Skyfall

Med sit score til Skyfall (2012) blev Thomas Newman den niende komponist, der har leveret musik til en James Bond-film (den tiende hvis vi tæller Never Say Never Again (1983) med).

Da det blev kendt, at det var Newman, der skulle komponere musikken til Skyfall i stedet for David Arnold, der havde leveret Bond-filmenes musik siden Tomorrow Never Dies fra 1997, gik de første rygter på, at det skyldtes Arnolds travlhed som musical director for de Olympiske Lege i London.

Ret snart stod det dog klart, at det ikke var derfor, Arnold sad over Skyfall. Det skyldtes ganske enkelt, at Sam Mendes kun sagde ja til at instruere filmen på betingelse af, at han blandt andet kunne vælge sin egen komponist. Og naturligvis valgte Mendes Thomas Newmas, der har komponeret musik til næsten alle Mendes’ spillefilm siden American Beauty (1999).

Skuffelse og nervøsitet

Da jeg hørte, at Newman skulle komponere musikken modtog jeg nyheden med en vis skuffelse og masser af nervøsitet. Skuffelse fordi jeg syntes, det var ærgerligt, at Bond-producenterne på den måde fjernede David Arnold fra serien – ikke bare fordi Arnold har tjent serien trofast siden 1997, men også fordi de fleste af Arnolds Bond-scores har været rigtig gode. Og nervøsitet fordi jeg havde svært ved at forestille mig, Thomas Newman komponere et decideret actionscore.

Dertil kommer, at jeg sjældent har fået det helt store ud af Thomas Newmans scores som selvstændige lytteoplevelser, selv om hans musik altid fungerer glimrende i kontekst af de film, han komponerer musikken til. Dette er immervæk også det vigtigste, men endnu federe er det jo, når man også får et kick ud af musikken, når man hører det på album.

For nu lige at få det sagt med det samme, synes jeg stadig, det er ærgerligt, at David Arnold ikke fik lov til at levere musikken til Skyfall – af årsager der bliver klare sidst i denne anmeldelse. Men når det er sagt, må jeg også samtidig sige, at Thomas Newman faktisk leverede et fint actionscore til Skyfall: Musikken fungerer godt i filmen, og albummet er på mange måder også en god lytteoplevelse. Men der er desværre visse fundamentale problemer.

Titelsangen mangler

Hvis jeg skal begynde med at sige noget om selve albummet som produkt, må det med ærgrelse konstateres, at Adeles titelsang (skrevet af hende selv og producer Paul Epworth) ikke er med på albummet. Det er ikke første gang, det er sket; det var også tilfældet med Chris Cornells ”You Know My Name” fra Casino Royale (2006), hvor man også måtte anskaffe sig titelsangen separat.

Præcis hvilke rettighedsproblemer, der ligger til grund, er sådan set irrelevante; dem må pladeselskaberne få udredet, så en så vigtig del af en Bond-film som titelsangen også kommer med på albumudgivelsen af filmens musik. Alt andet er utilgiveligt, og det er det også her.

Selv om ”Skyfall” altså ikke er med på albummet, vil jeg alligevel lige knytte et par ord til den, da titelsangen jo altid er en væsentlig del af en Bond-film og som regel også en vigtig del af filmens musikalske side. Sidstnævnte er faktisk ikke tilfældet denne gang, hvilket jeg vender tilbage til, men alligevel er alle Bond-titelsange omgivet af en helt særlig mystik og opmærksomhed. Det var naturligvis også tilfældet denne gang, ikke mindst fordi den blev fremført af én af tidens hotteste navne.

”Skyfall” er da også en virkelig fin Bond-sang. Første gang, jeg hørte den, var jeg ikke synderligt begejstret – jeg syntes, den var lidt kedelig – men det er den type sang, der bliver bedre med hver gennemlytning, og den generelt Bond’ske tone i sangen kan man heller ikke benægte.

”Skyfall” er et kvalitativt kvantespring frem efter den elendige ”Another Way to Die” fra Quantum of Solace (2008), og er nogenlunde på niveau med den fine ”You Know My Name” fra Casino Royale. Om den går over i Bond-historien som én af de store sange vil kun tiden vise, men dårlig er den på ingen måde.

