Hollywood gav ham den store chance med koldkrigs-ungdomsdramaet Wargames (1983), men kun 14 dage inde i produktionen forlod Brest filmen.
Det var helt uhørt sådan at gå imod etablerede filmstudier som en nybegynder, men det var de første tydelige tegn på en film-personlighed, der ikke ville gå på kompromis.
Mastodontproducere Don Simpson og Jerry Bruckheimer henvendte sig til Martin Brest for at få ham til at instruere Beverly Hills Cop (1984). Martin Brest havde dog andre planer med sine projekter og karriere, og takkede nej.
Andre ville have givet sin højre arm for sådan en chance. Producer-parret blev imidlertid ved i deres overtalen, og efter sigende slog Brest til sidst plat eller krone, om han skulle tage jobbet.
Beverly Hills Cop blev den mest indbringende R-ratede film i historien og mistede først den titel til The Matrix (1999).
Hollywood lå nu for Martin Brests fødder. Men igen viste han sig som en filmskaber, man ikke helt var vant til. For Brest havde ikke travlt, og der skulle gå lidt tid, inden man hørte fra ham igen.
Manuskriptforfatter George Gallo stødte en dag på Martin Brest. George Gallo havde på det tidspunkt fået et af sine manuskripter filmatiseret for første gang, mafia-komedien Wise Guys (1986) instrueret af Brian De Palma.
George Gallo var meget sulten. Han havde skrevet en film kaldet Bad Boys, som Don Simpson og Jerry Bruckheimer ville producere, og Gallo vidste, producerne havde sendt hans manus til Martin Brest.
Så Gallo spurgte Brest, hvad han syntes, men Brest havde ikke lyst til endnu en cop-film. Så Bad Boys (1995) skulle først blive filmatiseret godt 10 år senere af Michael Bay, med Will Smith og Martin Lawrence i hovedrollerne. Men Martin Brest spurgte George Gallo, hvad han ellers havde.
George Gallo kunne fortælle, at han gik med en halvfærdig idé om en dusørjæger, der skal aflevere en tidligere mafia-revisor, med både FBI og mafiaen efter sig.
Martin Brest var vildt overrasket over, der stadig fandtes dusørjægere, men der var (er?) en gammel Wild West-lov, dateret tilbage til 1853, i kraft. En lov der i bund og grund tillod nogen mod betaling at kunne fange og kidnappe folk og indlevere dem til godkendte myndigheder.
Martin Brest og George Gallo var i øjeblikkelig sync, og de lukkede sig mere eller mindre inde sammen for at skrive løs på Gallos idé. Sammen skabte de et af de mest strømlinede, perfekte manuskripter nogensinde skrevet.
Midnight Run er historien om den nærmest udbrændte eks-betjent, nu dusørjæger, Jack Walsh (Robert De Niro), der skal føre Jonathan “The Duke” Mardukas (Charles Grodin) fra New York til L.A..
Jack er blevet hyret af Eddie Moscone (Joe Pantoliano), der har kautioneret en del penge for The Duke og vil miste disse, hvis ikke The Duke dukker op i retten.
Mascone var ikke klar over, The Duke er tidligere revisor for mafiabossen Jimmy Serrano (Dennis Farrina), og at The Duke, inden han gik under jorden, stjal adskellige millioner fra Serrano og gav pengene til velgørenhed.
Jimmy Serrano har sat en pris på The Dukes hoved, men The Duke er også eftersøgt af FBI, da han er hovedvidne i forsøget på at få standset Jimmy Serranos forbrydersyndikat. I spidsen af FBI står agent Alononzo Mosely (Yaphet Kotto), som er klar til at gøre hvad som helst for at få fat på Jimmy Serrano.
Jack Walsh har en fortid som undercoverbetjent i Chicago, hvor Serrano var medvirkende til, at Walsh måtte opgive ikke bare at være betjent, men forlade sin kone og datter.
Men nu ønsker Jack Walsh blot at bringe The Duke tilbage til Eddie Moscone, så han kan få sin dusør og “get out of this miserable fucking business”.
