Mutagen

I 2010 anmeldte vi her på Planet Pulp Jonas Wilmanns postapokalyptiske overdrive The end (2009). Nu er Wilmann tilbage med Mutagen (2011). En horrorspækket og actionfyldt fortælling fra et Danmark i postapokalyptiske klæder. Og den er temmelig god!

Sprængfarlig cocktail

Meget få år ude i fremtiden rammer katastrofen: En hel generation af unge forvandles til en mellemting mellem zombier og ballademagere. Noget er gået galt i deres gener. I romanens indledning følger vi Martin og Minna. De lever i skjul i et hemmeligt kælderrum. Martin er paranoid til op over begge ører, og Minna er højgravid. Noget der godt kunne betegnes som en sprængfarlig cocktail.

En dag går det dog galt, som det altid gør i den slags fortællinger: Monstrene, eller ”sekserne”, som de kaldes, finder frem til deres hemmelige skjul. Men så gør Max sin entré og redder parret – hvorefter han med en pille ”dræber” Martin, som ifølge Max er bærer af den sygdom, som har lagt Danmark øde. Han tager Minna med, da barnet skal undersøges. Så langt så godt, og mere vil jeg faktisk ikke røbe her af hverken handlingen eller Wilmanns take på den postapokalyptiske i setting i Danmark.

It was a very good year…

Et kig på Wilmans hjemmeside (www.jonaswilmann.dk) afslører, at 2010 var et meget produktivt år for forfatteren: Han har skrevet over 700 A4 sider! Og han har været vidt omkring i forskellige genrer. Jeg kunne godt have ønsket mig, og det er en af mine få anker mod Mutagen, at Wilmann havde kastet en større andel af de 700 sider efter Mutagen.

Selve Mutagen er kun på omkring 145 sider, og vel at mærke 145 sider hvor der ikke står meget på hver side. Efter hovedfortællingen følger tre noveller, som alle foregår i Mutagens univers. Så man kan nok godt regne ud, at der ikke er meget plads til den ”store” fortælling. Det er ærgerligt, og sjældent har jeg været så frustreret over, at en roman ikke var længere – normalt klandrer jeg både romaner og film for at være for lange.

Våde håndflader

Men når det er sagt, så efterlod Mutagen mig kun som rigtig gode postapokalyptiske fortællinger gør: Med våde håndflader, lidt forhøjet puls, en klump i maven og et ekstra kig til mine to sovende børn. Wilmann rammer kort sagt tæt på bullseye!

Wilmann forsøger mange forskellige ting i Mutagen. Der er horror, lidt sci-fi, splat, action og lidt satire. Men, og det er vigtigt, det er den stramme overlevelsesfortælling, der i fokus. Kun engang i mellem træder Wilmann ved siden af sine egen veltegnede rute, og hurtigt finder han tilbage igen.

Klimakset skaber ikke helt den ”rigtige” forløsning, og det skyldes langt hen ad vejen længden på romanen: Den slutning, som Wilmann vælger, kræver, at man som læser er kommet dybere ned i materien. Dermed ikke sagt at det er en dårlig slutning. Den får bare ikke helt det følelsesmæssige impact, som en længere roman kunne have skabt, og det er det, der mangler for at give Mutagen det sidste nøk op af karakterskalaen.

Fedt univers

Mutagen kunne sagtens være blevet en roman på 500 sider. Eller en trilogi. Wilmann har skabt et fedt univers og har gjort sig nogle rigtig fine postapokalyptiske tanker. Hvilket de tre noveller, der bærer fællesbetegnelsen ”Transmissioner fra verdens ende”, også vidner om. Jeg er specielt pjattet med den første, Vokseværk, som er en modbydelig og velfortalt lille fortælling fra tiden omkring selve katastrofen.

Den anden novelle, Nye felt-agenter melder sig her!, foregår efter katastrofen på Lolland. Her er det den tykke satire, der er på dagsordenen, og den minder mig faktisk en del om filmen Starship Troopers (1997): Der er vold, humor og et ”monster”, der smadres (tænk blot på scenen med koen fra Starship Troopers). Den er underholdende, dog ikke så skræmmende som Mutagen.

Den tredje novelle, Dan og timerne, er den mest specielle. Her møder vi Dan, der også optræder i Mutagen. Her kommer Wilmann for alvor ind under huden på den menneskelige psyke, og det gør han ret godt (her er det ikke horror og action, der er det vigtige).

De tre noveller viser også, at der er meget mere at komme efter i Wilmanns postapokalyptiske udgave af Danmark – og jeg håber, at han i fremtidige udgivelser vender tilbage med fortællinger fra et anderledes Danmark!

Danmark i forfald i en fremragende roman

I modsætning til The end er Mutagen skrevet på dansk og foregår i Danmark. Og det er essentielt. Wilmann tager det hele ”close to home” – til et Danmark vi kender. Det gør indlevelsen med både historien og personerne naturlig. Og det er godt gjort af Wilmann.
Wilmann skriver i et veloplagt sprog, og de danske vendinger klæder ham meget mere end de engelske. Der er nerve i dialogerne, og de splattede dele formår Wilmann at gøre decideret skræmmende og ubehagelige.

En lille detalje jeg ikke forstår er, hvorfor forsiden ser ud som den gør. Er det mig eller ligner det til forveksling plakaten til Hannibal (2001)? – både med de røde øjne, den røde farve på skriften osv. Det giver for mig de forkerte associationer. Men igen. Det er bare en detalje.

Mutagen er fremragende underholdning fra den øverste postapokalyptiske hylde. Og at den er dansk, foregår i Danmark og skrevet på dansk giver den en ekstra stjerne, da vi ikke er vant til den slags. Mutagen er sin egen og vil ikke drukne i et utal af udenlandske romaner, og jeg mener den fortjerner en plads ved siden af Kadavermarch (1991) på den store boghylde. Og det er ment som en kompliment. Mutagen er bestemt ikke stor kunst, men for mig, og mange andre fans, er det her bare meget mere underholdende: En velfortalt og blodig genrefortælling. Jeg tror, at vi i fremtiden skal holde et meget vågent genre-øje med den gode Jonas Wilmann – we want more!

Anmeldt af: Jacob Krogsøe | 13/04/2011

Stikord: Danmark, Postapokalyptika, Splat