Categories: Bloggen

Nyt design på Planet Pulp

Designet blev implementeret i går aftes mellem ca. 21 og 00, hvor hjemmesiden derfor kortvarigt var taget offline for at muliggøre implementeringen af det nye design.

Jeg er overbevist om, at det er de færreste, vi har generet ved på den måde uvarslet at have taget siden ned, men hvis nogen kiggede forgæves forbi, håber jeg selvfølgelig, at det nye design opvejer den midlertidige irritation.

Det nye design skulle gerne fremtidssikre Planet Pulp i en årrække fra et teknisk synspunkt. Det tidligere design havde vi haft siden starten af februar 2015, dvs. næsten otte år, og det er på sin vis overraskende, at det holdt så længe.

Men siden sidste sommer var designet begyndt at knirke alvorligt i krogene. Første tegn på, at noget var galt, kom i sommers, hvor kommentarer ikke længere blev vist på siderne – til trods for, at de var godkendt af administratoren (læs: mig).

Senere stødte andre små irritationsmomenter til, og da dette måneds diminutive nummer skulle publiceres, var der elementer af siden, der ganske enkelt ikke længere blev gemt!

Heldigvis var jeg på det tidspunkt så langt med det nye design, at det blev et mindre problem!

Fra sans til serif

Her på redaxen håber vi selvfølgelig, I vil tage godt imod det nye design, også selvom det på nogle punkter ser noget anderledes ud, end det, I har været vant til gennem snart mange år.

Vi har nu – for første gang siden Sleazehound lukkede ned og blev genfødt som Planet Pulp i december 2008 – en skrifttype med serif, i stedet for den faste sans serif-type, vi har kørt med de sidste 14 år.

Derudover har vi sagt farvel til den gamle skrifttype i vores logo. I stedet kører vi samme skrifttype i logoet, som vi gør i overskrifter og underoverskrifter. Det skulle gerne give siden et større helhedspræg.

Selve logoet – pulpplaneten – holder vi dog fast i. Den ligger stadig med sin sygeligt grønne kulør oppe i toppen og skuer ud over det hele som en anden eye in the sky.

Småfejl og mangler

Når man implementerer et nyt design på en side, der er så stor, som Planet Pulp efterhånden er ved at være (der ligger i skrivende stund 2514 anmeldelser og 88 artikler, foruden mikroanmeldelser, blogindlæg og mange andre specialsider), vil der uvægerligt opstå problemer hist og her.

Til gengæld er der forhåbentlig kun tale om småfejl og mindre mangler, som de færreste vil bemærke, og dem vil vi i al stilhed arbejde på at få udbedret i den kommende tid.

Disse fejl og mangler angår naturligvis også kun de allerede eksisterende anmeldelser og artikler; alt, der bliver lagt på siden fremover, burde være fri for disse skavanker.

Parat til fremtiden

Planet Pulp – og før det Sleazehound – har nu eksisteret i 17 år og et par måneder. Det nye design holder ikke de næste 17 år, men det er en længe tiltrængt opgradering på det tekniske plan, og skulle gerne føre os forbi vores 20 års fødselsdag i 2025 – og forhåbentlig lidt længere endnu.

Det er et større arbejde at skifte design, så jeg krydser alt, der kan krydses, for, at vi i hvert fald har det nye design de næste fem år. Men nu må vi se.

Hvis der mod forventning skulle vise sig mere graverende problemer med det nye design, så vær søde at kontakte undertegnede direkte på mogens[snabela]planetpulp.dk – eller brug kontaktformularen på vores “Kontakt”-side.

Mogens Høegsberg

Mogens Høegsberg. Redaktør. Medstifter af Planet Pulp. Født 1976. Oprindelig fra Ringkøbing, fra 1996 til 2014 bosat i Århus, nu bosat i Silkeborg. Uddannet mag.art. og ph.d. i middelalderarkæologi. Ansat som arkæolog ved Moesgård Museum. Har siden barndommen været ivrig horrorfan; indledningsvist primært litteratur, senere også film. Dertil rollespiller, brætspiller og tegneseriefan. Film og filmmusik er Mogens’ to største passioner inden for [..]

View Comments

  • Hej Mogens - og naturligvis Planet Pulp generelt!