Men det skal vise sig at være meget svært at få revisoren transporteret til L.A., da The Duke har højdeskræk (eller har han?).
Walsh og Mardukas hader hinanden fra første blik, så det bliver en lang tur i toge, busser og biler, med både mafia og FBI i hælene.
Derudover kaster Eddie Mascone en anden dusørjæger, og Jack Walshs rival og modpart, Marvin Dorfler (John Ashton), ind i kampen. Hvad der ellers lignede en nem opgave – en “Midnight Run” – er nu en vanvittig jagt på tværs af landet…
Umiddelbart lyder det som en beskrivelse af en fin actionkomedie, men Midnight Run er meget, meget mere.
Filmen var i 1988 en økonomisk succes, der i box office blev lidt overhalet af Die Hard og special effect-fænomenet Who Framed Roger Rabbit (dansk: Hvem snørede Roger Rabbit).
Men Midnight Run fik helt overvældende anmeldelser, der først og fremmest roste filmen for dens casting. Som det ses ovenfor bestod filmen nærmest af et ensemble-cast – men ikke for samtiden. Mange af de medvirkende var inden filmen ukendte.
Den legendariske anmelder Roger Ebert skrev, at dén, der havde sat Robert De Niro og Charles Grodin sammen, måtte have en 6. sans. Og det var præcis, hvad Martin Brest havde, når det gjaldt casting. Og han kæmpede til det sidste for at få de skuespillere, han så som de rigtige, med i sin film.
Det er i dag mærkeligt at tænke på, at det krævede overtalelse og kamp for at få lov til at få Eddie Murphy til at spille Axel Foley i Beverly Hills Cop. Men det var Brest nødt til. På samme måde måtte han kæmpe i Midnight Run. Specielt for Charles Grodin.
Efter Robert De Niro og Charles Grodin havde prøvefilmet sammen, var den helt unikke kemi mellem de to tydelig for både Martin Brest og De Niro. Men som kontekst er det her vigtigt at forstå, at Robert De Niro tilbage i 1987 ikke var en kæmpe stjerne.
Han havde ellers hidtil haft en karriere som A-liste-karakterskuespiller, altid nomineret ved prisoverrækkelser, og medvirket i kæmpefilm af instruktører som Brian De Palma, Martin Scorsese, Francis Ford Coppola, Michael Cimino, Roland Joffé, Alan Parker og endda Bernardo Bertolucci.
Men Robert De Niro havde brug for en afgørende gennembrudsfilm. Og han vidste, det skulle være komedie. Han kæmpede hårdt for hovedrollen i Big (1988), men tabte den til Tom Hanks. Simpelthen fordi Hanks dengang var et mere sælgende navn.
Så Robert De Niro var meget, meget seriøs med Midnight Run. Og han vidste, Charles Grodin var dén, der kunne hjælpe med at gøre ham (De Niro) sjov.
Men produktionsselskaberne afviste konsekvent, så Brest og De Niro måtte caste en lang række skuespillere.
Robin Williams var i betragtning længe, da han var vild efter at få rollen som The Duke. Og på et tidspunkt var Cher i betragtning som en kvindelig The Duke, da hun var brandvarm Oscar-vinder efter Moonstruck (1987).
For Brest og De Niro var dette ren proforma, da de kun ville have Charles Grodin. Ellers ville ingen af de to medvirke. De vandt.
Faktisk prøve-skuespillede Robert De Nero med stort set alle de skuespillere, der er med i filmens større biroller. En sådan dedikation er naturligvis med til på uhørt vis at hæve barren for filmen og årsagen til den magi, der er i samtlige scener gennem Midnight Run.
Ekstremt dygtige skuespillere brænder igennem, som Yaphet Kotto, John Ashton (som Brest også brugte i Beverly Hills Cop), Joe Patoliano (der senere skulle blive kendt som Cypher i The Matrix (1999), og tidligere real-life detective, Dennis Farina i rollen som gangsterboss Jimmy Serrano.
Martin Brest tillod og tilskyndede spontanitet og improvisation, og alle han satte foran kameraet besad præcis disse kvaliteter.
