Nu ji zhong ying

WIP-genren er en helt særlig subgenre inden for den overordnede exploitationgenre. Den bedst kendte er formentlig stadig Jonathan Demmes Caged Heat (Amazoner i bur) fra 1974, produceret af Roger Corman, men genren opstod nogle år tidligere, i de sene tressere, og havde som så mange andre typer exploitationfilm sin storhedstid i 1970’erne.

Åben for fortolkninger

Selv om WIP-genren har sine helt egne genrekonventioner viste den sig at være særdeles åben for fortolkninger, og både Ilsa, She Wolf of the SS (Ilsa: Hun-ulven fra SS) fra 1975 og flere af de italienske nazisploitationfilm er ganske enkelt varianter på WIP-genren. Generelt kan det komme ud på ét fedt, om der er tale om et fængsel, en fangelejr eller en koncentrationslejr. Så længe bestemte elementer er til stede, kan man tale om WIP.

Naturligvis må der nødvendigvis være tale om en overvægt af kvindelige fanger. Der skal være en god portion hel eller delvis nøgenhed. Der må være et antal sadistiske fangevogtere, der torturerer og voldtager kvinderne. Og endelig er det som regel påkrævet med mindst én lesbisk kvindelig fangevogter.

Set i det lys er Nu ji zong ying, der er bedre kendt under sin engelske titel Bamboo House of Dolls helt klart en WIP-film, selv om den faktisk viser sig at blande adskillige genrer. I øvrigt er den engelske titel naturligvis afledt af WIP-filmen The Big Doll House fra 1971 med bl.a. Pam Grier på rollelisten.

Dansk islæt

Danske Another World Entertainment har sendt Nu ji zong ying på gaden under den hårdtslående titel Kvindefængslet i bambushelvedet, og reklamerer på DVD-coveret bl.a. med, at der er tale om ”en af de hårdeste kvindefængselsfilm af dem alle – ekstrem skrap kost” og ”Non-stop sexet, brutal action!”. På bagsiden hedder det: ”Brutal kvindefængselsfilm, hvor perversiteter og overgreb når nye højder”.

Jaja da, der skal sælges nogle DVD’er, men faktisk er Nu ji zong ying slet ikke helt så slem, som AWE reklamerer med, og i forhold til f.eks. Ilsa, She Wolf of the SS er der tale om en regulær børnefilm.

Nu ji zong ying er produceret af det legendariske Hong Kong-selskab Shaw Brothers, der særligt er kendt for deres mange kung fu-film. Men studiet lavede film inden for en bred palette af genrer, og WIP-film var altså også én af dem. Filmen er instrueret af Chih-Hung Kuei, der lavede 35 film for Shaw Brothers i perioden 1970-1983, heraf ikke så få exploitationfilm og Nu ji zong ying var én af dem.

Nu ji zong ying er desuden én af de tre Shaw Brothers-film, der har danske Birte Tove på rollelisten. Herhjemme er Tove bedst kendt for sin medvirken i Sengekant-filmene, men i en periode i 1970’erne boede hun i Hong Kong, hvor hun lavede filmene for Shaw Brothers. I øvrigt er Birte Tove ikke den eneste vesteuropæiske kvinde, der er med i Nu ji zong ying, men hun er den eneste af de tre, der har lavet andet end denne film.

Overholder genrekonventionerne

Nu ji zong ying foregår i en japansk koncentrationslejr for kvinder under Anden Verdenskrig. Lejren ligger i Kina, som var besat af japanerne, og filmen åbner ganske brutalt med en scene, hvor kvinderne tages til fange. Indledningssekvensen finder sted på et Røde Kors-hospital, hvor en amerikansk pilot har holdt sig skjult.

Da ingen vil fortælle, hvor piloten er, henretter den japanske kommandant adskillige civile, og efter at piloten er stået frem (og blevet summarisk henrettet), beordres alle kvinderne sat i koncentrationslejr – inklusiv sygeplejerskerne.

Sidstnævnte forklarer, hvorfor de tre europæiske kvinder er med i filmen, og bruges flere gange som en forklaring på, hvorfor de taler kinesisk (sandheden er naturligvis, at filmen er eftersynkroniseret, men det er en helt anden sag).

Herefter rykker handlingen til koncentrationslejren med alt hvad WIP-genren indebærer af tortur, voldtægt, tvungen lesbisk lir, infight blandt fangerne osv. De japanske fangevogtere er selvfølgelig nogle grimme, grimme karle og kællinger (eller rettere kælling), og der er ingen grund til at gå i detaljer med, hvad fangerne bliver udsat for.

Det er standard for genren, men i modsætning til hvad AWE praler med på coveret, er det en positiv overraskelse, at exploitationelementerne slet ikke er nær så brutale og sadistiske som i andre film inden for genren. Bevares, det er ikke ligefrem for børn, men at kalde Nu ji zong ying for ”en af de hårdeste kvindefængselsfilm” er ganske enkelt et billigt PR-stunt.

Stjålet guld

Der er også et plot i Nu ji zong ying, for naturligvis udklækker en lille gruppe af fangerne en flugtplan. Her bliver de hjulpet, for det viser sig, at den kinesiske modstandsbevægelse har hele to undercoveragenter blandt de japanske fangevogtere. Sagen er nemlig den, at én af de kvindelige fanger er den eneste, der ved, hvor en stor mængde guld ligger gemt!

