Planet Pulp

Jeg er alt andet end maskinstormer, hvilket de fleste, der kender mig, vil kunne skrive under på. Jeg har med stor glæde omfavnet moderne teknologi – lige siden jeg som 10-årig fik min første computer i form af en Commodore 64. Den blev fulgt af en Amiga 500, siden af adskillige PC’er, så mobiltelefon, smartphone og tablet. Nej, jeg er ingen maskinstormer – selvom jeg heller ikke vil betegne mig som en decideret gadget freak.

Jeg har også omfavnet andre nymodens opfindelser, og boltrer mig med glæde på Facebook, snuser til Twitter og har leget med andre sociale medier som Instagram og andre uden at jeg nogensinde for alvor er blevet suget ind i andre sociale medier end Facebook.

Men selvom jeg på den måde bestemt ikke er teknologiforskrækket, er der bestemte teknologier, jeg længe har undgået – og nogle jeg ved, jeg fortsat kommer til at undgå. Én af førstnævnte kan I læse nærmere om i en artikel på Planet Pulp i denne måned, nemlig mit allerførste møde med lydbogen.

Den sanselige bog

Lige hvad angår det at læse er jeg svært konservativ. En bog er for mig en bog – et fysisk medie, man har stående på hylden og som man kan tage ned og holde i hænderne som et unikum. Bogens tyngde, størrelse, omslagets kvalitet, lugten af siderne, typografien, lyden af siderne når man bladrer. Det er alle sammen elementer, der for mig er så væsentlige dele af det at læse en bog, at jeg længe har undgået lydbogen som medie.

Nu er jeg gået på kompromis med lydbogen, som I kan læse nærmere om andetsteds her på Pulpen, men ebogen er et fænomen, jeg aldrig kommer til at omfavne. Det eneste positive, jeg har at sige om ebogen som medie, er, at hvis det får folk til at læse, som ellers ikke ville have læst, så er det godt.

Min holdning er, at folk, der kun læser ebøger, mister noget. De mister en del af læseoplevelsen, som bogen (som fysisk fænomen) bibringer og som ebogen ikke kan give. Fair nok, hvis folk siger, de er ligeglade med den del af læseoplevelsen, det er deres tab. Men i lige præcis det her tilfælde vil jeg sige, at bogen er en langt bedre teknologi end ebogen, også selvom bogen er en århundreder gammel teknologi (lad os lade være med at blive alt for tekniske her – hvis vi bare holder os til den trykte bog, så opfandt Johann Gutenberg trykpressen, som vi kender den, i midten af 1400-tallet).

Gammelt er godt

Og det er ikke kun indenfor litteraturen, at der er stemmer, der slår et slag for ”gammel” teknologi. Quentin Tarantino har tænkt sig at filme sin kommende film, The Hateful Eight, på 70 mm-film – en filmtype, der ikke har været almindelig brugt siden 1970’erne. Og ja, han har tænkt sig at optage filmen på FILM! Rigtig fysisk film – celluloid – og ikke en harddisk i et digitalt filmkamera.

I et interview for nyligt udtalte Tarantino, at han håbede, filmen ville vende holdningen til at skyde film digitalt og få folk til at omfavne den gamle, analoge teknologi. Det er uden tvivl noget, Tarantino siger for udtalelsens skyld alene – han er ikke dum nok til at tro, at en enkelt film skulle ændre holdningen generelt – men han har hjertet på rette sted:

You’ll see 24 frames per second play out, all these wonderfully painted pictures create the illusion of movement. I’m hoping it’s going to stop the momentum of the digital stuff, and that people will hopefully go, ‘Man, that is going to the movies, and that is worth saving and we need to see more of that. We’re not doing the usual 70 mm, where you shoot 35 mm and blow it up. We’re shooting 65 mm which, when you turn it into a print, is 70mm.

En analog modrevolution

Og Tarantino er ikke den eneste, der går mod strømmen. Mange filmsites har rapporteret, at J.J. Abrams på den kommende Star Wars-film – som i øvrigt nu har fået titlen Star Wars: The Force Awakens – i stor stil har brugt analoge effekter, kulisser og rekvisitter frem for at realisere alt med CGI. Og det er interessant at bemærke, at langt de fleste filmsites, der har fortalt om dette aspekt af produktionen, har gjort det med stor begejstring og entusiasme.

Har vi i virkeligheden brug for en Avatar 2, 3 og 4, der for størstedelens vedkommende er skabt i en computer? Eller har vi brug for, at Hollywood tager et fast greb i bollerne og begynder at lave film, der rent faktisk gør brug af rigtige ting? Har vi ikke brug for en analog modrevolution?

Har vi rent faktisk brug for at kunne downloade A Tale of Two Cities til vores Kindle (og hvis du har behov for at få at vide, hvad A Tale of Two Cities er, så har du i virkeligheden behov for at slukke din computer nu og gå på biblioteket)? Eller står vi os ikke bedre i at kunne tage bogen ned fra hylden eller, hvis den mangler i samlingen, gå på jagt efter den i én af de få tilbageværende antikvariater, vi rent faktisk har?

Maskinstormer bliver jeg aldrig, men jeg er og bliver fan af bøger, fordi de er bøger, tegneserier, fordi de er tegneserier, LP’er eller CD’er, fordi de er LP’er og CD’er – og så videre. Digitalt er godt, men indenfor nogle medier er vi i fuld gang med at sælge vores sjæl til den fagre nye digitale verden.

Månedens lederskribent er Mogens Skaaning Høegsberg

Film:
Hook (Steven Spielberg, 1991)
Interstellar (Christopher Nolan, 2014)

Bøger:
On Writing (Stephen King, 2000)
A Song of Ice and Fire 1: A Game of Thrones (George R.R. Martin, 1996)

Tegneserier:
Saga vol. 1 (Brian K. Vaughan & Fiona Staples, 2012)

Artikler:
Lydbogen – Det Onde og det gode ved mediet