Planet Pulp

Efter det helt store gennembrud med scoret til Tim Burtons første Batman-film (1989), var Danny Elfman for alvor blevet et hot navn blandt filmkomponister. Da Elfman havde set Clive Barkers debutfilm Hellraiser (1987), havde han sagt til sin agent, at hvis Barker ville lave en ny film og manglede musik, skulle han bare sige til.

Heldigt for Elfman var Barker interesseret i at hyre ham til at lave musikken til Nightbreed (1990), selv om det er lidt pudsigt, at Barker ikke brugte Christopher Young igen, efter at Young havde lavet så fremragende musik til Hellraiser.

Kor og percussion

I et forsøg på at lave en unik, musikalsk tone til Nightbreed, brugte Elfman både voksen- og børnekor af begge køn samt et stort udbud af percussioninstrumenter til sin musik. Dengang, såvel som i dag, benyttede Elfman sig tit af kormusik – ofte til at understrege det eventyrlige, det uhyggelige og det underfundige.

Percussion har Elfman også en særlig kærlighed for, da han engang som ung rejste til Afrika og oplevede brugen af bestemte perkussionsinstrumenter. Han begyndte at samle på dem og brugte således dem alle i sin musik til Planet of the Apes (2001). Så både kor og percussion hører til de karakteriske ingredienser i et fantasy/horror-score af Danny Elfman.

Et solidt Main Titles-cue

Det at skrive solide Main Titles-cues er Elfman dygtig til, og ”Main Titles” (nr. 1) på Nightbreed-scoret er ingen undtagelse. Cuet lægger blidt ud med vindinstrument, horn, violin og kor, før det bryder løs på ægte bombastisk Elfman-stil, hvorefter temaet for alvor toner frem. Der bliver fint varieret med det undervejs i scoret – bedst i ”The Initiation” (Nr. 8).

Det korte cue ”Dream” (nr. 2) har et rasende og aggressivt tempo, hvor alle i koret skriger, mens instrumenterne er på overarbejde. Faktisk burde cuet hedde ”Nightmare”, for det er et mareridtsagtigt nummer!

Det eventyrlige og det finurlige finder man i et af scorets magiske cues, ”Carnival Underground” (nr. 3), hvor man får et godt indtryk af Nightbreeds mystiske Midian-underverden. Børnekoret bakkes op af Elfmans skæve arrangering af de eksotiske percussionlyde, der perfekt er med til at fremme de surrealistiske kvaliteter i Barkers monsterunivers. Den mere mørke side af Midian får man i det øredøvende ”Meat for the Beast” (nr. 5), hvor der er godt tryk på uhygge og dramatik.

”Resurrection Suite” (nr. 6) og ”Boone Transforms” (nr. 7) spiller begge på det fantastiske og det mystiske ved hovedpersonen Boones genopstandelse og genfødsel som et medlem af Midians monster-fællesskab.

I den ultrakorte ”Party in the Past” (nr. 11) bruges børnekoret på en lidt uhyggelig måde, da de lyder som ånder. ”Uh-Oh… Decker!” (nr. 13) er meget Bernard Herrmannsk i sin maniske violin-spil.

Dybt kaotisk, rodet og larmende er til gengæld finale-cuet ”Mayhem in Midian” (nr. 17), men det er heldigvis kort. Her sparer Elfman ikke på det voldsomme og det uhyggelige, hvilket godt kan gå ud over ens ører, hvis man skruer godt op for volumen, hvilket ikke kan anbefales!

Omvendt får man det bedste af de bedste cues fra Elfmans musik i fine variationer i den fremragende ”End Credits Suite” (nr. 21), hvor koret kommer til sit fulde ret med Elfmans klassisk uh’ende og ah’ende kompositioner.

Mest for hardcore Elfman-fans

Alt i alt appellerer scoret til Nightbreed nok mest til hardcore Danny Elfman-fans, der ikke kan undvære et eneste af hans scores. Selvom jeg er stor fan af hans musik, vil jeg indrømme, at jeg har hørt det, der var bedre, når det gælder hans scores fra de tidlige 1990’ere.

Kan man til gengæld nøjes med en brøkdel af scoret, kan man på Elfmans første opsamlingsalbum med den fede titel Music for a Darkened Theatre, Film & Television Music, Vol. 1 finde et perfekt syv minutter langt track, der inkluderer tre hele cues (nr. 1, 5 og 21) fra Nightbreed. Med andre ord de bedste cues fra det ellers i øvrigt ret ujævne score.

Nummerliste:
1. Main Titles (2:40)
2. Dream (1:03)
3. Carnival Underground (3:23)
4. Into Midian (2:31)
5. Meat for the Beast (2:10)
6. Resurrection Suite (3:37)
7. Boone Transforms (0:56)
8. The Initiation (2:50)
9. Scalping Time (1:54)
10. Rachel’s Oratory (1:04)
11. Party in the Past (0:51)
12. Poor Babette (1:41)
13. Uh-Oh… Decker! (1:39)
14. “Then Don’t Say It!” (1:28)
15. Boone Gets a Taste (2:44)
16. Breed Love (1:02)
17. Mayhem in Midian (1:43)
18. Baphomet’s Chamber (2:01)
19. Farewell (0:59)
20. 2nd Chance (1:34)
21. End Credits (4:33)
22. Country Skin (Michael Stanton) (4:15)

Total spilletid: 46:46

Anmeldt i nr. 61 | 13/11/2010

Stikord: Filmatisering, Seriemordere