Planet Pulp

I 1996 udkom den første og eneste spilfiktionsbog til rollespilsystemet Over the Edge. Rollespillet så dagens lys i 1992, og bogen blev lanceret i forbindelsen med udgivelsen af spilsystemets anden udgave, der blev sendt på markedet tidligere på året i ’96.

Forfatteren bag Pierced Heart er den dengang stadigt opadstigende stjerne på rollespilshimlen Robin D. Laws, der senere har udgivet et utal af bøger og hæfter.

Bogen blev naturligvis udgivet af Atlas Games, selskabet bag rollespillet, og det kan da også bemærkes, at manden bag selskabet, John Nephew, står opført som romanens redaktør; noget der måske ikke umiddelbart taler til Nephews fordel.

Settingen giver problemer

De fleste spilsystemer har en klart defineret stemning, og sigter mod en mere eller mindre fastlagt genre. Det gør Over the Edge ikke, og det var da derfor også interessant at se, hvordan Robin D. Laws var gået til materialet.

Omdrejningspunktet for rollespillet er den fiktive middelhavsø Al Amarja, hvor alt stort set er muligt, og hvor det naturlige eksisterer side om side med det overnaturlige.

Spillet trækker megen inspiration fra William S. Borroughs, Phillip K. Dick, Borges og film af blandet andet David Lynch. Ideen bag spillet hviler mere i en stemning eller sindstilstand end i en bestemt genre eller fortællingstype. Det gør nok, at Over the Edge egner sig dårligere til spilfiktion end så mange andre systemer. Robin D. Laws har da også haft sine problemer, som det kun alt for tydeligt fremgår af romanen.

Et mystisk selvmord

Pierced Heart er en fortælling om en række personers søgen efter meningen med livet, penge, narko eller måske bare sig selv. Det umiddelbare omdrejningspunkt er den unge, smukke, seje, alt for politisk korrekte grunge-chick Alexandra Sky, der er kommet til Al Amarja for at deltage i sin tvillingesøsters begravelse.

Søsteren, Jonna Sky, var en verdensberømt popsangerinde der især henvendte sig til et kristent publikum. Hendes selvmord slår ned som et lyn fra en klar himmel, og hverken Alexandra, der naturligvis kaldes Alex, eller søstrenes stedbror Patrick forudså noget sådant.

Alex beslutter sig derfor, efter begravelsen, at undersøge sagen nærmere, og finde frem til baggrunden for selvmordet. Patrick, der fungerede som Jonnas manager, har gjort hvad han kunne for at skjule Jonnas selvmord for pressen af PR-mæssige grunde såvel som for at beskytte hendes eftermæle. Derfor er han naturligvis ikke begejstret, da Alex begynder at snuse rundt og rode op i en sag, han helst så begravet så hurtigt som muligt.

Vi følger Alex fra hun modtager nyheden om søsterens død i Minneapolis, og forsøger at erhverve sig en flybillet til Al Amarja – en ø stort set ingen kender. Som Alex gradvist graver sig dybere og dybere ned i Jonnas selvmord, udvides romanens persongalleri; broderen Patrick, den excentriske narkosælger Abbas Nadjafi, den absurde mafiaboss Gayth Silver, boghandleren Arthur Pendrick, den tragiske bølle Thorvald og mange flere mere eller mindre farverige personer.

Naturligvis spiller de ikke alle en lige stor rolle for handlingen, men deres skæbner krydses igen og igen, takket være Alex, der ganske uvidende bliver kastet ind i det komplicerede net af intriger der ligger over The Edge – den vigtigste by på Al Amarja.

Stemning frem for plot

Det første og eneste spor Alex finder, der kan kaste lys over selvmordet, er stoffer. Jonna begyndte tilsyneladende at benytte stoffet Communion, mens hun besøgte øen. Communion er et unikt stof, der gør brugeren i stand til at kommunikere med guddommelige kræfter.

For en stærkt troende kvinde som Jonna Sky har dette sikkert været stærke sager, og Alex bliver da også overbevist om, at det er stoffets skyld, at søsteren tog sit eget liv. Selv prøver Alex også pillerne med ganske uventede resultater. Jonnas piller bliver tvillingesøsterens indfaldsvinkel til øen, og det er gennem narkomiljøet hun introduceres til bogens store persongalleri.

I Pierced Heart sidder vi med en roman, der forsøger sig med en kompliceret struktur. Plottet er underordnet stemningen og de personlige indtryk, som romanens personer beskriver i første person til os. Alexandra Sky er bogens hovedperson, men flere af bipersonerne træder frem som næsten lige så vægtige skikkelser i fortællingen.

