Patrick

På nær et boom i 1910’erne, havde den australske filmindustri det ikke særlig godt frem til 1970’erne. I begyndelsen af det årti, prøvede den australske regering at støtte op om det lokale kunst- og kulturliv, hvilket fik nye talenter til at dukke frem, og flere større talenter vendte hjem fra udlandet for at prøve lykken.

Ozploitation

Patrick (1978) er én af de mange film, der blev produceret imellem 1970-85, og hører til i den underkategori, der ofte kaldes for ozploitation – naturligvis en sammentrækning af ordet aussie og explotation. Subgenren opstod som følge af, at den australske regering gjorde det fordelsagtigt for udenlandske investorer at investere i australske film, og det medførte en strøm af billige sexkomedier, gysere og lignende.

Efter succeserne The Exorcist (1973) og Carrie (1976), var det nu tid til at Australien skulle have sin egen gyser, hvor unge mennesker løber ind i problemer, da den uforståelige seksualitet begynder at melde sig på tærsklen til voksenlivet. I The Exorcist blev Regan (Linda Blair) besat af en dæmon, og i Carrie har titelpersonen udviklet telekinetiske evner, efter hun har fået sin første menstruation. I begge tilfælde sker noget overnaturligt i takt med hovedpersonernes indgang i puberteten. Pubertetens markering af den vågnende seksualitet gør naturligvis denne tid til guf for gysergenren, hvor sex ofte er noget farligt noget.

Telekinese

Titelpersonen Patrick starter med at myrde sin mor og hendes elsker i et badekar, hvorefter han ligger i koma resten af filmens spilletid. Efter mordene springer vi tre år frem i tiden, hvor Kathy Jacquard (Susan Penhaligon) bliver ansat som sygeplejerske på det hospital, hvor Patrick ligger. Hun får til opgave af pleje Patrick, der bare ligger i sin seng og stirrer direkte op i luften, men da Kathy undersøger sagen nærmere, begynder hun at finde beviser på, at Patrick ikke helt er så bevidstløs, som lægerne siger.

En dag begynder han at kommunikere med Kathy igennem hendes skrivemaskine, der står på samme stue, og senere kommunikerer han ved at spytte (en gang for ja, og to gange for nej). Som publikum har vi kendt til Patricks telekinetiske evner fra starten af filmen, hvor han skubber et vindue op med tankens kraft, og får ting til at vælte og bevæge sig. Men det hele begynder rigtigt at gå op for Kathy, da hun er til personalefest hos Dr. Wright (Bruce Barry), hvor doktoren er ved at drukne i sin pool, fordi en usynlig kraft tynger ham ned. Han overlever, men hvordan ved Patrick, hvad der skete den aften, da han senere skriver det på Kathys skrivemaskine?

Selvom Kathy er overbevist, kan hun ikke få overtalt lægerne og de andre sygeplejersker til at tro på sig, da hun siger, at Patrick ikke er helt bevidstløs. Det hele kulminerer, da Kathys eksmand forsvinder, og overlægen Dr. Roget (Robert Helpmann) prøver at slå Patrick ihjel med en økse. Kan Kathy og Dr. Roget overvinde Patricks styrke, og overlever Kathys eksmand? Det skal selvfølgelig ikke afsløres her.

Bonus-score

Da Patrick var færdig tilbage i midt-70’erne, var filmen over 140 minutter lang, så instruktøren Richard Franklin måtte klippe en god bid af filmen væk for at få den ned på en fornuftig spilletid. Da den først var klippet med omkring en halv time af instruktøren, blev den klippet yderligere 16 minutter af de amerikanske distributører og eftersynkroniseret med amerikanske stemmer. Det samme skete i Italien, men her fjernede de også filmens score, og bestilte et nyt et af bandet Goblin, der nok er bedst kendt for at have leveret musik til mange af Dario Argentos film (bl.a. Suspiria fra 1977 og Profondo Rosso fra 1975). Det originale score er stadig på filmen, men som en ekstra bonus har Another World Entertainment også inkluderet en CD med Goblins musik til den italienske udgave!