Selv de skuespillere, der kun medvirker i enkelte scener med få replikker, havde Brest personligt valgt. Manusforfatter George Gallo var med under hele produktionen og kunne omskrive replikker på stedet.
Fantastiske, udødelige replikker i filmen er opstået på denne måde. Som da Charles Grodin får til opgave at få Robert De Niro til at grine og udbryder “You ever had sex with an animal, Jack?”.
Eller da den konkurrerende dusørjæger, Marvin, står i lufthavnen med en cigaret i hånden og er ved at bestille billetter. Ekspedienten (en cameo af Martin Brest) spørger “Would that be smoker or non-smoker, sir”, hvor Ashton improviserer “Take a wild guess”.
Der er også scenen, hvor FBI-agent Alonzo Mosely stjæler Marvins cigaretter, og eftersom dette ikke er første gang, spørger Marvin “Why don’t you quit? It’d be cheaper for both os us”.
Det var en replik, John Ashton havde sagt til forfatter George Gallo en dag, de var i byen sammen, hvor Gallo vanen tro havde nasset en cigaret. Gallo indskrev straks replikken i sit manuskript.
Sådan var ånden under produktionen. Der var åbent for alle at bidrage. Og det gjorde de.
Martin Brest ville dog ofte gå lidt langt for at få ægtheden frem. En af de mange action-sekvenser i Midnight Run indebærer en scene, hvor Walsh, The Duke og Marvin i bil jagtes og beskydes af en helikopter.
Det kulminerer med, at Walsh og The Duke ryger i en frådende flod. Dette blev filmet i New Zealand, og her var det for Brest en selvfølge, at dette ville skuespillerne selv udføre. Der var ikke engang hyret en stuntman.
Da Charles Grodin (forståeligt nok) er noget utryg, og forsøger at tale sig ud af det, smider Martin Brest infamøst alt sit udstyr, og kaster sig ud over klippekanten ned i den vilde flod. For at vise der ikke var noget særligt ved det. Ingen undskyldninger.
Alle medvirkende på produktionen blev venner. Nærmest familie. Og alle skulle de senere i livet fremhæve Midnight Run som den film, de var/er mest stolte over at have medvirket i. Og Robert De Niro viste, han havde sans og timing til komedie, og herefter var han filmstjerne.
Fotograf Donald E. Thorin havde øje for både stil og farvebrug og kunne balancere action, og det gør Midnight Run virkelig lækker at se på.
Og så er der et fantastisk, men meget atypisk blues-soundtrack af selveste Danny Elfman, der ellers skulle blive legendarisk for sin mere fantasy-prægede musik for f.eks. Tim Burton (Beetlejuice, Batman, Edward Scissorhands, Mars Attacks!, m.fl.), Sam Raimi (Darkman, Army of Darkness, Spiderman-trilogien) og Barry Sonnenfeld (Men In Black), og meget mere.
Efter Midnight Run lå Hollywood fortsat for Martin Brests fødder. Men stadig skulle filmene ikke bare komme i stride strømme.
Hans næste film blev Scent of a Woman (dansk: En duft af kvinde, 1992), der gav Brest en Oscar-nominering for Bedste Instruktør, og indbragte hovedrolleindehaver Al Pacino sin Oscar for Bedste Mandlige Skuespiller.
Brest brugte de næste år på at forberede det større end stort anlagte eksistentielle romantiske drama Meet Joe Black (1998), hvor Brad Pitt spiller selveste Døden overfor Anthony Hopkins.
Martin Brest havde skrevet, produceret og instrueret, og havde satset nærmest alt. Men filmen viste ikke helt den samme perfektionistiske timing som hans tidligere film. Meet Joe Black delte vandene, og det blev tydeligt, Brest ikke længere kunne gå på… ja, vandet.
Brests sidste film blev den katastrofalt dårlige Gigli (2003) med Jennifer Lopez og Ben Affleck. Filmen kom ud med grusomme anmeldelser og var et økonomisk flop. Gigli er helt sikkert en skrækkelig film, men vi har alle set film både før og efter, der er værre.
