Planet Pulp

Sammen med White Zombie (1932) er det Romeros spillefilmdebut Night of the Living Dead fra 1968, der er de to største milepæle indenfor zombiegenren rent filmhistorisk.

Og så er Night of the Living Dead derudover også – i al sin enkelhed – intet mindre end genial. Men den var nok ikke blevet til noget, hvis der ikke var kommet en filmatisering af Richard Mathesons I Am Legend (1954) i 1964. Filmen hed The Last Man on Earth, og den banede vejen for Romeros nytolkning af zombiemyten.

I The Last Man on Earth har filmens vampyrer – de minder dog i deres udformning mest af alt om zombier – en hel del tilfælles med Romeros levende døde. De er ikke monstre i traditionel forstand, men skabninger der engang var vores naboer og familiemedlemmer. The Last man on Earth stiller også spørgsmålstegn ved, hvem der er de rigtige monstre. De levende eller de døde?

Det er en problematik, som Romero behandler i alle sine zombiefilm. Men da Night of the Living Dead så dagens lys tilbage i 1968, var den noget helt nyt, i hvert fald i sin hårdkogte og kompromisløse skildring af de døde. Vi ser en nøgen zombie, vi ser en zombie spise menneskekød, og alt dette er skildret meget grafisk og kraftfuldt. At filmen så ellers – til dels – ligner en amatørproduktion, gør bare det hele meget mere troværdigt og skræmmende.

Overfald på kirkegården

I filmens indledning ser vi kvinden Barbara og hendes bror Johnny. De er på besøg på en kirkegård for at se til deres fars gravsted. Da de stiger ud af deres bil, hører man en radiostemme fortælle, at der er sket noget alvorligt, men Johnny slukker radioen med et grin. Han vil gerne hurtigt hjem igen, og da de så skal til at forlade kirkegården, kommer der en person gående.

Ved første øjekast ligner han en hjemløs fulderik, men det er han ikke. Han overfalder Barbara, og da Johnny bryder ind, vælter manden ham nedover en gravsten, hvorefter han knækker nakken og dør. Barbara tager benene på nakken og med den fremmede i hælene, søger hun tilflugt i det, hun tror, er et forladt hus.

Her får hun kort efter følgeskab af filmens mandlige protagonist Ben. En stærk og handlekraftig sort – noget der senere går hen og bliver et Romero-varemærke. Hvorfor, den mandlige hovedperson er sort, er omdiskuteret, og Romero selv har flere gang sagt, at Duane Jones, manden der spiller Ben, var den bedste, der meldte sig på castingen. Det kan også tolkes som en kommentar til de zombiefilm med racistiske undertoner, der blev lavet før i tiden.

De dødes morgengry

Barbara er i chok, så det er Ben der står for at sikre huset ved at sømme døre og vinduer til. Alt imens dette sker, ser vi, at der kommer flere og flere zombier til, som langsomt omringer huset. Manden på kirkegården var nemlig ikke nogen fulderik, men en levende død.

Det viser sig også, at de to ikke er alene i huset. I kælderen har et ægtepar gemt sig sammen med deres syge datter og et ungt kærestepar. Herfra tager handlingen fart, mens vi hører ubehagelig ting fra fjernsynet og radioen; der er en epidemi af vold og død, som har spredt sig, og nationalgarden er blevet sat ind. Langsomt men sikkert går natten på hæld, og vi nærmer os det – som man i bagklogskabens lys – kunne kalde de dødes morgengry.

I isolationen får filmens hovedpersoner – og vi som tilskuere – langsomt viden om, hvad der sker uden for det sikre hus. Dette sker ved de dialoger, som vores hovedpersoner fører, men mest af alt gennem radioen og fjernsynet, der giver os mere og mere viden. På mange måder er filmen ikke særlig filmisk, og mange af scenerne i huset virker, som var det filmet teater. Rollespillere vil også nikke genkendende til filmens narrative struktur, der minder om den måde et utal af intrigescenarier er bygget op på: en ydre trussel og intrigerne personerne imellem.

