Planet Pulp

Forfatteren/billedkunstneren/filmskaberen Clive Barker har været fascineret af monstre, siden han var ung. Den stærke fascination førte blandt meget andet til, at han skrev og udgav romanen Cabal (1988), som i begyndelsen blot var en novelle, men som Barker udvidede til romanlængde.

Senere følte han, at der kunne laves en god film baseret på Cabal. Han stod selv for manuskriptet og instruktionen af filmen, der fik den mere kommercielle titel Nightbreed (1990). Barker ville naturligvis hellere have brugt det oprindelige navn, men Hollywood fik sin vilje.

Monsterfilmens svar på Star Wars

Barkers ultimative mål var at gøre Nightbreed til monsterfilmens svar på Star Wars og at den skulle være første del i en planlagt filmtrilogi. Temmelig ambitiøst, når filmens budget kun var på 11 millioner dollars!

Ofte havde Barker problemer med filmstudiet 20th Century Fox, som ikke altid forstod hans vilde idéer. Efter Barkers mening misforstod de filmen og det gik hårdt ud over filmens marketing. Resultatet var, at filmen ikke blev noget et hit i biograferne, men med årene har den fået en vis kultstatus.

Turen går til Midian

Ligesom Cabal handler Nightbreed om den unge mand Aaron Boone (Craig Sheffer), som om natten præges af besynderlige og mareridtsagtige drømme om den mytiske underverden Midian og dens beboere – en flok mærkelige monstre!

Boone forsøger at få hjælp hos psykologen Dr. Philip K. Decker (David Cronenberg), der desværre også er en vaskeægte psykopat, der lever et dobbeltliv som en maskeret seriemorder med mange liv på samvittigheden. Han forsøger at hænge Boone op på de brutale mord, og politiet ender ved et tilfælde med at myrde Boone.

Han bliver dog genoplevet af de magiske kræfter fra Midian, der tager imod ham og gør ham til en af deres egne. Decker finder nu ud af, at Boone stadig er i live og planlægger at gøre det af med ham og alle dem i Midian.

David Cronenberg som skuespiller

Nightbreed er specielt kendt for at have instruktøren David Cronenberg med, og Cronenberg er faktisk filmens bedste skuespiller! Han giver Decker-figuren et køligt underspil og virker også skræmmende i de scener, hvor han ikke har sin sære maske på. Som Boone er Craig Sheffer en anelse kedelig, mens Anne Bobby gør det nogenlunde som Boones kæreste Lori.

Monstrene i Midian bliver udmærket spillet af ukendte skuespillere, og det er også med til at øge troen på dem i de mærkelige roller. Sjovt nok fremstår de også mere menneskelige end menneskerne selv. Doug Bradley, der bedst kendes som Pinhead fra de mange Hellraiser-film er også med i Nightbreed, hvor han spiller Midians leder, Dirk Lylesberg.

Historien i filmen er en anelse tynd i det, men filmen skulle også oprindelig havde været på to timer. Den blev klippet godt og grundigt til – endnu et af filmstudiets krav til Barker – men historien har tydeligvis taget skade af det. For mytologien om Midian bliver man ikke meget klogere på, og den virker ellers ret interessant, men så er der jo altid bogen Cabal man kan læse.

Barkers instruktion er ikke uden fejl, og der er perioder, hvor han gaber over ting, han ikke helt har styr på, men han er bestemt ikke en filmskaber uden evner. Senere har Barker instrueret den okkulte thriller Lord of Illusions (1995) og han har også planer om at lave en ny film, der indtil videre går under titlen Tortured Souls: Animae Damnatae. Men som instruktør er Barker naturligvis forsat bedst kendt for den første Hellraiser-film, som der i øvrigt er planer om at lave en remake af. Typisk.

Herlig bizar underverden

Midian-scenerne er helt klart Nightbreeds højdepunkt. Scenen hvor Boones kæreste Lori besøger Midian og ser de mange spøjse væsner er filmens bedste. Den bizarre underverden ligner noget fra én af den hollandske maler Hieronymus Boschs surrealistiske malerier. De mange monstre er realiseret med dukker og folk i make up og designet med stor fantasi af Barker selv. På Barkers hjemmeside kan man se hans produktionsskitser af monstrene, og de er værd at kigge på.

Tim Burtons faste komponist Danny Elfman leverer her mørk og skæv musik, der fungerer specielt godt i de scener, der forgår i Midian. Det er ikke ét af hans mest mindeværdige scores, men det er med til at give filmen ekstra kant.

Ujævn og uperfekt

Nightbreed er én af den slags film, der på papiret lyder lovende, men den skuffer desværre trods gode intentioner. Om filmen havde været bedre, hvis Barker havde haft større kunstneriske frihed, kan man kun gisne om.

Der lægges op til en toer, men den ser vi nok aldrig, hvilken er en skam. For med en toer kunne man nok udrette bedre ting med filmens monstermytologi. I sig selv står Nightbreed tilbage som fascinerende, men også både ujævn og uperfekt.

Anmeldt i nr. 61 | 13/11/2010

Stikord: Filmatisering, Seriemordere