Men Martin Brest forsvandt. Altså helt og aldeles forsvandt. Som i: Ingen ved den dag i dag, hvor han er! Og det er jo ret imponerende, at man i denne højteknologiske kommunikationsverden bare kan gå “off the grid” som en anden James Bourne. Men det er tilfældet.
Og mange har seriøst forsøgt at få fat i ham. Ikke bare for et comeback, men også for interviews, eller medvirke til hyldester, events og særudgivelser af hans film. Men han er væk!
Mange har spekuleret over, hvad der kunne få en filmskaber til at tage så drastisk en beslutning. Selv de største instruktører har jo deres andel af flops.
Men alt tyder på, at Martin Brest havde mindre brug for Hollywood end omvendt. Helt fra hans spæde start, ser man tegn på, at hvis han skulle lave film, skulle det kreativt være på hans måde, eller slet ikke.
Det ses både i det lave antal film, han nåede at lave, samt de konfrontationer, han alligevel nåede at involvere sig i.
Under produktionen af Gigli og det kæmpe mediecirkus, der hed “Bennifer”, blev det tydeligt, at Hollywood helt havde bevæget sig væk fra noget, Martin Brest kunne leve med. Hvor selskaberne havde det kreative sidste ord, ikke filmskaberne, og pengene på bundlinjen er altafgørende.
Så Midnight Run står som et lysende eksempel på en tid, hvor Hollywood var kunst før profit. Og Martin Brest var en af de filmskabere, der skinnede kort, men meget klart.
Det er Brests sans for detaljer og hans unikke evne til filmisk at udvikle sine karakterer – og at han fik lov til det – der adskiller Midnight Run fra andre film i genren action-comedy, og har givet den kultstatus af mesterværk.
Filmen har med tiden eskaleret i status og hyldes i dag som en af historiens bedst filmede og koreograferede road movies, samt et studie i sammensætningen af en vellykket, velskrevet buddy film.
Den oser af nerve, overlegen fortællestil, æstetisk fotografering, et ypperligt dialogdrevet manuskript, der er ført ud af fantastiske skuespillerpræstationer. Mange filmskabere, filmkritikere, og i det hele taget folk, der elsker film, har Midnight Run på deres lister over yndlingsfilm.
Første gang jeg så Midnight Run var tilbage i 1989. Jeg var på rygsæk-rejse Jorden rundt og befandt mig på Koh Samui i Thailand.
Det var før internettet, så adgangen til film var en del mere begrænset end i dag. Strandbarerne i Thailand kunne dengang tilbyde filmvisninger af piratkopier af de nyeste film – i varierende kvalitet naturligvis.
Men uanset hvilken kvalitet mit meget unge jeg så den i dengang, gik den rent ind. Og jer ser stadig filmen flere gange om året.
Efter jeg er blevet far til to døtre, er den scene i filmen, der altid rammer mig hårdest, scenen, hvor Jack Walsh og The Duke besøger Walshs ex-kone, Gail (Wendy Phillips) for desperat at søge hjælp. Og hvor Walsh møder den datter, Denise (Danielle DuClos), han blev tvunget til at forlade, og som han ikke har set i årevis.
Selvom jeg ved, den scene kommer, og jeg forsøger at forberede mig, brister mit hjerte hver gang.
Scenen er væsentlig i filmens forløb og et vendepunkt i forholdet mellem de to hovedpersoner, og den er også et meget tydeligt eksempel på den magi, der var Martin Brest.
Jeg kan ikke komme i tanke om andre der i denne grad kunne balancere dybtfølte menneskelige følelser og sentimentalitet med action, f-ordet og humor.
Anmeldt i nr. 201 | 13/07/2022
I denne måneds leder skriver Jacob Krogsøe om... en julekalender?
Edgar Wrights overnaturlige thriller om den unge kvinde Ellie, der på sit værelse i Soho…
Alfred Hitchcocks thriller om reklamemanden Thornhill, der uforvarende bliver viklet ind i en kompliceret og…
Demi Moore og Margaret Qualley er fantastiske i den groteske og absurde The Substance, der…
Det er blevet oktober, og her på Planet Pulp har vi en virkelig god idé…