Suspense- og actionmusik – og masser af den

Thomas Newmans score til Skyfall er både en naturlig fortsættelse af David Arnolds musik til de foregående Bond-film og noget helt nyt. Det væsentligste lighedspunkt er blandingen af symfonisk musik og electronica, men der er absolut heller ingen tvivl om, at Arnold og Newman er to meget forskellige komponister. Selvom Skyfall ikke lyder som noget, Newman har komponeret før, kan man alligevel tydeligt høre, at det er Newman, der står bag – hans særlige stilistiske træk træder tydeligt frem.

Som sagt er Skyfall komponeret med en blanding af symfonisk musik og electronica (samt enkelte andre instrumenter, bl.a. guitar, elguitar m.m.), og her kan man også meget tydeligt høre, hvor stor omhu Newman har lagt i sine kompositioner og orkestreringer. Det er en fornøjelse at høre et score, hvor de symfoniske og de elektroniske dele går så godt i spænd, uden at hverken det ene eller det andet kommer til at virke som et fremmedlegeme.

Stilistisk består hovedparten af scoret af suspense- og actionmusik, og det er en ny ting for Newman, der aldrig har komponeret et decideret actionscore før. Men han gør det fremragende! Allerede fra det første cue ”Grand Bazaar, Istanbul” (nr. 1), der inkorporerer mellemøstlige stiltræk, er der fuld tryk på, og det er bare det første af mange fine actioncues på Skyfall-scoret.

De fleste cues er dog en blanding af suspense og action og enkelte er ren suspense. Der er kun relativt få afdæmpede cues, men de findes da, bl.a. ”Severine” (nr. 4), der også introducerer ét af scorets få deciderede temaer, et smukt romantisk tema for filmens Bond-pige Severine. Temaet vender i øvrigt tilbage i det tilsvarende afdæmpede ”Modigliani” (nr. 9). ”Close Shave” er også et eksempel på ét af scorets stille cues – og i øvrigt ét af den håndfuld af cues, hvor Newmans karakteristiske stil skinner meget tydeligt igennem!

Suspensemusikken er dog nok dér, Skyfall for alvor imponerer mig mest, og her er mange højdepunkter at vælge imellem: ”New Digs” (nr. 3) med sin blanding af guitar, electronica og strygere, det electronica-drevne ”Shanghai Drive” (nr. 6), og blandingen af electronica og symfoniorkester i både ”Quartermaster” (nr. 11) og ”Tennyson” (nr. 20) – for ikke at tale om ”Jellyfish” (nr. 7), der lægger ud med noget Elliot Goldenthal-influeret actionmusik for derefter at gå over i afsindigt godt konstrueret suspensemusik. Og her har jeg så kun nævnt nogle få af scorets glimrende suspensecues!

Flere af disse går i øvrigt over i actionmusik senere i cuet, bl.a. både ”Quartermaster” og ”Tennyson” samt den tilsvarende glimrende ”Kill Them First” (nr. 24). Af de mere rendyrkede actioncues har jeg allerede nævnt ”Grand Bazaar, Istanbul”, men der er selvfølgelig flere, hvoraf ”The Bloody Shot” (nr. 14) og ”Enquiry” (nr. 21) er et par af de allerbedste.

En stor dråbe malurt

Desværre bliver jeg nødt til at dryppe en meget stor dråbe malurt i bægret. Scoret mangler nemlig tematisk sammenhængskraft.

For nu at starte med temaet fra ”Skyfall”, så optræder det kun én eneste gang i scoret (i hvert fald som det høres på albummet), nemlig i det vildt flotte cue ”Komodo Dragon” (nr. 13), hvor Skyfall-temaet høres i kontrapunkt med de første par toner fra det klassiske James Bond-tema.

Det er mig en gåde, hvorfor Newman ikke bruger Skyfall-temaet mere i løbet af scoret. David Arnold ville med sikkerhed have grebet temaet og gjort det til filmens hovedtema, især fordi Skyfall-temaet faktisk er meget velegnet til at blive brugt symfonisk. Af én eller anden grund har Newman valgt ikke at gøre brug af temaet, og sammen med den yderst sparsomme brug af andre temaer – selv det ellers ikoniske James Bond-tema – er det med til at berøve scoret fornemmelsen af sammenhæng.

