Planet Pulp

Pet Sematary (1983) er én af Stephen Kings mest berømte og berygtede romaner. Den er blandt andet kendt for at være den roman, King selv fandt for uhyggelig til at udgive, og som kun kom ud, fordi King var desperat efter at slippe ud af en forlagskontrakt.

Mulig overdrivelse og gode anekdoter til trods, er romanens ry ikke desto mindre fortjent. Pet Sematary hører til blandt gysermesterens absolut mest uhyggelige, ligesom den er utroligt ubehagelig på grund af det tema, den konstant kredser om, nemlig døden. Den står også som Kings absolut mest modne roman, og i tilbageblik måske hans bedste.

Pet Sematary blev filmatiseret tilbage i 1989, instrueret af Mary Lambert, men (ny)filmatiseringer af Stephen King-romaner er hot shit i disse år, og nu er turen altså kommet til Pet Sematary.

En skuffelse

Musikken til den nye filmatisering er komponeret af den fremragende Christopher Young. Som de fleste gyserfans vil vide, er Young naturligvis Hollywoods Mr. Horror, når det kommer til filmmusik, og utallige er de horrorfilm, Young har leveret musik til, siden starten på sin karriere i begyndelsen af 1980’erne.

Young er kendt og rost for sine evner til at forny sig selv. Selvom han ofte associeres med store, gotiske scores a la Hellraiser (1987), så er der selv blandt Youngs horrorscores en ret stor grad af variation, der gør, at man aldrig kan være helt sikker på, hvilken retning, Young mon går i.

Med andre ord: Når Chris Young komponerer musik til en horrorfilm, kan man ikke bare regne med at få en variation over Hellraiser. Ind imellem har Young sågar kastet sig ud i udfordrende, svært dissonant musik.

Ikke desto mindre er Young nok bedst kendt og elsket for sine fine temaer, og for – inderst inde – at være en melodisk orienteret komponist, der måske nok elsker at skræmme med sin musik, men som ofte gør det igennem mørke, men fundamentalt set melodiske scores. Altid elegant og uden brug af trætte klichéer.

Af samme grund så jeg meget kraftigt frem til det nye Pet Sematary-score, hvilket der nok var mange filmmusikfans, der gjorde. Men til en vis grad må jeg nok erkende, at musikken er en skuffelse.

Dystert og dissonant

Skuffelsen kommer ikke af, at musikken ikke er effektiv. Jeg har ikke set den nye film, men jeg kan ikke forestille mig andet end at Youngs score fungerer eminent i filmen. Det er et regulært skræmmende score.

Men det er også et score, der i langt størstedelen af sin spilletid følger Youngs tidligere eksperimenter udi dissonans, så hvis man havde forventet et dystert, men tematisk orienteret score, bliver man skuffet. Dystert er det, men det er hverken tematisk eller for den sags skyld melodisk – ikke særlig meget, i hvert fald.

Pet Sematary-scoret består altovervejende af dissonant musik, hvor næsten alle akustiske elementer er elektronisk efterbehandlede.

Helt utematisk er scoret dog ikke. Der er et fint og meget attraktivt tema for den lille familie, der er i centrum af historien. En variant af temaet høres første gang i “The Maine Road” (nr. 2), der lægger ud som en dyster spilledåsemelodi, inden lave strygere lægger endnu et lag af mørke på.

Den reneste variation af temaet dukker op i “Fielding Fine” (nr. 5), hvor det præsenterer sig som et blidt, landligt tema, overvejende fremført på flygel.

Temaet høres hist og her i det øvrige score, der ellers domineres af rædselsvækkende musik, hvor Young kører sine akustiske instrumenter igennem den elektroniske vridemaskine og derigennem skaber et regulært skræmmende lydunivers.

Vildt og brutalt

Diverse slagtøjsinstrumenter synes at måtte associeres med den indianske forbandelse, der lægger til grund for historiens gruopvækkende hændelser, mens brugen af forvrænget vokal nærmere må associeres mere direkte med de genopstandne.

Endelig skulle der ifølge Young selv være en slags “tema” for Creed-familiens kat, der som den første i filmen vender tilbage fra de døde. Det skulle være en stærkt manipuleret bas og cello, der er forvrænget, så de kommer til at lyde som en skrigende kat.

Alt dette sker i kombination med mange af orkestrets traditionelle instrumenter, der dog også som regel er elektronisk manipulerede, selvom de også stedvist får lov at fungere som “normalt”, bl.a. i størstedelen af “Dead Alive Again” (nr. 7).

Et godt eksempel på, hvor voldsomt Young manipulerer musikken elektronisk, kan høres allerede i det første cue, “The Wendigo”, især fra omkring 2:00 og frem; det er vildt og brutalt – og ærlig talt temmelig skrækkeligt at høre, selvom det unægtelig også er effektivt!

Et andet cue, der er karakteristisk for scoret som helhed, er “But the Cat Has No Hat” (nr. 3), hvori den elektronisk forvrængede vokal dukker op ved ca. 2:00 og hvor også kattens “tema” optræder.

Det er unødvendigt at beskrive musikken yderligere, for de ting, der karakteriserer musikken, er allerede sagt.

Teknisk interessant

Jeg har stor respekt for Christopher Young, og det ændrer Pet Sematary-scoret sådan set ikke på, heller ikke selvom jeg ikke kan få mig selv til at anbefale albummet – dertil er det ganske enkelt for ubehagelig en lytteoplevelse.

Scoret viser, at Young fortsat ikke er tilfreds med at hvile på laurbærrene, og at han faktisk bliver ved med at udfordre sig selv både teknisk og æstetisk. Det må man respektere.

Samtidig er Pet Sematary-scoret som tidligere nævnt et regulært uhyggeligt score, som får det til at løbe lytteren koldt ned ad ryggen, selv løsrevet fra filmen.

Det er der ikke mange rent dissonante horrorscores, der kan – de fleste ender med at være jævnt hen kedelige og intetsigende, fyldt med klichéprægede hvinende strygere og “stingers”; musikkens svar på jump scares.

Sådan er Pet Sematary-scoret ikke. Selvom det er hamrende ubehagelig musik, er det konstant interessant, fordi Young manipulerer lydene på så mange forskellige måder.

Originaliteten køber Pet Sematary-scoret en ekstra stjerne, men hører man ikke til dem, der har lyst til at udsætte sig for en times særdeles ubehagelig musik, fordi musikken er teknisk interessant, ja så bør man gå i en stor bue udenom.

Nummerliste:
1. The Wendigo (4:50)
2. The Maine Road (2:55)
3. But the Cat Has No Hat (4:13)
4. Underground Terrors (6:42)
5. Fielding Fine (2:45)
6. Scream for More (4:08)
7. Dead Alive Again (3:54)
8. Church Isn’t Church (4:12)
9. Un-Hallowed Even (3:10)
10. Fouled Soil (4:43)
11. Echo Angels (4:09)
12. Just Not the Same (4:33)
13. Watching the Dead Do (3:34)
14. Die Daddy Die (4:30)
15. Wasn’t the Beginning? (4:33)
16. Pet Sematary (performed by Starcrawler) (3:25)

Total spilletid: 66:16

Anmeldt i nr. 165 | 13/07/2019

Stikord: Stephen King