Pet Sematary

Pet Sematary fra 1989, der på dansk bærer den noget mere slagkraftige titel Ondskabens Kirkegård, er baseret på Stephen King-romanen fra 1983, der har samme engelske titel, men på dansk hedder Dyrekirkegården.

Filmen er instrueret af Mary Lambert, og det var instruktørens første gyserfilm, selv om hun siden har lavet flere film inden for genren. Bl.a. stod Lambert også for den gyselige fortsættelse, der med vanlig opfindsomhed bærer titlen Pet Sematary II (1992).

Habil

Den første Pet Sematary udmærker sig imidlertid ved at være en ganske habil gyserfilm, og ikke mindst ved at være én af de få vellykkede filmatiseringer af en Stephen King-gyser. Der findes flere fremragende filmatiseringer af Stephen Kings romaner, men det drejer sig typisk om de af forfatterens bøger, der ikke falder inden for gysergenren, med The Shawshank Redemption (1994) som det nok bedste eksempel.

Kings gysere er imidlertid gang på gang blevet omsat til film- eller TV-bæ, og når Pet Sematary ikke falder i denne kategori skyldes det måske, at det er King selv, der har omsat romanen til filmmanuskript. Det er King sluppet heldigt om ved, selv om man må konstatere, at nogle af romanens kvaliteter er gået tabt.

Hermed mener jeg, at den stærkt ubehagelige stemning, der gennemsyrer romanen og er med til at gøre den så fremragende, i høj grad mangler i filmen, som i langt højere grad er ren handling. Set fra et filmisk synspunkt er det imidlertid ingen ringe ting, for filmen kommer dermed til at fungere som en stramt fortalt gyser, der også kan byde på en gennemgående skummel stemning og flere uhyggelige scener.

Dyrekirkegården

Filmen handler, ligesom romanen, om familien Creed, der netop er flyttet fra Chicago til Maine. De har fået sig et smukt hus, der dog har en stærkt trafikeret landevej liggende lige neden for forhaven. Familiefaderen Louis er læge, og har fået job på et nærliggende universitetshospital, og det er derfor familien er flyttet. Moderen Rachel er hjemmegående hos de to børn, pigen Ellie og den lille dreng Gage. Endelig er der katten Church.

Bag huset fører en sti ind i skoven, og kort efter at familien er flyttet ind, tager deres venlige genbo, en ældre mand ved navn Jud Crandall, dem med på en gåtur ind i skoven. Stien munder ud i en dyrekirkegård, hvor egnens børn igennem mange år har begravet deres døde kæledyr. En mystisk barriere, bestående af væltede træer og grene, blokerer stien, der fører videre fra Dyrekirkegården.

På sin første arbejdsdag har Louis en uhyggelig oplevelse. En døende mand bliver bragt ind på hospitalet, men inden han udånder, kommer han til bevidsthed og siger nogle ting, Louis ikke forstår. Men han kalder også Louis ved navn, hvilket ikke burde være muligt. Louis er rystet, men det bliver meget værre da den unge mands spøgelse opsøger Louis om natten og fører ham op på Dyrekirkegården, hvor han advarer Louis mod at krydse barrieren, der blokerer stien.

Indianergravpladsen

Mens Rachel og børnene er i Chicago for at besøge Rachels forældre, bliver katten kørt ned på vejen foran huset. For at skåne Ellie, der elsker sin kat, fører genboen Jud Crandall Louis ind i skoven og over barrieren, til en gammel indianergravplads, der ligger længere inde i skoven. Her får han Louis til at begrave katten, men fortæller ikke Louis præcis hvorfor.

Det opdager Louis imidlertid, da Church vender tilbage fra de døde dagen efter. Men katten er forandret – den er ondskabsfuld og aggressiv, og så har den til tider nogle meget uhyggelige, lysende øjne!

Jud forklarer nu Louis, at den gamle indianerkirkegård kan bringe døde væsner tilbage til livet. Jud gjorde det selv med sin egen hund, da han var barn, efter at han selv havde fået kendskab til stedet fra en gammel knark, der var halvt indianer. Da Louis spørger om et menneske nogensinde er blevet begravet på indianerkirkegården, bliver Jud chokeret og siger nej, men man fornemmer, at det er en løgn.

Da Gage bliver dræbt på landevejen næste forår, graver Louis sin søns lig op på kirkegården og begraver ham på indianergravpladsen. Drengen genopstår selvfølgelig fra de døde, men det er ikke sin søn Louis får tilbage, men noget langt værre i den lille drengs skikkelse…

Trofast

Har man læst romanen, eller læst anmeldelsen af den her på Planet Pulp, vil man nikke genkendende til ovenstående handlingsreferat, for filmens handling følger faktisk bogens ganske trofast. Der er dog mindre ændringer og tilføjelser rundt omkring, hvor King demonstrerer, at han har et fint greb om også at skrive filmmanuskripter.

Bl.a. kan her fremhæves spøgelset af den døde mand, Victor Pascow, der er langt mere med i filmen end han er i bogen. I romanen er Pascows spøgelse en streng og uhyggelig formaner, men man er aldrig i tvivl om, at han forsøger at advare Louis mod at krydse barrieren på Dyrekirkegården. I filmen bliver Pascow en mere aktiv figur, der stedvist også er dystert humoristisk.

