Men in Black 3

Hele ti år skulle der gå mellem film nummer to og tre i Men in Black-serien, og efter den temmelig skuffende toer, var der næppe mange, der havde de store forventninger til treeren. Så meget desto mere glædeligt var det, at Men in Black 3 er en virkelig godt sammenskruet, sjov og stedvist rørende science fiction-komedie.

Men in Black 3 klarede sig da også helt fortjent glimrende ved billetlugerne – faktisk er det den af de tre film, der økonomisk har klaret sig bedst, så det er selvfølgelig ingen overraskelse, at Columbia Pictures har luftet tanken om at lave en firer. Om Will Smith og Tommy Lee Jones vender tilbage endnu engang er på nuværende tidspunkt uvist, men selv hvis de ikke gør, har de med Men in Black 3 i det mindste afsluttet deres engagement i serien med bravour.

Tidsrejsende rumskurk

Men in Black 3 starter med, at vi er vidne til en spektakulær fangeflugt: Rumvæsnet Boris the Animal (Jermaine Clement) undslipper fra Lunar Max-fængslet på Månen, hvor han har siddet indespærret i over fyrre år, siden K skød hans arm af og fangede ham på Cape Canaveral i 1969 (et sted og et årstal, der for de fleste bør være synonymt med én ting). Ved samme lejlighed aktiverede K ArcNet; et sikkerhedssystem, der sikrede Jorden mod en regulær alien invasion af Boris’ artsfæller – bogloditerne.

Nu hvor han er sluppet fri, vil Boris have hævn, men ikke ved bare at tage til Jorden og slå K ihjel. Boris har nemlig siddet i fængsel sammen med én, der har opfundet tidsrejsen. Der sker derfor det i filmens nutidshandling, at K (Tommy Lee Jones) pludselig forsvinder, og alle andre end J (Will Smith) tror, at K har været død i 40 år.

På én eller anden måde kan J huske K, og sammen med den nye chef for MIB-organisationen, O (Emma Thompson), regner J ud, at Boris er rejst tilbage i tiden og har lavet om på historiens gang. Det har ikke kun haft den konsekvens, at K har været død siden 1969; ArcNet er heller ikke blevet aktiveret, så derfor står Jorden overfor en alien invasion af de stygge bogloditer.

Nu må J rejse tilbage til 1969 for at forhindre Boris i at slå K ihjel og for at få aktiveret ArcNet. Det fører en masse veloplagt humor med sig, og ikke mindst betyder det, at J møder den unge K i skikkelse af Josh Brolin.

Josh Brolin stjæler scenerne

Akkurat ligesom de to foregående Men in Black primært har fungeret på grund af kemien imellem Will Smith og Tommy Lee Jones, så kan man sige det samme om Men in Black 3 – blot er det her kemien mellem Will Smith og Josh Brolin. Tidsrejsehistorien betyder på den ene side desværre, at der er begrænset screentime til Tommy Lee Jones, men heldigvis er Josh Brolin ekstremt godt castet som den unge K.

Faktisk er Brolin ikke bare god som en ung ”Tommy Lee Jones”; han er helt perfekt. Dels er der Brolins udseende, der har meget tilfælles med Jones’, dels formår Brolin at ramme Jones’ gestik, mimik og diktion på en måde, der er næsten uhyggelig. Men det bedste af det hele er, at han gør det, uden at hans spil kommer til at virke påtaget eller karikeret. Josh Brolin er stadig Josh Brolin i rollen, men han er samtidig Tommy Lee Jones. Det er en pragtpræstation, der faktisk ofte gør, at Brolin totalt stjæler scenerne fra Will Smith.

Forrygende setting

Foruden samspillet mellem Brolin og Smith, har Men in Black 3 et andet trumfkort i ærmet, og det er settingen. Manuskriptforfatteren formår nemlig at bruge 1969-settingen til en række virkelig morsomme scener, der tegner et både kærligt og karikeret billede af tresserne. Det starter sådan set lige med det samme, J er ankommet til fortiden og kører i elevator med en hvid mand, der tydeligvis er ekstremt intimideret af at være så tæt på en sort mand.

Derefter bliver det bare bedre, og for mit vedkommende kulminerer det i scenen på Andy Warhols berømte The Factory. Præcis hvad der sker her, skal jeg ikke afsløre, for hvis I ikke allerede har set filmen, skal I have lov til at opleve det ved selvsyn.

1960’er-settingen udnyttes også fint af filmens production designer Bo Welch, der har udtænkt nogle sjove 1960’er-ækvivalenter til nogle af de dimser og køretøjer, vi kender fra de to første Men in Black-film.