Japanerne har stjålet en stor mængde guld fra kinesiske banker, men det lykkedes for en gruppe kinesiske guerillaer at snuppe guldet. Den sidste overlevende af guerillaerne fortalte guldets gemmested til sin kone lige inden japanerne dræbte ham og sendte konen i koncentrationslejr. Nu vil kineserne have fat i guldet, så de kan bruge det til at købe våben for.

Det fører til ikke ét, men hele to flugtforsøg. Det første forsøg på flugt går galt, og det viser sig derved, at der er en forræder blandt de kvindelige fanger. Hvem det er, viser sig først til allersidst i filmen, hvor japanerne udtænker en snedig plan om at lade kvinderne flygte, så de kan føre dem frem til guldet. For selvfølgelig ved japanerne, hvad det hele drejer sig om.

Det ender i en længerevarende menneskejagtsekvens gennem junglen, og klimaks kommer i form at et større opgør mellem de japanske tropper og kinesiske guerillaer, mens kvinderne forsøger at nå frem til guldets gemmested. Hvordan filmen slutter, skal jeg ikke afsløre, men jeg kan bare sige, at den sidste del af filmen byder på klassisk kung fu-action, komplet med sværd, cirkelspark og hele molevitten.

Ikke rendyrket WIP

Det er nemlig kendetegnende for Nu ji zong ying, at det ikke er en rendyrket WIP-film. WIP-delen fylder naturligvis meget, og især i filmens første halvdel, men snart kommer der elementer ind i filmen fra den klassiske Prisoner of War-genre – ting som f.eks. flugtforsøgene, menneskejagten gennem junglen osv.

Tidligere i filmen er inspirationen fra ældre POW-film også blevet tydeligt – f.eks. er indespærringen af én af de kvindelige fanger i et lille metalbur tydeligvis hentet fra David Lean-klassikeren The Bridge on the River Kwai (Broen over floden Kwai) fra 1957.

Da filmen afslutningsvist udvikler sig til martial arts-kampfilm er det naturligvis et udtryk for, at vi har at gøre med en Hong Kong-film, men det er endnu et element, der gør, at Nu ji zong ying ikke kan kaldes en hundrede procent rendyrket WIP-film. Det er samtidig med til at gøre filmen temmelig underholdende, for alt andet lige bliver de klassiske WIP-løjer i fangelejren ret hurtigt ensformige.

Generelt er Nu ji zong ying en temmelig vellykket exploitationfilm, men desværre er den med sin spilletid på ca. 110 minutter lidt for lang. Hvis den havde været trimmet med omkring 20 minutter havde filmen reddet sig en ekstra stjerne, men som situationen er, trækker det hele lidt for længe ud.

Det første flugtforsøg (der langt hen ad vejen faktisk er ret spændende) bruges ikke til andet end at etablere, at der er en forræder blandt kvinderne, og det kunne manuskriptforfatteren godt have slået fast på anden vis. Hvis det første udbrud fra lejren var ført direkte over i den afsluttende menneskejagt, havde Nu ji zong ying været en betydeligt strammere og endnu mere underholdende film.

Hong Kong-træk

I sit udtryk er Nu ji zong ying så rendyrket Hong Kong, som man kan tænke sig i en film af denne type – hvormed jeg mener en film, der ikke er rendyrket kung fu. Det gælder både den visuelle side, med karakteristiske træk som lynhurtige zooms, brug af silhuetter osv. og den auditive, hvor mange af lydeffekterne, f.eks. lyden af håndslag, er overdrevne og larger than life.

Chih-Hung Kuei var bestemt heller ikke uden sans for billeder, og generelt er Nu ji zong ying fint fotograferet. Stedvist, især i scenerne uden for fangelejren, er der nogle decideret smukke indstillinger, hvor der gøres god brug af lys og skygge.

Skuespillet er der ikke det store at sige om. Rollerne har ingen kød på sig, og både de japanske fangevogtere og de kvindelige fanger er de rene stereotyper. Især de japanske fangevogtere er grumt overspillede, og skuespilmæssigt har den største udfordring for de fleste af kvinderne været at skrige og stønne forpint så overbevisende som muligt.

Hæderligt indslag i genren

Alt i alt er Nu ji zong ying bestemt et hæderligt indslag i WIP-genren, og det hjælper gevaldigt på underholdningsværdien, at den ikke er rendyrket WIP, men inkorporerer elementer fra andre filmgenrer. Det sikrer noget afveksling. Som sagt er filmen desværre 20 minutter for lang, hvilket gør den en anelse lang i spyttet.

Hvis man har en svaghed for WIP-film, kan Nu ji zong ying bestemt anbefales som et fint eksempel på en asiatisk udgave af genren. Hvis man ikke kender så meget til genren på forhånd er det nok bedre at starte med nogle af de bedre kendte amerikanske film inden for genren.

Nu ji zong ying er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt i nr. 48 | 13/10/2009

Stikord: Koncentrationslejr, Lesbianisme, Women in Prison, Tortur