Planet Pulp

Nattevagten blev et stort hit i Danmark, da den havde premiere i 1994. Så stort et hit, at den tiltrak sig opmærksomhed fra den anden side af dammen og affødte en amerikansk remake tre år senere. Remaken blev lavet med Ole Bornedal selv som instruktør, Michael Obel i producerstolen og fotografen Dan Laustsen, der også tog turen med til Hollywood.

Manuskriptet stod Bornedal selv for sammen med Steven Soderbergh, men ud over dialog kan der nu ikke have været meget arbejde i det for Bornedal, for Nightwatch er i næsten alle henseender en scene-for-scene-genindspilning af Nattevagten. Dog kun næsten, for nogle af de mere vovede scener er faktisk væk i den amerikanske udgave. Dette er dog småting i den større helhed, og handlingen er ellers helt identisk.

Job på retsmedicinsk

Den unge studerende Martin (Ewan McGregor) er blevet ansat som nattevagt på retsmedicinsk institut. Han anser jobbet som en loppetjans, hvor han kan sidde over bøgerne om natten, men virkeligheden trænger sig snart på, og stedets atmosfære kryber under huden på ham. Særligt de faste vagtrunder tager på nerverne, bl.a. fordi én af stationerne er inde i selve lighuset!

Men det er ikke kun det uhyggelige sted, der volder problemer. Martins halvpsykopatiske ven James (Josh Brolin) keder sig gudsjammerligt og opfordrer Martin til en leg: De skal udfordre hinanden, og den der først afslår en udfordring skal gifte sig med kæresten. Det er igennem James’ udfordringer, at Martin kommer i kontakt med den prostituerede Joyce (Alix Koromzay), hvilket viser sig at være særdeles uheldigt, da en gal seriemorder er på spil i byen. Snart er Joyce myrdet, og politidetektiven Cray (Nick Nolte) ånder Martin tungt ned ad nakken.

Knap så vovet

Mere af handlingen skal ikke fortælles her – i tilfælde af, at nogen endnu ikke har fået set Nattevagten. For det er naturligvis den danske version af filmen, man skal se først, hvis man endnu har historien til gode.

Men det er nu slet ikke, fordi Nightwatch er nogen dårlig film! Den klarede sig rigtig dårligt i USA, da den kom ud, og herhjemme fik den heller ikke just nogen god modtagelse. Sidstnævnte er temmelig besynderligt, når man tager i betragtning, hvor godt de danske anmeldere kunne lide Nattevagten, for ret beset er Nightwatch præcist det samme produkt, bare på amerikansk.

Set fra et danske synspunkt er det værste, man kan beskylde Nightwatch for, at den er overflødig. Vi har den danske original, så den eneste grund til at se Nightwatch er for at stille sin nysgerrighed med hensyn til, hvordan den helt samme film ser ud med et andet cast og andre kulisser.

Svaret er: Den ser ganske fin ud! Både Ewan McGregor og James Brolin gør det fint i rollerne som Martin og James – ja faktisk er James Brolin en anelse mere farlig og psykopatisk end Kim Bodnia var i den danske version af rollen. Også Patricia Arquette gør det fint som Martins kæreste Katherine, og garvede Nick Nolte kunne spille sin rolle som detektiven Cray i søvne.

Faktisk er den eneste, der gør en ringere figur end i den danske original, Alix Koromzay som den prostituerede Joyce. Hun er langt mindre troværdig i rollen end Rikke Louise Andersson var i Nattevagten. Til gengæld er det en fornøjelse af se Brad Dourifs skumle fjæs i rollen som sur læge – samme rolle som Niels Anders Thorn havde i den danske version. Endelig må nævnes den altid fremragende John C. Reilly i en ukrediteret rolle som Crays partner.

Som nævnt mangler nogle af de mere vovede elementer fra Nattevagten, f.eks. sexscenen i lighuset, hvilket må skyldes tingenes tilstand i USA, hvor den slags bestemt ikke ville være faldet i god jord. Men det har ikke været på grund af censuren, at de vovede elementer er væk, for både Weinsteinbrødrene (der exec producede) og Bornedal må have vidst, at Nightwatch styrede direkte imod en R-rating. Her kan Bornedal og Soderbergh måske primært kritiseres for at tækkes amerikansk seksualmoral og bevares, det tager da en smule af filmens kant, men det ændrer ikke ved det overordnede billede af, at Nighwatch er overordentlig tro over for Nattevagten.

Overflødig

Nightwatch er i langt de fleste henseender en scene-for-scene-genindspilning af Nattevagten, og det nære slægtskab mellem de to film bestyrkes da også i både instruktion og fotografering. Ifølge creditslisten er det desuden også Joachim Holbek, der har begået musikken til Nightwatch, men med mindre mine ører snyder mig, har Marco Beltrami også været inde over. Senere har Bornedal da også brugt Beltrami på flere af sine danske projekter, herunder Dybt Vand (1999), I Am Dina (2002) og Vikaren (2007).

Hverken lidt musik af Marco Beltrami, eller den amerikanske dialog af Steven Soderbergh, ændrer dog på, at Nightwatch lægger sig endog meget tæt op ad Nattevagten, hvilket betyder at filmen er en solid lille thriller, hverken mere eller mindre. Og måske netop derfor blev Nightwatch ingen stor succes i USA. Nattevagten blev en stor succes i Danmark, fordi det var første gang i årevis, at vi så en dansk genrefilm efter amerikansk forbillede. Men i USA er film af Nattevagtens type ikke ligefrem ukendte, og derovre er der således intet friskt ved Nightwatch overhovedet.

Filmen fortjente måske ikke ligefrem de tæsk, den fik af kritikerne, for dårlig er den bestemt ikke, men man kan godt forstå, hvis Nightwatch med amerikanske briller er en lille smule undervældende. Det kan imidlertid ikke ændre på, at der er tale om en habil lille thriller, hvis største ulempe ganske enkelt er, at den er helt overflødig.

Anmeldt i nr. 56 | 13/06/2010

Stikord: Remake, Seriemordere