Det er imidlertid forholdet mellem tvillingesøstrene, og baggrunden for selvmordet, der er det tilbagevendende punkt. Som spændingsroman lader Pierced Heart sig derfor svært karakterisere, da den i stemning og handling læner sig op ad den traditionelle udviklingsroman. Dette er naturligvis store ord at bruge om et stykke spilfiktion, og Robin D. Laws knækker da også halsen på sine egne ambitioner.

Fortænkt og konstrueret

Historien om de to Sky-søstre er historien om fortrængte følelser, kærlighed og det klassiske ying-yang-motiv. Et solidt fundament, men desværre folder fortællingen sig aldrig ud. Den komplicerede, stærkt cut-up-inspirerede tilgang til historien, bliver mere en hæmsko for handlingen, end et skriveteknisk virkemiddel.

Der fornemmes ingen fremdrift i handlingen, trods talrige episoder af alle slags. Dermed fremstår rammen for fortællingen usikker, og det dybsindige plot kommer nærmest til at fremstå barnagtigt og uendelig studentikost.

Dette kunne man måske have tilgivet, hvis persongalleriet formåede at løfte sig ud over plottet. Desværre er dette ikke tilfældet. De fleste af personerne i Pierced Heart er finurligt udtænkte typer, der på mere eller mindre løjerlig manér bevæger sig gennem handlingen. Som øjebliksbilleder er de fine, men det lykkes kun glimtvis for Laws at skabe mere end dette. Personernes tankebaner er forbløffende fortænkte og konstruerede – præcis som hele historien er det.

Komplet mangel på timing og tempo

Det mest utilgivelige ved romanen må dog nok siges at være Laws’ komplette mangel på timing og tempo. I flere passager af bogen kan man med forundring konstatere, at der bruges sideplads på de mest ligegyldige ting. Et eksempel kunne være stykket tidligt i bogen, hvor Alex venter i lufthavnen på det fly, der skal tage hende til Al Amarja. Foruden ganske nøjagtige beskrivelser af de øvrige ventende passagerer hører vi om en lille dreng, der skaber sig, og minsandten også, at vores hovedperson går på toilettet.

Sådanne passager er der flere af, og den eneste forklaring på at disse stykker ikke er blevet redigeret ud af bogen eller skrevet helt om, må være at hverken Robin D. Laws eller John Nephew har arbejdet med skønlitteratur før.

Til bagatellerne må det regnes at Pierced Heart på alle måder forsøger at lefle for sit publikum. Bogen oser af “den rigtige mening” – med flittige referencer til de rigtige bands, grungebølgens tilbagelænede humor og stil såvel som tematisk at beskæftige sig med et provokerende emne som stoffer. Spørgsmålet er, om Laws’ kæledække-hovedperson var troværdig i 1996 – set ti år senere, er hun i hvert fald nærmest bare en irriterende karikatur.

Her er det interessant at bemærke, hvor utaknemmelig sammenligningen end måtte være, hvor godt rollespillet gør sig i dag målt i forhold til den skønlitterære udlægning af spillet. Føjes dertil, at der gennem hele bogen findes talrige redaktionelle fejl samt en hyppig anvendelse af fjollede lydord og grafiske tricks, er resultatet alt andet end overbevisende.

Som skønlitteratur uhyggeligt svag, som spilfiktion middelmådig

Pierced Heart falder altså igennem som roman betragtet. Anskues den som et stykke spilfiktion, der skal introducere nye spillere til Over the Edge, vinder bogen en del. Ikke fordi Robin D. Laws fanger synderligt mere af stemningen i spillet end man opnår ved læsning af grundbogen, men ganske enkelt fordi han udbygger de beskrivelser, vi allerede kender. Har man som læser haft svært ved at visualisere Al Amarja, kan Pierced Heart således være en hjælpende hånd.

Meget mere kan romanen dog heller ikke roses, for strengt taget bidrager Robin D. Laws med forsvindende lidt nyt, og Pierced Heart er rent faktisk forbløffende uoriginal. Havde man forventet noget specielt eller tankevækkende af en Over the Edge-roman, bliver man altså skuffet.

Stedvist er Pierced Heart underholdende, men langt hyppigere er den irriterende og famlende. Som klassisk skønlitteratur er den uhyggeligt svag, og som spilfiktion er den middelmådig. For nye Over the Edge-spillere kan den muligvis være interessant, men ellers kan bogen ikke anbefales.

Anmeldt i nr. 3 | 13/01/2006

Stikord: Narko, Spilfiktion