    Tillykke med det nye lay-out. For en efterhånden voksen-tenderende-ældre nørd, der må konstatere at det fornuftige ville bestå i et besøg hos en optiker, er det formidabelt med nogle større typer, og så længe I ikke skifter til Comic Sans eller Verdi, så skal jeg ikke klage.

    Jeg har ikke helt fundet ud af, at navigere i det nye design - men det kommer nok med vanen. Hvad jeg derimod kan konstatere er, at kommentarer/svar ikke er umiddelbart tilgængelige. Det anser jeg for et problem! Hvilket naturligvis kunne forklares med et personligt behov for at blive eksponeret. Men det er det - trods alt - ikke, for det handler mere om den "sprudlende debat", der efterspørges på alle genre-relaterede blogs.

    Det kan selvfølgelig tænkes, at det er mig der er idiot, på den måde at "den sprudlende debat" foregår over Facebook, Instagram, Twitter eller hvad ved jeg? - Men under alle omstændigheder finder jeg, helt personligt, at det er en uskik: - det er bloggen, podcasten hwa'har vi der er forum! Hvilket jeg ikke hér vil elaborere på, fordi det vil "koste" en halv sides ret tunge argumenter.

    Anyways! Tillykke med det nye design.

    Med venlig hilsen, Henning Andersen, flittig "følger" af Planet Pulp - for jeg syns I gør det godt :-)

  • Hej Henning! Tak for din kommentar og tak for din ros! Det varmer. Og derudover er det altid rart, når nogen kommenterer på vores skriverier, uanset om det er her eller i vores Facebook-gruppe.

    Jeg kan i princippet godt forstå, du synes, det er irriterende, at kommentarer ikke bliver umiddelbart tilgængelige, lige efter man har skrevet dem.

    Årsagen er den simple, at der stadigvæk (det lader til at komme lidt i stimer) dukker uønskede kommentarer op - altså spam. Snarere end at skulle ind og slette disse spamkommentarer, hver gang de dukker op, har vi valgt, at alle kommentarer på Planet Pulp skal godkendes af administratoren, inden de kan læses på siden.

    Til gengæld får jeg en emailnotifikation, så snart nogen har postet en kommentar, og jeg plejer at være ret god til at få dem godkendt i en fart. Alle spamindlæggene sletter jeg fra tid til anden, men idet, de aldrig har været synlige, haster det ikke helt så meget.

    Når der ikke har været kommentarer på Planet Pulp de sidste omtrent seks måneder, handler det, som jeg skriver i blogindlægget, om, at det gamle design var ved at være i stykker og ganske enkelt ikke viste kommentarer - heller ikke selvom jeg havde godkendt dem.

    Det handler altså ikke om, at vi hellere vil have debat på Facebook end her på selve siden. Tværtimod er det dejligt, når der kommer kommentarer her.

    Jeg håber ikke, at vores godkendelsessystem er så stor en irritationsfaktor, at nogle holder sig fra at kommentere. Det tror jeg nu heller ikke er tilfældet. De få kommentarer på Planet Pulp helt generelt handler nok mere om, at brugerne foretrækker at debattere andetsteds.

    Endnu engang tak for din ros. Vi er glade for, at du følger fast med og at du synes, vi gør det godt. Vi gør i hvert fald vores bedste.

    Med venlig hilsen
    Mogens

Recent Posts

Leder og indhold – 13. november 2024

I denne måneds leder skriver Jacob Krogsøe om... en julekalender?

1 uge ago

48 Hrs.

En glimrende actionkomedie leveret af den dygtige håndværker Walter Hill med en brutal Nick Nolte…

1 uge ago

Last Night in Soho

Edgar Wrights overnaturlige thriller om den unge kvinde Ellie, der på sit værelse i Soho…

1 uge ago

North By Northwest

Alfred Hitchcocks thriller om reklamemanden Thornhill, der uforvarende bliver viklet ind i en kompliceret og…

1 uge ago

The Substance

Demi Moore og Margaret Qualley er fantastiske i den groteske og absurde The Substance, der…

1 uge ago

Leder og indhold – 13. oktober 2024

Det er blevet oktober, og her på Planet Pulp har vi en virkelig god idé…

1 måned ago