James Bond-temaet antydes godt nok i otte-ni cues og høres lidt mere udviklet i ”Breadcrumbs” (nr. 22), men det er meget små bidder af temaet, Newman gør brug af – sjældent mere end nogle få toner – og man ærgrer sig konstant over, at temaet ikke får lov til at optræde lidt mere.

Selv i ”Breadcrumbs” (som i øvrigt anvender David Arnolds arrangement af Bond-temaet fra Casino Royale) bruger Newman ikke temaet længere end til og med guitar-riffet, så vi får faktisk aldrig det fuldt udviklede James Bond-tema at høre i Skyfall. Det gjorde vi heller ikke i Quantum of Solace (hvor jeg da også savnede temaet), men med Skyfall kan man ikke længere bruge den undskyldning, at vi befinder os i Bonds formative periode: Efter den story arc, der afsluttedes i Quantum of Solace, er Bond nu fuldt udviklet som figur efter rebooten, og derfor er anvendelsen af det klassiske James Bond-tema ikke bare i orden, nu er det forventeligt.

Derudover markerer Skyfall også seriens 50 års jubilæum, ligesom filmen også på mange andre måder er en hyldest til hele serien og dens lange historie. Det er yderligere med til at gøre Bond-temaets sparsomme optræden ekstra mærkværdigt.

Der er et par andre småtemaer og motiver i løbet af scoret, bl.a. Severines tema, som jeg har omtalt, men det er på ingen måde nok til at binde musikken sammen til en tilfredsstillende helhed. Et nobelt og ret smukt blæsertema for M, der første gang høres i ”Voluntary Retirement” (nr. 2), dukker op igen i ”Mother” (nr. 29).

Man kan også undre sig over, at Newman dertil lader filmens flamboyante skurk, spillet af Javier Bardem, være helt uden et tilknyttet tema, ligesom heller ikke Eve (filmens anden Bond-pige) får et tema.

Ingen identitet

Derfor er Skyfall et score, der skal nydes nummer-for-nummer og ikke som en helhed, og det trækker ned i den overordnede vurdering. Den musik, Newman har skrevet, fejler i sig selv absolut intet, så længe man kun hører et cue af gangen. Men når man efter endt gennemlytning forsøger at genkalde sig musikken som andet end en serie af fine suspense- og actioncues, ja så er man i problemer. Musikken har ganske enkelt ingen overordnet identitet ud over den rent stilistiske.

At sige at Thomas Newman tabte bolden med sit Skyfall-score ville være at underkende kvaliteten af den musik, han har begået, men på nogle punkter er det alligevel en korrekt beskrivelse. Som rent suspense- og actionscore fungerer Skyfall aldeles glimrende. Som Bond-score falder det desværre igennem – og et Bond-score er netop, hvad vi burde kunne forvente til en film, der ikke barer fejrer seriens 50 år, men som samtidig markerer Bonds første eventyr efter figurens genfødsel i dobbelthistorien Casino Royale og Quantum of Solace. Det er der åbenbart nogen, der har glemt at fortælle Newman. Godt gået, Newman, men må vi så bede om at få David Arnold tilbage!

Nummerliste:
1. Grand Bazaar, Istanbul (5:16)
2. Voluntary Retirement (2:22)
3. New Digs (2:32)
4. Severine (1:20)
5. Brave New World (1:50)
6. Shanghai Drive (1:27)
7. Jellyfish (3:22)
8. Silhouette (0:56)
9. Modigliani (1:05)
10. Day Wasted (1:32)
11. Quartermaster (4:58)
12. Someone Usually Dies (2:30)
13. Komodo Dragon (3:21)
14. The Bloody Shot (4:46)
15. Enjoying Death (1:14)
16. The Chimera (1:58)
17. Close Shave (1:32)
18. Health & Safety (1:31)
19. Granborough Road (2:34)
20. Tennyson (2:14)
21. Enquiry (2:50)
22. Breadcrumbs (2:02)
23. Skyfall (2:34)
24. Kill Them First (2:22)
25. Welcome to Scotland (3:21)
26. She’s Mine (3:53)
27. The Moors (2:40)
28. Deep Water (5:11)
29. Mother (1:48)
30. Adrenaline (2:21)

Total spilletid: 77:22

Anmeldt i nr. 87 | 13/01/2013

Stikord: James Bond