Piranha

Det lugter af lettjente penge: Man tager handlingen fra en succesfuld film og twister den lidt. Dertil indsættes lummerhed og billig splat. Men med Piranha (dansk: Rædsler i dybet) har vi fået et kopiprodukt, som sagtens kan stå på egne ben, og den holder stadig den dag i dag, hvilket mest kan tilskrives succesen med at blande horror med komedie.

Dødens flod

Et ungt par beslutter sig for at trænge ind på et forladt militæranlæg. Her finder de noget, der minder om en svømmepøl, og uden at tænke videre over det, tager de en dukkert. Så farves vandet rødt, og scenen skifter. Vi er ved en spilleautomat, hvor en ung kvinde spiller Jaws. Ja, både på indledningen og spillet kan man nok regne ud, at der er mere end én reference til Spielbergs hajbasker Jaws (1975).

Kvinden vi møder ved spilleautomaten er Maggie, og hun har som speciale at finde forsvundne personer. Hun sendes efter parret fra indledningen og slår snart følgeskab med alkoholikeren Paul. De ender på det nedlagte militæranlæg, hvor de gør en grusom opdagelse: Muterede piratfisk er sluppet ud i floden! Pauls datter er på sommerlejr ved floden, så det kan nok være, at vores to helte får travlt. Snart inddrages militæret, og vi hører om skumle eksperimenter, mens de kære små piratfisk stiller deres sult langs floden. Samtidig skal et vandland åbne, datteren skal reddes og sandheden om piratfiskene graves frem. Og mere skal ikke røbes her.

Gyset møder komedien

Piranha er et førsteklasses eksempel på, hvorledes en effektiv gyserkomedie skal skrues sammen: Den starter med gys, så lidt komedie, så gys, komedie osv. De to elementer integreres gradvist i filmens overordnede fortælling, og derfor kan man opleve den sjældne følelse at grine, mens men gyser. Gyserkomedien er en undergenre, som meget sjældent fungerer, da man ofte ikke formår at integrere de to elementer.

Piranha bliver troværdig indenfor sit eget lille lumre, splattede og over the top-univers, og det er ganske imponerende. Forklaringen skal nok findes i det gyldne trekløver Joe Dante, John Sayles og Roger Corman. Dante som den sidenhen meget sikre genreinstruktør, Sayles som en af kongerne i amerikanske independentfilm og Corman som bademester i B-filmens svømmehal.

Man har lidt fornemmelsen af, at Piranha er ”bedre end den fortjener” – selv om det i sig selv lyder lidt underligt. Måske er det mere tydeligt, hvis jeg sammenligner det med en stegt medister hos pølsevognen, der smager af gourmet. Lad os se nærmere på det. Cormans B-filmsaftryk er tydeligt: Der er bryster, lidt splat, plat humor og en over the top handling. Og man har ikke mindst kopieret tydeligt fra andre værker. Alt det vi elsker Cormans produktioner for. Men i Piranha levereres plagiatet med et ekstra glimt i øjet.

Vis ham dine patter

Specielt dialogen er skarp, og tegningen af chefen for sommerlejren, Mr. Dumont, er helt i top. Men lad mig komme med et eksempel på, hvordan en replik tilsættes noget ekstra. Vores to hovedpersoner skal forbi en soldat. Den mandlige hovedperson siger meget genretro til kvinden, at hun bare skal gøre det, kvinder nu en gang gør. Klassisk B-films-lummerhed: Vis dine patter og han hopper på det. Men ordvekslingen i Piranha har en en kant:

”Well suit yourself. Just come onto him, tell him what an admirer you are of the Army or something like that,” siger Paul, hvortil Maggie konstaterer, ”What if he’s gay?” Paul svarer tørt ”Then I’ll go and distract him!” Det er i mine øjne et fint eksempel på plat humor med kant.

To kommende stjerner

Når man ser, hvad henholdsvis instruktøren Joe Dante og manuskriptforfatteren John Sayles siden hen har leveret, kan man måske finde forklaringen på noget af den ekstra kvalitet, som Piranha lægger for dagen. The Howling (1981), Gremlins (1984) og Innerspace (1987) er blot nogen af Dantes senere genrefilm, som i min bog hører til 80’er-klassikerne. John Sayles, der siden hen er blevet stor på den amerikanske independentscene, har instrueret den mesterlige Lone Star (1996). Så man kan sige, at producenterne bag Piranha gjorde noget af et scoop ved at tilknytte de to navne.

Piranha er fremragende underholdning. Der er smæk for skillingen, effekterne fungerer, den har en campy værdi (tænk blot på hvordan lydbilledet er, når de små piratfisk angriber) og så er den sjov som bare Fanden. Lige til tre store stjerner. Og desuden har den så det ekstra, som gør den til en noget unik B-film, og som kaster en endnu en stjerne i floden. De varmeste anbefalinger herfra!

Piranha er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt i nr. 55 | 13/05/2010

Stikord: Animal Horror, Dræberdyr, Rip-off, Splat