Nihilistisk

Ud over den fremragende historie benytter Romero sig af enkle og effektive virkemidler – både stilistisk og dramaturgisk. Konstant kommer der små twists, som gør, at fortællingen aldrig går i stå. I det hele taget er filmen en dejlig blanding af dialog og zombieangreb. Selv når døden banker på døren, kan mennesker ikke arbejde sammen, og egoisme er det, der tæller højest for kældermanden Harry.

Kældermanden og Ben viser de to vidt forskellige måder at håndtere en sådan krise på, og det er disse to synspunkter, som går igen i alle senere Romero-zombiefilm – og stort set også i alle andre zombiefilm. Enten prøver man at isolere sig, og det fremelsker en syg egoisme, eller så prøver man at gøre noget ved tingene. Romero er dog så nådesløs, at han i Night of the Living Dead nærmest forkaster begge løsninger, og vi står tilbage med et meget nihilistisk budskab, hvor menneskeheden stort set har tabt på forhånd.

“Hvad er der sket med hende? Hun blev bidt i armen.”, siger Harry om datteren, der ligger syg i kælderen. Vi finder ud af – gennem fjernsynet i stuen – at folk genopstår, når de dør. Så vi ved jo godt – og det gør Ben og Harry nok også – at datteren vil genopstå som en zombie. Datteren viser også meget godt det centrale element hos Romero: Hvad gør du når din egen datter vender tilbage som et monster for at spise dig? Enten ingenting – og så dør du – eller også smadrer du hendes hjerne, hvorved noget af dig selv dør. Man kan ikke komme umærket ud af mødet med zombierne.

Nede på jorden

Desuden ser man i filmen – hovedpersonerne ser det i fjernsynet – et interview, som har den – nu klassiske og som mange zombiefilm senere har – bemærkning om, at man skal smadre zombiens hjerne, hvis man skal dræbe den: “Kill the brain, and you kill the ghoul”. Filmen er også dybt ironisk, hvilket meget godt skildres af slutningen. Solen står op, og vi ser en helikopter. Nationalgarden er på vej, og vi venter blot på at de skal redde Ben fra huset. Men sådan går det ikke.

På én og samme tid virker Night of the Living Dead som en meget gammeldags film og samtidig som noget helt nyt og banebrydende, når man tager i betragtning, at den er fra 1968. Rent stilistisk er den som sagt enkel; virkningsfuld lyssætning, simple klip og billedkompositioner.

Alt i alt et filmisk formsprog der er meget nede på jorden, lettere amatøragtigt, og som ikke tager noget unødvendigt fokus væk fra handlingen. Dette understøttes af musikken, der minder om noget, man har hørt i tusindvis af Hollywood-film fra 50’erne og 60’erne.

De sort/hvide farver giver naturligvis også filmen et noget gammeldags look. Filmen er dog også lavet på et meget lille budget, og man fornemmer tydeligt, at der er tale om en lille independentfilm, lavet af venner og bekendte. Eksempelvis spiller produceren rollen Harry, den ene skribent er også klipper, og Romero selv skriver, instruerer, filmer og klipper.

Alligevel er der tale om noget meget moderne, og det ligger i filmens brutalitet, der virker des stærkere, fordi formsproget er så klassisk. Det gør også, at de indslag vi hører i radioen og ser i fjernsynet, virker meget troværdige, fordi eksempelvis TV-indslagene ligner TV-indslag fra 60’erne.

Fremragende

I Night of the Living Dead ser vi blod, indvolde og mennesker, der bliver spist af de zombier, som gradvist bliver mere og mere ubehagelige, som filmen skrider frem. I begyndelsen er det ikke rigtig til at se, at den ældre herre på kirkegården er en zombie, men da de levende døde bryder ind i huset, er man ikke længere i tvivl. Og det ubehagelige tager endnu en ny drejning, når man ser filmens hovedpersoner dø og senere blive forvandlet til zombier.

Her får monstret et ansigt, som man kender, og uhyggen bliver mere intens. Night of the Living Dead er både en fremragende, lille, intens gyserhistorie og samtidig er den så meget andet, der har dannet et forbillede for stort set alle efterfølgende zombiefilm og andre zombieprodukter.

Anmeldt i nr. 13 | 13/11/2006

Stikord: Zombier