Planet Pulp

I disse tider kan man ikke sige vampyr uden også at nævne Twilight-fænomenet, der har taget verdens teenagere (og flere ældre) med storm. Fænomenet startede, da forfatteren Stephanie Meyer udgav den første bog i serien i 2005, og da filmatiseringen af den første bog havde premiere i 2008, eksploderede interessen for romantiske vampyrer.

Dette boom gav vampyren en ny popularitet (og et helt nyt publikum) og medførte blandt andet flere film- og bogefterligninger, samt TV-serier som True Blood (2008-) og The Vampire Diaries (2009-), for ikke at tale om alt det merchandise, bagmændene kunne skubbe ned i halsen på de ivrige fans, der sluger alt, hvad de kan komme i nærheden af, råt.

Udvandede vampyrer

Nu var vampyren ikke et hæsligt, nobelt, ligblegt væsen, der sover i en kiste, bærer kappe og drikker dit blod, imens du sover – nej, nu var vampyren rigtig slået fast som et teenidol, som den så småt var begyndt at udvikle sig til i TV-serier som Buffy the Vampire Slayer (1997-2003) og Angel (1999-2004). Men Twilight-universet adskiller sig alligevel fra det, vi kender, da Meyer har skabt et teenageunivers, hvor alt er klistret ind i en sukkersød triviel romantik, som kun små teenagepiger kan holde af.

Vampyrerne drikker stadigvæk blod, men de vampyrer vi har med at gøre, har valgt en anden livsstil, så det er altså ikke mange blottede halse, vi får at se i denne serie. Foruden manglen på blod, så er vampyren blevet nedtonet så meget, at man nærmest glemmer, at de er udøde, og ja – de kan tåle solskin, men deres hud skinner som diamanter, når solen rammer dem.

Alt det som gjorde en vampyr til en vampyr er fjernet og erstattet med kvalmende honning og sirup, så det er meget nemmere for målgruppen at sluge. Faktisk undrer det mig, at Meyer lige har valgt at bruge vampyren, da hendes version af vampyren er så anderledes og faktisk lige så godt kunne være et hvilket som helst andet overnaturligt væsen.

Som en doven fadøl

Som læser kan du nok allerede her mærke, at Twilight-fænomenet er ligeså interessant for denne anmelder som en doven fadøl, og grunden til dette skyldes umiddelbart, at serien henvender sig til en helt anden målgruppe (som jeg også beskrev i min anmeldelse af den første Twilight-film), nemlig unge piger fra 10-års alderen og op i teenageårene. Der er selvfølgelig nogle, der holder af bøgerne og filmene, som falder uden for denne kategori og fred være med det, hvis de er underholdt.

Men til syvende og sidst er New Moon, ligesom sin forgænger, ikke andet end triviel ungdomsromantik, der ikke har noget nyt eller spændende at byde på og nok vil kede mangen en filmentusiast halvt ihjel.

Vampyrer og Weltschmerz

Den unge Bella Swan (Kristen Stewart) er stadig dybt forelsket i sin glimtende vampyrprins Edward Cullen (Robert Pattinson), men da hendes 18 års fødselsdag bliver fejret i vampyrfamiliens hus, skærer hun sig, og én af familiens medlemmer (hvem der er hvem er meget svært at holde styr på, når filmen ikke siger én et pip) går amok i en blodrus. Hele vampyrfamilien vælger derfor at rejse væk fra den lille søvnige by, og det bliver Bella selvfølgelig meget ked – faktisk så ked af det, at vi skal bruge filmens resterende 110 minutter på at høre hende jamre og have ondt af sig selv.

Efter en del jamrende og ligegyldige scener, som nok kun vil holde de mest hårdkogte romantiserede teenagere fanget, finder Bella ud af, at hendes store kærlighed stadig holder et vågent øje med hende og viser sig i små glimt og advarer hende, hvis hun er i farer! Så snedig som Bella nu engang er, indser hun, at for at se Edward må hun jo bare blive ved med at sætte sig selv i farlige situationer, så han kan komme og advare hende.

Hun begynder derfor at interessere sig for motocross (der er yderst farligt, når man er en lille sorgramt teenagepige) og finder et par gamle vrag, som hun vil have gjort i stand – og til at hjælpe sig med dette, opsøger hun Jacob Black (Taylor Lautner), som alle, undtagen Bella, ved er en varulv. De begynder så småt at forelske sig, men her er det som om at instruktøren har indset, at der muligvis skulle være noget kamp, action eller bare en eller anden form for historie udover intetsigende trivielt teenageromantik.

Glasurromantik

Der ankommer i hvert fald en meget ond, rødhåret vampyr, der er ude efter Bella, og derfor må Jacob jo beskytte hende, og så går det endelig op for den lille egocentrerede teenagepige, at han faktisk er en varulv. Jeg kan ikke helt huske, om den rødhårede vampyr bliver introduceret bedre i den første film, men i denne omgang virker hun noget ligegyldig, da hun først kommer ind i billedet meget sent og slet ikke virker som en egentlig trussel, men snarere som et element, instruktøren følte, han skulle have med.

