizere under indspilningen af Poltergeist overhovedet. De effekter, der på overfladen kan lyde synthesizede, er skabt af forskellige instrumenter såsom sav (ja, sådan én man saver med), den såkaldte ”rub rod” (glas- eller aluminiumsstænger, der spilles med harpiksbehandlede handsker), bas-swanee-fløjte og flere andre.

Med andre ord er Poltergeist fuldstændig analogt, indspillet for symfoniorkester med supplement af de nævnte specialinstrumenter samt, på nogle cues, et større eller mindre kor.

Fantastisk hovedtema

Der er to fuldt udviklede temaer på spil i Poltergeist: Det første er temaet for den lille Carol Anne, der også udgør filmens hovedtema.

Hovedtemaet er gennemgående på scoret og er med til at binde scoret godt sammen. Det høres en del gange i sin fulde form i scorets indledning, hvorefter det dukker fragmentarisk op, inden vi får en flot version, orkestreret med børnekor, som det sidste cue.

Det er et fantastisk tema, Goldsmith her præsenterer. Det tager udgangspunkt i den 5-årige Carol Anne, og er derfor komponeret som en klassisk vuggevisemelodi, der også har en spilledåse-kvalitet over sig. Sidstnævnte understreges i nogle af temaets fremførsler, hvor orkestreringen også efterligner en spilledåses høje, krystalklare klang.

Goldsmith nøjes dog ikke med denne ene version af temaet; det høres også hyppigt i en traditionelt symfonisk orkestreret udgave. Temaet høres i sin fuldt udviklede form første gang i ”The Neighborhood” (anden halvdel af nr. 2), hvor vi både præsenteres for det primære spilledåse-tema (A-temaet) og det lyriske B-tema.

Herefter går ”The Neighborhood”-cuet i øvrigt over i luftig, nærmest munter, forstads-americana af den type, som Goldsmith et par år senere også skulle bruge i Joe Dantes Gremlins (1984).

Det andet fuldt udviklede tema høres første gang i “The Light” (nr. 7) og er associeret med mediet Tangina Barrons, der hjælper den hårdt prøvede familien Freeling. Det er et afdæmpet, men højtideligt tema, der giver mindelser om noget af Goldsmiths storladne musik fra Star Trek: The Motion Picture (1979).

“The Light”-temaet dukker op nogle gange i de efterfølgende cues, hvor familien sammen med Tangina Barrons tager kampen op mod det onde, der huserer i deres hjem. Stedvist i “Rebirth” (nr. 10) antager temaet religiøse proportioner, da Goldsmith kombinerer temaet med stort kor.

Tagselvbord for fans af horrormusik

Hovedparten af Poltergeist-scoret består som nævnt af creepy, atmosfærisk musik og dissonant, aggressiv horrormusik. Goldsmith mestrede begge stilarter til perfektion, og Poltergeist er på den måde et tagselvbord for fans af denne type filmmusik.

Den creepy, atmosfæriske musik finder vi spredt ud over hele scoret med højdepunkter i bl.a. “Contacting the Other Side” (nr. 6) og “It Knows What Scares You” (nr. 9), sidstnævnte også med fine fremførsler af både hovedtemaet og “The Light”-temaet.

Men det bedste cue indenfor denne stil er nok “Rebirth” (nr. 10). Her præsenterer Goldsmith os for nærmest religiøs musik, hvor koret af flere omgange virkelig får lov til at spille med musklerne. Det er storladent og smukt – og stedvist rigtig uhyggeligt.

Den regulære horrormusik begynder i “Twisted Abduction” (nr. 5), der i næsten alle cuets syv minutter er rendyrket horrormusik af fineste skuffe, inklusive et klassisk Goldsmith-actionmotiv, hvirvlende strygere, aggressive blæsere og stort kor.

Nøje udtænkt, planlagt og struktureret

Derefter går der noget tid, inden Goldsmith trækker alle stopklodser ud igen. Godt nok er “No Complaints” (anden del af nr. 8) også et forrygende horrorcue, og der er andre kortvarige passager af rendyrket horrormusik, men det er i de to cues fra filmens klimaks, “Night of the Beast” (nr. 11) og “Escape From Suburbia” (nr. 12), at musikken virkelig bliver rædselsvækkende.

“Night of the Beast” starter lavt og rumlende, inden cuet eksploderer i horrormusik af højeste kvalitet. “Escape from Suburbia” lægger ingen fingre imellem, men begynder lige på og hårdt. Det er et helt igennem fremragende cue og formentlig scorets bedste enkeltcue.

Det fantastiske ved selv de meget voldsomme horrorcues er, at Goldsmith aldrig mister greb om strukturen. Derfor får musikken ikke et splitsekund lov til at falde hen i uorganiseret larm; det er hele tiden bygget op omkring gentagne musikalske idéer og strukturer, stedvist med brug af deciderede småmotiver.

Det er også én af grundene til, at selv Goldsmiths mest dissonante og atonale scores – både indenfor horrorgenren og andre, f.eks. Planet of the Apes (1968) – er så fantastiske, som de er. Det hele er ekstremt nøje udtænkt, planlagt og struktureret. Det betyder f.eks. også, at musikken ikke bare er fremragende i kontekst af filmen, men også egner sig glimrende som selvstændige lytteoplevelser.

Fremragende

Poltergeist er på alle måder et fremragende filmscore, men i sagens natur kun hvis man er til horrormusik. Selvom hovedtemaet er forrygende smukt og harmonisk, er hovedparten af musikken af en helt anden type og bestemt ikke for sarte sjæle.

Meget få filmkomponister har i samme grad som Jerry Goldsmith mestret det at komponere musik til horrorfilm, og det er hans score til Poltergeist endnu et eksempel på.

Nummerliste:
1. The Star Spangled Banner (1:30)
2. The Calling / The Neighborhood (Main Title) (4:08)
3. The Tree (2:26)
4. The Clown / They’re Here / Broken Glass / The Hole / TV People (5:15)
5. Twisted Abduction (6:58)
6. Contacting The Other Side (5:12)
7. The Light (2:07)
8. Night Visitor / No Complaints (9:05)
9. It Knows What Scares You (7:36)
10. Rebirth (8:25)
11. Night Of The Beast (3:51)
12. Escape From Suburbia (7:12)
13. Carol Anne’s Theme (End Title) (4:19)

Total spilletid: 68:04

Anmeldt i nr. 115 | 13/05/2015