Foråret hamrer på døren. Faktisk håber vi, at den snart sparker den ind. Vinteren har varet længe. Jeg startede ud med en tidlig forårsrengøring i weekenden – og med rengøring mener jeg, at jeg fandt mine gamle danske Marvel-blade frem, som desværre lever et liv i plasticposer placeret i flyttekasser. Så de har det faktisk fint om end de ikke bliver set.
Den skjulte strid
Og mens jeg bladrede i Edderkoppen, faldt jeg over den vidunderlige Den skjulte strid. Og så kiggede jeg op på tegneseriereolen, som for et par år siden blev beriget med den samlede udgave af Den skjulte strid, dog ”oversat” med originaltitlen Secret Wars, der oprindeligt blev udgivet i USA i perioden maj 1984 til april 1985.
Når jeg husker tilbage på min Marvel-ungdom, så står Den skjulte strid som noget af det bedste. Og det er den så ikke, når man læser den i dag, men dens indflydelse på mig, og sikkert mange andre, kommer man ikke uden om.
Og sådan er det med mange ting fra ungdommen, som ved gensyn ikke holder. Men heldigvis er der meget der stadig holder, hvilket et hurtigt kig på hylden afslørede. Tænk blot på følgende serier: Valhalla, Jeremiah og Tintin. Det var godt dengang, og det er det stadig.
Et ”modsat” eksempel er Watchmen. Da jeg tilbage i 90’erne på mit lokale folkebibliotek forsøgte at læse Vogterne, som den hed på dansk, stod jeg helt af. Men i dag fremstår den som noget af det bedste på den front. Og det er det samme når du kigger din bog-, film- eller musiksamling igennem. Noget holder, og andet gør ikke, og noget er blevet bedre, mens andet blot er blevet ligegyldigt.
Længe leve de fysiske eksemplarer
Min pointe som samler er, at denne rejse gennem nostalgiens tåger bliver anderledes i den digitale verden, hvor du som sådan ikke ejer det, du har læst. Bevares, på din computer kan du ”se” din samling, men det er noget andet, end når du finder det selvsamme bind frem, som du sad med, da du gik i folkeskole eller CD’en, som stadig har de ridser, den fik til din 18-års fødselsdag. Eller den DVD du så aftenen før din sidste eksamen på universitet.
Så selvom det for nogen er kikset, vil jeg bruge denne leder til at hylde samleren. Og til at hylde de fysiske eksemplarer af film, bøger, tegneserier og musik. Kald mig gammeldags, men den digitale tidsalder tager noget vigtigt fra mig.
At den så giver en masse igen og åbner op for helt andre, og uforudsete, ture tilbage i tiden sammen med eksempelvis et YouTube-klip af introen til Teenage Mutant Ninja Turtles, er så en helt anden sag. Men vi må bare ikke glemme de fysiske eksemplarer, da de kan noget helt andet, hvor fortiden nærmest siver fra produktet ind i hænderne og op i hjernen, hvor alle sanser aktiveres. For mig er det en bedre dør ind til fortiden end noget, den digitale tidsalder kan tilbyde mig.
Denne måneds anmeldelser
I denne måned anmelder vi den habile men udnytter-ikke-sit-enorme-potentiale-film The Raven med John Cusack som Edgar Allan Poe, og vi ser også nærmere på Brian Yuznas lunkne The Dentist, der dog har en veloplagt Corbin Bernsen i titelrollen.
Vi anmelder også Jonas Wilmanns nyeste roman Svovlild, hvor forfatteren for en stund vender sig mod fantasygenren, men mon ikke også, der sniger sig lidt horror ind? Og så fortsætter Mogens (gi’r den mand aldrig op?!) sin James Bond-kavalkade med anmeldelsen af Ian Flemings niende Bond-roman, The Spy Who Loved Me.
Som rosinen i pølseenden finder I en anmeldelse af Neil Gaiman og Dave McKeans fremragende tegneserie Signal to Noise.
Bis zum nächsten Mal…
Månedens lederskribent er Jacob Krogsøe.
The Dentist (Tandlægen) (Brian Yuzna, 1996)
The Raven (James McTeigue, 2012)
The Spy Who Loved Me (Ian Fleming, 1962)
Svovlild (Jonas Wilmann, 2013)
Signal to Noise (Neil Gaiman & Dave McKean, 1992)