Castet omkring Brolin, Smith og Jones er også fint – Emma Thompson er god i rollen som Z’s afløser O (muligvis har Rip Torns juridiske problemer været medvirkende til, at han ikke gentog rollen som Z), og i rollen som den unge O i 1969-settingen ser vi Alice Eve. En anden 1969-figur, der spiller en vigtig rolle for filmens plotafvikling er det firedimensionelle rumvæsen Griffin (Michael Stuhlbarg), der hjælper J og K i kampen mod Boris the Animal.

Af de indtil videre tre Men in Black-film er det desuden Boris the Animal, der gør den bedste figur som skurk. Jermaine Clement er maskeret til ukendelighed (og ofte suppleret med liberale mængder CGI) i rollen, men Boris fremstår betydeligt mere truende og uhyggelig end nogle af skurkene i de to foregående film.

Følelsesmæssig modenhed

Dette skal ikke forstås sådan, at Men in Black 3 er decideret uhyggelig, men helt overordnet fremstår filmen en anelse mere seriøs end sine forgængere. Det betyder ikke, at filmen ikke er overdrevet eller humoristisk, for det er den, men disse aspekter af filmen er krydret med en følelsesmæssig modenhed, ingen af forgængerne havde.

Det kommer til udtryk på flere måder. Bl.a. formår J at komme lidt under huden på den unge K på en måde, det aldrig er sket med den gamle K. Den unge K er stadig tør som en mundfuld kanel, men han er ikke uden humor, og J finder endda ud af, at K og O har noget kørende.

En anden måde, denne følelsesmæssige modenhed bringes i spil på, er forholdet mellem J og hans ukendte far. Præcis hvordan dette kommer til udtryk er endnu en ting, jeg ikke vil afsløre her, men hen imod slutningen er det med til at gøre filmen stedvist decideret rørende.

Disse aspekter er en klar afvigelse fra de to foregående Men in Black-film, og det samme kan siges om den betydeligt mere afdæmpede, stedvist nærmest subtile, humor. Det drager Men in Black 3 stor fordel af, og det kan man takke manuskriptforfatter Etan Cohen for. Han har tidligere bl.a. skrevet Tropic Thunder (2008) og må selvfølgelig ikke forveksles med Ethan Coen.

Cohen har formået at balancere Men in Black-seriens obligatoriske ingredienser langt bedre end i de to første film, og det er endda lykkes for ham at give hovedpersonerne en smule psykologisk dybde.

Desuden må Cohen roses for at udnytte tidsrejseaspektet på en måde, der både giver nogenlunde intern mening (selvfølgelig med de enorme plotproblemer, der altid følger med tidsrejser) og som betyder, at tidsrejsefænomenet faktisk kommer til spille en reel rolle i selve filmen. Med andre ord er tidsrejsen ikke bare et påskud for at flytte handlingen til 1969.

Men in Black-franchisens bedste film

Teknisk kan man også godt mærke, at der er gået ti år siden Men in Black II – selvom rumvæsnerne og køretøjerne stadig er overdrevne, er CGI’en langt mere overbevisende integreret. Genskabelsen af Apollo 11-affyringsrampen, hvor filmens klimaks udspiller sig, er for eksempel intet mindre end totalt overbevisende.

Overordnet fremstår Men in Black 3 bare som den mest overbevisende af de tre film til dato. Den har den bedste historie, det bedste manuskript, den sjoveste setting, den bedste skurk, de bedste effekter – ja, helt generelt er den de to første Men in Black-film overlegen på næsten alle punkter. Det absolut eneste, man savner, er Tommy Lee Jones, men så har vi heldigvis en ligeså glimrende Josh Brolin.

Præcis alle grundene til, at Men in Black 3 er så god en film, som den er, er samtidig grundene til, at man kan være nervøs ved tanken om en firer. Will Smith og Tommy Lee Jones vil uden tvivl være lige så gode, som de altid har været, men manuskriptforfatteren vil få svært ved at integrere Josh Brolin i løjerne – og Brolin er som nævnt én af de centrale grunde til, at Men in Black 3 fungerer så godt. Tidsrejseaspektet kan heller ikke genbruges, uden at det bliver fortænkt, så også her vil en eventuel firer være uden ét af de centrale elementer ved treerens succes, nemlig en anderledes og sjov tidsmæssig setting.

Men alt dette er selvfølgelig ikke andet end bekymringer om noget, der ikke har fundet sted endnu, og den slags overlader vi til dem, der rent faktisk rejser i tiden. Her og nu kan vi bare nyde Men in Black 3 som den ubetingede succes, den er, og glæde os over, at Men in Black-franchisens tredje film er seriens klart bedste.

Anmeldt i nr. 121 | 13/11/2015

Stikord: 3’er, Alien Invasion, Fortsættelse, Rumvæsner, Tidsrejser