Planet Pulp

Velkommen til metalrobotten Metallicus, velkommen til en musikscene i forandring, velkommen til den udbrændte forsanger Axel, nej undskyld, Alex.

Greis og fortiden

Ruben Greis formår igen, på let og elegant vis, at forene en umiddelbar og skøn fortælleglæde og fine sproglige evner med et herligt plot og en hyldest til en ikke så fjern fortid – nemlig de toneangivende (for min og Greis’ generation) 1980’ere og 1990’ere.

Greis gjorde det første gang med den stilsikre Shane Black-homage Den sidste gentleman fra 2010 og gjorde det igen med den herlige zombiebandit Udød fra 2020.

Nu er turen kommet til metal-scenen.

Rustent jern

Vi møder det metaltrætte metalband Metaldeath, med deres metaltrætte frontmand Alex, der havde deres storhedstid for meeeeget lang tid siden.

Nu spiller de for halvtommme sale og får anmeldelser fra anmelderen Tomás Trejo (god set, Greis), der slutter af på denne måde:

“Metaldeath er ikke dødt, men der er eddemame træt. Forny jer, folkens, eller stop, før I keder mig ihjel.”

Og så sker der eller noget nyt. For Alex’ lillebror, IT-nørden Lawrence kommer sin (tror han) bror til undsætning. For Lawrence har nemlig opfundet AI-robotten Metallicus!

Men Alex, der lever i fortiden og til duften af sin gamle succes, føler sig truet. De andre bandmedlemmer er dog mere positive, for de ved godt, at legen ellers snart er slut. Men Alex er bange for maskinerne – hvilket jo er en tematik, der også fylder meget ude foran fiktionens rammer, altså ude i vores virkelighed.

I en pissoirsekvens siger den erfarne rytmeguitarist følgende til Alex:

“Jeg var fabriksarbejder, før jeg tog tømreruddannelsen. Maskiner har altid forsøgt at erstatte mig. Men de har i det mindste haft sværere ved at indhente mig her i musikbranchen.”

Men det er ikke nok for Alex med disse vise ord. For han føler sig truet OG han er sur på sin lillebror – en lillebror, der bare har gjort det for at imponere den storebror, han altid har set op tid.

Maskinernes indtog til tonerne fra Skynet413

Men Alex bliver også, umiddelbart, høj på den succes, som robottens entré skaber, for pludselig spiller de for fulde sale og får gode anmeldelser.

Dog kommer det med en pris – sådan er det vel altid når man laver den slags aftaler? Hvordan det hele udvikler sig (og i hvilken retning, Metallicus udviker sig), vil jeg ikke røbe her, men kan dog citere en af verdens bedste film, en film som med garanti har været en stor inspirationskilde for Greis:

“My CPU is a neural-net processor; a learning computer. The more contact I have with humans, the more I learn.”

Veloplagt

Denne hurtigt læste og letfordøjelig roman er en hyldest til metal-genren, Terminator, “Dueling Banjos” og meget andet, og den er meget veloplagt.

Morsom, spændende og ganske rørende – idéel for store teenagere og folk som mig. Den type af underholdning, hvor der er noget ekstra for dem, som også svømmer rundt i samme nostalgireservoir, som Greis gør.

Desuden er den et fint indspark (og ikke en løftet pegefinger) i hele debatten om AI. For hvad sker der, både for kunstnere og for almindelige mennesker (og en anmelder som mig), når AI vinder mere og mere frem? Læs den før din nabo giver dig en robot, der udfordrer dig til duel!

Anmeldt i nr. 227 | 13/10/2024