Planet Pulp

I Danmark fik vi for et par år siden mulighed for at stifte bekendtskab med den amerikanske TV-serie Masters of Horror, da de 13 afsnit blev udgivet på DVD på det danske marked. Idéen bag serien var at samle nogle af de største horrorinstruktører og give dem frie tøjler til at lave, hvad de havde lyst til. De eneste begrænsninger på projektet var et fastlagt budget, en uge til at filme og en spilletid på max én time.

Som horrorfan kan man ikke sige sig fri for at have savlet lidt over projektet, især da instruktørerne blev offentliggjort og flere af de helt store havde en finger med i spillet. Første sæson bød blandt andet på film fra John Carpenter, Dario Argento, Stuart Gordon, Joe Dante, Takashi Miike, Don Coscarelli, Tobe Hooper, John Landis med flere.

Anden sæson bedre end første

Foruden at mange afsnit er instrueret af et stort horrorikon, var afsnittene heller ikke klippet hvad angår blodige scener og seksuelt indhold. Med disse ting in mente burde Masters of Horror være en kæmpesucces med masser af geniale små horrorfilm, hvor instruktørerne virkelig kunne få lov til at slå sig løs. Men desværre gik det knap så godt, som man kunne have forestillet sig med de mange film. Et par af dem havde dog noget på hjerte, og kunne holde publikum fanget, som f.eks. Joe Dantes Homecoming (2005) og Stuart Gordons H.P. Lovecraft-film Dreams in the Witch-House (2005).

Selvom seriens første sæson ikke var fejlfri, skabte den alligevel hype nok til at fortsætte i endnu en sæson, hvor flere af instruktørerne igen fik lov til at lege med mediet. Vi har endnu ikke fået mulighed for at se filmene fra 2. sæson på dansk DVD, men serien er i USA udkommet i et ultralækkert set, hvor alle filmene er inkluderet i et plastikkranie!

Flere af de store instruktører har fået lov til at instruere et afsnit igen, og i flere tilfælde er resultaterne langt bedre end dem, vi så i første sæson. Der er selvfølgelig nogle svipsere indimellem, men i sidste ende sidder man med et langt bedre resultat, end man kunne have forventet.

Fra Lovecraft til Poe

Stuart Gordon er nok bedst kendt for sine filmatiseringer af forfatteren H.P. Lovecrafts fantastiske fortællinger som Re-Animator (1985) og From Beyond (1986) og i første sæson af Masters of Horror var han igen klar med en Lovecraft-filmatisering.

Derfor kommer det lidt som en overraskelse at Gordon ikke baserer sit indlæg i 2. sæson på en Lovecraft-historie, men i stedet en historie af Edgar Allan Poe. Det er dog ikke ensbetydende med, at filmen er blevet ringere – tværtimod. Med The Black Cat har Stuart Gordon lavet en fantastisk lille film, der blander både Edgar Allan Poes liv med hans fortælling om den sorte kat, så man ikke altid ved, hvad der er ”virkeligt”, og hvad der sker inde i Poes hoved.

Selv hvis man allerede har stiftet bekendtskab med The Black Cat i andre sammenhænge (eksempelvis i Romero/Argento-antologien Due occhi diabolici fra 1990) eller læst historien er der stadig en del at komme efter i Stuart Gordons lille filmatisering, som passer perfekt til den begrænsede spilletid på en time.

En presset Poe

I rollen som Edgar Allan Poe ser vi Stuart Gordon-kendingen, Jeffrey Combs, der nok bedst er kendt som Dr. Herbert West i Re-Animator-serien og fra et utal af andre Lovecraftfilmatiseringer.

Da vi møder Poe har han sat sig for at skrive nogle flere digte og lægge sine andre fortællinger lidt på hylden, men desværre er den lokale avis ikke vild med hans digte, da det kun er de kvindelige læsere der læser dem. Avisen vil derfor ikke betale meget for hans arbejde. Af samme grund er der lidt lavt i pengebeholdningen hos familien Poe.

