Planet Pulp

No moon shining like the untouched ass of the boy next door
– Burnt Offerings

Med udgivelsen af Only Theatre of Pain i 1982 blev Christian Deaths omtumlede og ujævne karriere skudt i gang, og debutpladen står i dag som en kontant proklamation. Gruppen blev samlet i LA, hvor de, modsat deres goth-åndsfæller på den anden side af Atlanterhavet, hentede meget inspiration til deres brutale og kolde lyd fra den amerikanske punkbevægelse og den fremvoksende heavy metal-scene.

Kompromisløst udtryk

Christian Deaths frontfigurer og absolutte stjerner var Rozz Williams på vokal og Rikk Agnew på guitar. Hvis debutpladens succes skal tilskrives nogen, må det være disse to herrer. Kombinationen af Williams’ ultraprætentiøse, pubertære tekster og ekstremt selvhøjtidelige fremtoning, splejset med Agnews talent for skurrende guitarlyde og skæve, men fængende melodier, skabte en plade med et fantastisk energisk udtryk. Gruppens to øvrige medlemmer, James McGearty (bas) og George Belanger (trommer) fylder deres rolle som rytmesektion, men forsvinder ind i skyggen af Williams/Agnew konstellationen.

Ved første gennemlytning af pladen, rammer dens kompromisløse udtryk hårdt. Rozz Williams på det nærmeste jamrende stemme hviner og hvæser. De melankolske melodier understøtter dette, og på trods af det lidt ensidige udtryk, lykkes det faktisk for gruppen at lave en meget nuanceret plade.

Det mættede lydbillede og alle de teatralske elementer der er indlagt (kirkeklokker og uvejrslignende baggrundsstøj), skyldes især Agnew og Thom Wilson (produceren), der formåede at fange en helt ny side af gothmusikken, der var langt mere pulpet og amerikansk end eksempelvis Bauhaus’ lyd. Her kommer Christian Death tæt på især Black Sabbath med deres legende Hammer-okkultisme.

Death rock

Selv definerede de deres stil som “death rock”, og det er da på mange måder også en rammende betegnelse for deres stil. Sangteksterne på det nærmeste eksploderer i sex, blod, død, katolicisme og stoffer. Det meste er næsten uforståeligt, eller så banalt, at man oprigtigt håber, at der ligger en dybere mening bag det hele. Det gør der bare ikke, men alt på pladen bliver leveret i dybeste alvor. Ingen ironiske distancer her!

Brodden bliver naturligvis taget af sagen, når man finder ud af, at Rozz Williams kun var 19 år, da pladen udkom. I øvrigt er det lidt fascinerende at se, hvordan de selv samme ting optog Williams (bl.a. en enorm David Bowie-fetich) fra den første pladeudgivelse i ’82 og frem til 1998, hvor han som heroinvrag hængte sig selv. Som den selvudråbte store kunster Williams var, tegnede han naturligvis selv bandets navn, og illustrerede hele coveret.

Helstøbt

Overordnet set er pladen meget helstøbt og markerer uden tvivl den amerikanske goth-musiks fødsel. Den komplet manglende ironi eller “glimtet i øjet” giver musikken en styrke og kvalitet, som man aldrig ville finde hos et samtidigt band som .45 grave. Som enhed holder Only Theatre of Pain absolut, men de enkelte numre har også en ungdommelig kvalitet, der gør dem til blivende sange med oplagt singlepotentiale.

Højdepunkterne på pladen, hvis det står til mig, er den drevne “Figurative Theatre” med den besynderligt messende stemning og det eksplosive omkvæd. Hvis man skal tale om uforståelige tekster, er denne i øvrigt måske et af de bedste bud. Et andet godt nummer er den Bauhaus-lignende “Dream for Mother”, der langsomt og maskinelt vinder i fart og intensitet.

Pladens absolut bedste sang er dog den nærmest smukke “Romeo’s Distress”. Det er så tæt som Christian Death kan komme på en ballade, og hvor mange ballader kan siges at begynde:

Burning crosses on a nigger’s lawn
Burning dollars
What’s a house without a home?

Som sædvanlig er meningen svær at finde frem til, men sangen er fed, uanset hvad.

En plade, langt de fleste vil hade

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at dette er en plade som langt de fleste vil hade, men har man mere end blot en perifer interesse for goth-musik, er Only Theatre of Pain ikke til at komme uden om. Den er måske lidt utilnærmelig ved første gennemlytning, men holder man ud, er det ikke en investering man vil fortryde.

CD-udgaven af Only Theatre of Pain er blevet forlænget ved at inkludere hele bandets EP Deathwish fra 1984. Denne består hovedsageligt af sange fra den første plade samt en enkelt ny, knap så vellykket; “Desperate Hell”. Som bonusmateriale er det en tilføjelse man kun kan være tilfreds med.

Nummerliste:
1. Cavity – First Communion (Williams/Agnew) (4:06)
2. Figurative Theatre (Williams) (2:42)
3. Burnt Offerings (Williams/Agnew) (3:45)
4. Mysterium Iniquitatis (Williams/Agnew) (2:45)
5. Dream for Mother (Williams/Agnew/McGearty) (3:22)
6. Stairs – Uncertain Journey (Williams/McGearty) (3:06)
7. Spiritual Cramp (Williams) (2:56)
8. Romeo’s Distress (Williams/Agnew) (3:20)
9. Resurrection – Sixth Communion (Williams/Agnew) (3:46)
10. Prayer (Williams/Agnew) (2:39)

Fra Deathwish EP’en på CD-versionen:
11. Deathwish (Williams/Agnew/McGearty/Belanger) (2:11)
12. Romeo’s Distress (Williams/Agnew) (3:20)
13. Dogs (Williams/Agnew/McGearty/Belanger) (2:52)
14. Desperate Hell (Williams/McGearty) (4:22)
15. Spiritual Cramp (Williams) (3:18)
16. Cavity (Williams/Agnew) (3:45)

Total spilletid: 52:15

Anmeldt i nr. 2 | 13/12/2005