Godt nok ses Pascows spøgelse kun af Louis og af publikum, men han har en effekt på sine omgivelser hele filmen igennem, og forsøger derigennem at hjælpe hovedpersonerne. Anvendelsen af Pascow på den måde, det sker i filmen, ville være umulig i en roman, men det fungerer rigtigt godt og det er derfor en justering af romanen, som man hilser velkommen.

Enkelte underudviklede elementer

Der hvor filmen mangler lidt i forhold til romanen er i antydningen af, at der er en styrende kraft bag de væsner, der vender tilbage fra de døde. Godt nok forklarer Jud Crandall til Louis, at indianergravpladsen er et ondt sted, og antyder, at stedet har en slags bevidsthed, men det er et underuudviklet element i forhold til bogen.

Det kunne King med fordel have udfoldet lidt mere i filmen, for det er ét af de elementer, der klart giver bogen en del af dens uhyggelige overnaturlige stemning. Desuden er filmen langt fra så ubehagelig som romanen, hvis centrale tema er døden, og hvor de overnaturlige begivenheder stedvist føles som påskud for at behandle dette tema.

Det ville imidlertid have været svært at overføre disse ting til filmen uden at gøre den langsommelig og tung, for det er dele af bogen, der primært foregår inde i hovedet på Louis, som er romanens hovedperson. Den Frankenstein-lignende morale trænger dog fint igennem i filmen, også uden at den kommer til at virke moraliserende.

Flot og skummel

Filmen nyder godt af et flot og skummelt production design, der gennemgående er ret flot fotograferet på en uprætentiøs måde, der aldrig trækker opmærksomheden væk fra historien og over på mediet. I øvrigt er filmen optaget on location i Kings hjemstat Maine, hvor romanen også foregår, og det er der stedvist kommet en fin New England-stemning ud af, som man dog gerne havde set langt mere til.

Blandt de uhyggelige og gode detaljer i filmens design kan blandt andet nævnes et maleri, der hænger i Rachels forældres hus og bl.a. ses i en flashback-sekvens. Det er et ret mystisk maleri, der forestiller en lille dreng, der er iført høj hat, står med en stok og har en kat liggende for fødderne. Maleriet er i sig selv skummelt, og når man ser Gage-væsnet i filmens slutning bliver det endnu mere uhyggeligt.

I denne detalje kommer Kings centrale dødstema faktisk igennem (hvis man ellers lægger mærke til detaljerne), for maleriet ses første gang i Rachels uhyggelige flashbacksekvens, hvor hun mindes sin døende søster, der har givet hende en fobi mod alt, der har med døden at gøre. Dermed er der knyttet nogle tematiske tråde sammen, der dog på ingen måde er åbenlyse, men som man kan glæde sig over, hvis man bemærker dem. Samtidig giver det også en antydning af det skæbnemotiv, der faktisk er ret fremtrædende i bogen, og som også eksisterer i filmen, men blot meget nedtonet.

Udmærkede skuespillere

Skuespilpræstationerne er udmærkede, og især glædes man over Fred Gwynne i rollen som Jud Crandall. Gwynne (1926-93) havde et fantastisk ansigt, der både kunne være venligt gammelmandsagtigt og ualmindeligt dystert. Kombineret med hans dybe stemme gjorde det ham til et rigtigt godt valg til rollen som Jud. Det kan i øvrigt nævnes, at Gwynne ironisk nok blev kendt i rollen som Herman Munster, en Frankensteins monster-klon, i TV-serien The Munsters i midt-60’erne.

Louis spilles af den nærmest helt ukendte Dale Midkiff, der næsten kun har lavet TV, mens Rachel spilles af Denise Crosby, som vil være kendt af mange som Tasha Yar i Star Trek: The Next Generation. Læg desuden mærke til Stephen King i en lille rolle som præst.

Stemning frem for splat

Pet Sematary fungerer primært igennem sin gennemgående skumle stemning, og anvender effekter sparsomt, men virkningsfuldt. Effekterne er generelt udmærkede, og især Pascow er ganske fint lavet, bl.a. med pulserende hjernemasse i dødsscenen. Effekterne i de scener, hvor Gage-væsnet vender tilbage fra de døde og stjæler Louis’ skalpel fra lægetasken, er forholdsvis få og ublodige, men alligevel ret ubehagelige.

Her må både King og instruktøren Mary Lambert roses for at sætte stemning frem for splat, og faktisk gyser man mere over det, man ikke ser, end det, man rent faktisk får at se. Det hele understøttes ganske glimrende af Elliot Goldenthals score.

Pet Sematary er alt i alt en ret god gyserfilm, der rammer plet langt hen ad vejen – både som filmatisering og hvis man ser den uden kendskab til romanen. Pacingen kunne måske godt have været bare en anelse langsommere, hvilket ville have givet mulighed for at opbygge en endnu mere fortættet uhyggelig stemning, men resultatet som det foreligger, er bestemt ikke at kimse af.

Anmeldt i nr. 13 | 13/11/2006

Stikord: Filmatisering, Zombier