Slutningen er som snuppet fra Romeo og Julie, dog udsat for Stephenie Meyers glasurromantik, så det ikke ender med, at de begge dør – hvordan skulle de små piger dog tackle sådan noget?
Der bliver selvfølgelig lagt op til det næste indslag i serien, og den måde New Moon ender på, får mig ikke ligefrem til at ryste i bukserne af spænding over, hvad der nu kommer til at ske, men efterlader snarere en smag af opkast i munden over, at sukkerromantikken endnu ikke har fået en ende.

Opblæst triviallitteratur filmatiseret

Hvordan en så intetsigende, triviel og uoriginal serie som Twilight har fået så stor en succes, kan jeg slet ikke begribe. Serien henvender sig selvfølgelig til et publikum, der virkelig kan gå op i en dille, men ser man på de mange andre ungdomsromaner/-film, som f.eks. Harry Potter-serien, undrer det mig virkeligt, at netop Twilight med så flade karakterer og dårlig handling er nået så langt.

Kærlighed er det helt gennemgående tema i de to Twilight-film, hvor det til tider virker som om, at handlingen er sat på stand by for at vise kærlighedssorger, romantik, nyforelskelse og al den slags pjat, som romantiske piger labber i sig – men det er fandeme ikke nok til at holde en film på 125 minutter kørende. Jovist, målgruppen elsker det skam og vil sikkert ønske, filmen var endnu længere, men falder man uden for målgruppen, eller ser man bare reelt på lortet, vil man indse, at det er som at sidde og læse en tosiders trivialroman i Ude & Hjemme strakt ud til en 500-siders roman og efterfølgende filmatiseret.

Jammerligt plot, jammerlige skuespilpræstationer

Denne gang er det ikke Catherine Hardwicke, der sidder i instruktørstolen, som var tilfældet i den første Twilight – og hurra for det! For Hardwicke fejlede slemt i den første filmatisering, da hun ikke formåede at skabe nogen form for spænding eller dramatik, men kun gik efter at introducere og følge karaktererne – dog uden held.

Instruktørjobbet landede denne gang hos Chris Weitz, der sidst gjorde sig opmærksom med fantasyfilmen The Golden Compass (2007). Det er stadig ikke spitzenklasse, men niveauet er dog hævet en smule, og man kan fornemme, at Weitz har haft lidt mere sans for drama end Hardwicke.

At New Moon er en tand bedre end sin forgænger (i forhold til historiestrukturen) gør ikke den overordnede oplevelse meget bedre. Plottet er stadig meget tyndt, og at skuespillet og effekterne er hamrende ringe hjælper ikke på tingene.

Kristen Stewart leverer igen en tam præstation som den forelskede Bella, som jeg bare elsker at hade. Med ét enkelt ansigtsudtryk tuder og jamrer hun sige igennem filmens 125 lange dræbende minutter, så man til sidst overvejer at æde DVD-skiven bare for at slippe for torturen.

Men det er ikke kun Kristen Stewart, der leverer en skodpræstation – det gør både Taylor Lautner (som Jacob Black) og Robert Pattinson (som Edward Cullen) skam også. De fleste af replikkerne (især i filmens første og sidste del) leveres hviskende og efterfulgt af en masse suk og stønnen, som får denne anmelder til at krumme tæer og giver ønske om, man kunne give karaktererne et ordentligt trælår. Det ser ud til, at Weitz har indset, at skuespillet ikke har været helt i top, og at han har prøvet at kompensere for dette ved at lade Lautner rende rundt i bar overkrop i de fleste scener – for så har pigerne jo noget at kigge på.

Makværk

Et plus ved New Moon er dog, at vi får at se nogle flere varulve i action og ikke bare sørgelige undskyldninger for vampyrer, der fimser rundt og er ulykkeligt forelskede. Varulvene er ikke vanvittig godt lavet, men tendensen med at lave billige CGI-monstre er jo kommet for at blive, så man kan jo ligeså godt vænne sig til den før eller siden. Det er dog rart at se lidt mere kamp i Twilight-universet, men det er desværre stadig for tamt til at kunne holde et publikum, der ikke består af teenagepiger, fanget i længere end to minutter af gangen.

Man kommer ikke udenom, at Twilight er og bliver en tøseserie, og jeg vil formentlig aldrig holde op med at hade alt, hvad serien står for, så hvis man har det ligesom undertegnede, bør man holde sig langt fra dette makværk og holde sig til rigtige vampyrfilm, hvor vampyrerne ikke er svansede casanovaer, men rigtige blodsugere.

Twilight: New Moon er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.

Anmeldt i nr. 58 | 13/08/2010

Stikord: Filmatisering, Vampyrer, Varulve