De få penge Poe tjener i ny og næ på sine digte og anmeldelser drikker han op på de lokale værtshuse, så han og hans kone Virginia (Elyse Levesque) bliver nødt til at sælge deres klaver. Men da en interesseret køber er på besøg for at kigge nærmere på klaveret, begynder Virginia at hoste blod op i kaskader, som løber ud over klaveret. Klaveret bliver af gode grunde ikke solgt, så den lille familie står igen uden nogen udsigt til penge. Ikke nok med det, så viser det sig at Virginia er alvorligt syg, og har brug for lægehjælp, som familien heller ikke har penge til. Edgar må derfor bide i det sure æble og skrive endnu en historie, som avisen vil betale kassen for.

Men en historie kan ikke bare tvinges frem, den skal komme fra hjertet, og det finder den kære forfatter så sandelig ud af, da selv den mindste ting bryder hans koncentration. Enten er det Virginias syge rallen fra soveværelset, den lille fugl i buret eller den lille klokke på katten Plutos halsbånd.

Her er filmens lydbillede rigtig flot, da man lever sig helt ind i hovedet på Poe. Vi ved, hvor vigtigt det er, at han får skrevet noget, og så kommer de evigtklamme host eller andre små irriterende lyde, man rigtig ligger mærke til, når man ikke vil forstyrres.

En udød kat

Da Poe ikke rigtig kan komme i gang med at skrive sin historie, tyr han til flasken igen, og her begynder historien rigtig at tage ved. Poe begynder at være aggressiv, især overfor katten Pluto, som har spist deres guldfisk og angrebet deres fugl. Det ender med, at han til sidst stikker øjet ud på katten, og senere hænger han kræet, da den begynder drive ham til vanvid. Men et par dage senere sidder der en sort kat ude foran deres vindue. Katten ligner til forveksling Pluto – den mangler det samme øje, som Edgar stak ud, men én ting er anderledes. Rundt om kattens hals er der en uhyggelig hvid stribe, der ligner en løkke.

Poe bliver mere og mere vanvittig, efter den nye kat bliver lukket ind. Er det Pluto, der er genopstået fra de døde, eller er det bare en ny kat, der ligner? Til sidst bliver det for meget for ham, og en nat fatter han øksen for at gøre kort proces med kræet. Desværre kommer hans kone i vejen for øksen, og får splittet hovedet i to. Poe murer hendes lig ind i kælderens væg, og så vil jeg ikke afsløre mere.

De der kender Poes fortælling, er nok klar over hvad der videre sker, men Stuart Gordon twister alligevel historien en smule, så den får en anderledes (om end knap så kynisk) slutning.

Fin, letfordøjelig horrorfilm

Anden sæson af Masters of Horror byder generelt på nogle bedre film end første sæson. Om instruktørerne har lært noget fra sidst, eller om der bare er blevet arbejdet bedre sammen under produktionerne er ikke til at vide, men i de fleste tilfælde er der tale om nogle langt bedre historier, der hænger bedre sammen og også er en smule uhyggelige. Det er også meget godt at de her i anden sæson har valgt at tage et par andre instruktører ind, så der kommer lidt nyt blod til forsamlingen. De store ikoner er selvfølgelig igen at træffe, som f.eks. her Stuart Gordon.

Stemningen i The Black Cat er tegnet meget dystert i mørke farver, der tenderer til sort/hvid uden helt at være det. I filmens centrale scener er de røde farver blevet fremhævet, så de skinner igennem, og man ikke kan undgå at ligge mærke til dem. Det virker rigtig fint i de fleste scener, som f.eks. hvor Poes kone kaster blod op ud over klaveret. I henhold til seriens regler har filmens budget været lavt, med dette i tankerne kan man se igennem fingre med de fleste fejl og mangler, som f.eks. de grimme CGI-effekter, der godt kunne have haft en tur i computeren én gang til.

Alt i alt er The Black Cat en glimrende lille film, der stikker lidt uden for hvad man ellers kan forvente af Stuart Gordon, men klarer den fint med sin morbide humor, der et par gange dukker op til overfladen for så at forsvinde igen, som handlingen skrider frem. Er man vild med Gordons andre film eller med Jeffrey Combs, bør man ikke snyde sig selv for denne lille film, der ganske vist ikke har så meget på hjerte, men er en lille letfordøjelig horrorfilm.

Anmeldt i nr. 45 | 13/07/2009

Stikord: Intertekstualitet, Katte