En ting er lydsiden, men ifølge instruktøren eksisterer de fraklippede scener desværre ikke længere, så en 140 minutters version af Patrick kommer vi nok aldrig til at se. Dette er imidlertid næppe det store tab. Personligt synes jeg stadig, filmen er en smule for lang. Selv om det er svært at sætte fingeren på, hvad der kunne klippes ud, virker den bare sine steder langtrukket, og bruger meget lang tid på at vise hvilke evner, Patrick har udviklet. Andre steder tager filmen virkelig ved sit publikum, så man glemmer tid og sted, og bare lader sig rive med.

Det er nok de færreste, der vil mene, at en filmskurk er uhyggelig, hvis han ligger i en seng og kigger op i loftet igennem hele filmen, men her virker det rigtig godt. Flere steder begyndte det at løbe koldt ned ad ryggen på mig, da Patrick ligger stille i sin seng uden at fortrække en mine, men stadig kommunikerer med Kathy igennem hendes skrivemaskine. Det er ganske vist ikke specielt originalt eller fantastisk kreativt, men det virker.

Inspiration fra Hitch og Spielberg

Richard Franklin (som i øvrigt senere lavede Psycho II) er blevet inspireret af Hitchcock til flere af scenerne i Patrick, som f.eks. Patricks usunde moderbinding, der minder umiskendeligt om Norman Bates’ tilsvarende i Psycho (1960), og minder hospitalet ikke meget om det hus, Bates bor i? Der er flere referencer til Hitchcocks værker igennem Patrick, og Hitchcock er heller ikke den eneste, der har stået model. Scenen hvor Dr. Wright er ved at drukne er taget direkte fra Jaws (1975), hvor en kvinde bliver trukket rundt i vandet – i Patrick virker det ikke helt så uhyggeligt, men snarere som et nik til Spielbergs mesterværk.

I 80’erne var der snak om en opfølger til Patrick, hvor en religiøs sekt finder Patricks lig, og genopliver ham, så han på den måde igen kan dræbe med sine telekinetiske evner. Fortsættelsen blev dog ikke til noget, men det afholdt naturligvis ikke italienerne fra at lave deres egen semiefterfølger, Patrick vive ancora (Patrick Still Lives) fra 1980. Den italienske film har ikke meget med den originale Patrick at gøre, ud over at at en ung sengeliggende mand besidder telekinetiske kræfter.

Et cover, der kan snyde

Skuespillet er ganske udmærket igennem hele filmen, og der opstår ikke de sædvanlige pinlige episoder, hvor man krummer tæer over skuespillernes præstationer – et stort plus for filmen, der ellers godt kunne have været en rigtig slem omgang, hvis netop dette ikke var i top.

Coveret til Another World Entertainments udgave af Patrick måske er en smule misvisende, da det minder meget om coveret til Wolf Creek (2005), og godt kunne ligne noget fra se seneste år, selv om vi har at gøre med en film fra 70’erne. Det betyder ikke noget for mig, der bare synes, det er fantastisk med endnu en film fra en tid, hvor man stadig kunne lave ordentlige film. Uopmærksomme filmkøbere, der kun er til moderne horror, risikerer dog at blive slemt skuffede.

Som nævnt indeholder udgivelsen også en CD med Goblins score fra den italiensk dubbede version af Patrick. CD’en er en yderst fed bonus, der burde få fans af bandet til at styrte ud og få fat i filmen med det samme. Men uanset om man er fan af Goblin eller ej, bør man ikke snyde sig selv for Patrick, der helt sikkert ville falde i god jord hos fans af specielt Carrie og Psycho.

Anmeldt i nr. 39 | 13/01/2009

Stikord: Hospitaler, Sygeplejersker, Telepati