Planet Pulp

Så er vi nået frem til den tredje af Philip K. Dicks filmatiserede noveller, hvor Løncheck og Stedfortræder tidligere er anmeldt her på siden. Som det også var tilfældet med de to tidligere noveller, er anmeldelsen af Minoritetsrapporten baseret på den danske oversættelse, som er at finde i antologien Filmatiserede noveller.

Med sine 40 sider er Minoritetsrapporten den længste af de tre noveller, men det der adskiller den markant fra de to foregående, er kompleksiteten i historien. Den er som de to andre basalt underholdende, men den kræver lidt mere opmærksomhed, hvis man skal fange alle historiens pointer. Og her er det igen imponerende, hvor meget Dick får ned på så lidt plads.

Stopper mordere før gerningen

Historien udspiller sig på et ikke angivet tidspunkt ude i Jordens fremtid, og vi befinder os i New York. Førkrim-Kommisær John A. Anderton var for 30 år siden med til at grundlægge Førkrim, som er en regeringsinstans, der stopper mordere, før de kan nå at begå et mord.

Anderton er med sine egne ord ved at blive gammel: “Jeg er ved at blive skaldet. Skaldet, tyk og gammel.” – altså alt andet end den Anderton, man ser i Steven Spielbergs Minority Report (2002), hvor Tom Cruise er fysisk imponerende i sin fremstilling af Anderton.

På sit kontor får Anderton besøg af den unge Ed Witwer, som senatet har udset til at afløse Anderton, når han går på pension. Anderton fører Witwer ned til analyseblokken, som er et rum spækket med computere, ledninger og – i midten af rummet – byggestenen i Førkrim: De tre prækogmutanter.

Et uddrag

For at illustrere hårdheden i Dicks sprogbrug, den måde som samfundet bruger sin befolkning på, og som en forklaring på, hvordan prækogmutanterne fungerer, vil jeg komme med et uddrag fra novellen:

“I det dystre halvmørke sad de tre idioter og pludrede. Hver eneste usammenhængende ytring, enhver tilfældig stavelse blev analyseret, sammenlignet og sat sammen på ny til visuelle symboler, der blev skrevet ud på konventionelle hulkort og skudt ind i forskellige kodede sprækker. Hele dagen lang sad de tre idioter og lallede omgivet af bundter af ledninger i deres specialkonstruerede højryggede stole, spændt fast i samme stive stilling med metalbånd og spændbøjler. Deres fysiske behov blev der automatisk sørget for. De havde ingen åndelige behov. Som grøntsager sad de og mumlede og døsede og var til. Deres hjerner var sløve, forvirrede, fortabte i tåger.”

Som man godt kan se, bliver prækogmutanterne beskrevet som hjernedøde dyr, der udnyttes af den moderne teknologi. Vi er her også meget langt fra den skildring, som filmen Minority Report giver af prækogmutanterne, hvor disse ikke er deforme, og hvor deres personlighed i filmen bliver et centralt, og meget patetiske element. Hos Dick er skildringen blot kold, kontant og ubehagelig.

Minoritetsrapporter

Naturligvis dukker der et kort op med Andertons navn på, hvor han efter sigende skal slå en Leopold Kaplan ihjel; en mand, som Anderton aldrig har hørt om. Og så er det at handlingen rigtig begynder at tage fart. For hvem kan Anderton stole på? Er Witwer med eller mod ham, og hvad er hans kones rolle i hele miseren? Hvorfor har en militærfraktion en finger med i spillet, og hvem er det, der vil Anderton og Førkrim til livs?

Så samtidig med at Anderton har hele regeringen på nakken, må han prøve at bevise sin uskyld, og her må han først lære om de såkaldte minoritetsrapporter, som er en vigtig del i hele Førkrims virke. Jeg vil ikke røbe mere her, men forbered jer på en uhyre spændende historie med uventede drejninger og en superfed slutning.

Nihilistisk verdenssyn

I hele tanken og teorien bag Førkrim ligger der et fundamentalt problem – som både er etisk og juridisk. Nemlig at folk bliver anholdt for en forbrydelse, de endnu ikke har begået. Det er en typisk Dick-idé, som bunder i utrygheden ved det etablerede samfund og ved tanken om, at vores fremtid allerede er fastlagt. Denne utryghed har Dick så hensat til fremtiden, hvor de såkaldte prækogmutanter fungerer som orakler, der kan se ud i fremtiden.

Hvis man skulle trække en rød tråd gennem de tre første af Dicks filmatiserede noveller, er der flere ting, som går igen. For det første er det eksisterende samfund blevet til noget, der minder om et totalitært styre, hvor det enkelte individ ikke levnes meget plads. Det hele fungerer som en stor myretue, hvor kontrollen er det altafgørende.

En anden klar parallel finder man i de tre hovedpersoner: Jennings, Olham og Anderton. Alle tre er typiske antihelte, som brænder nallerne, da forskellige hændelser sætter dem op mod samfundet. På den ene eller anden måde er de alle også fanget af deres fremtid. Jennings har set ting ude i fremtiden, Olham beskyldes for at være en alien, der vil angribe Jorden, og Anderton bliver et led i et komplot, hvor hans eget navn kommer frem i Førkrimafdelingens analyseafdeling. Derfor bliver de tre heltes opgave at forsøge at bevise deres uskyld.

Det er et meget nihilistisk verdenssyn, Dick ligger for dagen, hvor vi som individer blot reduceres til statister i en verden, hvor kontrollen og frygten er det dominerende. Samtidig leger Dick med tanken om den forudbestemte skæbne, hvor vores fremtid allerede er fortalt. Til at bekrige samfundet har Dick skabt nogle troværdige hovedpersoner, der bruger deres snilde og menneskelighed til at gøre spæde oprør.

Underholdende og velskrevne

Man kunne hæfte sig ved – og kritisere – at Dick benytter den helt samme skabelon til både at skabe historierne og personerne. Men for mit vedkommende er det ikke noget problem, da hver af de tre noveller er så underholdende og velskrevne. Dick skærer ind til benet, både i længde, sprogbrug og i historiens fremdrift. Men hvis man søger efter dyb, filosofisk sci-fi, hvor der bruges meget plads på at beskrive sci-fi-elementerne og de filosofiske valg, som karaktererne må træffe, skal man nok ikke læse Dick.

Når det er sagt, så er Dick så præcis i sine formuleringer og sine tanker, at der kommer meget fine, korte sci-fi-elementer, filosofiske elementer og meget andet, som eksempelvis hele idéen med Førkrim.

Fanboy

Jeg kan kun kaste mig i støvet for den afdøde forfatter og stemple mig selv som Philip K. Dick-fanboy. Det er mine øjne noget af det bedste, der findes indenfor sin genre – og i det hele taget noget af det bedste, når man taler om novellemediet. Minoritetsrapporten er også den bedste af de tre første filmatiserede noveller. God fornøjelse med novellen – og for en gang skyld har vi også at gøre med en ganske god filmatisering med Steven Spielbergs Minority Report, om end den drukner lidt i ligegyldig action og lommefilosofi.

Anmeldt i nr. 18 | 13/04/2007

Stikord: Filmatiseret, Fremtiden