Planet Pulp

For nogle måneder siden anmeldte vi her på Planet Pulp Mac Ahlbergs lummerfilm Justine och Juliette fra 1975, der var løseligt inspireret af Marquis de Sades Justine (flere udgaver: 1787, 1791 og 1797) og dens fortsættelse Juliette (1797-1801).

Med Jesus Francos Marquis de Sade: Justine har vi at gøre med en mere tekstnær filmatisering af de Sades roman, om end slutningen bestemt ikke er i overensstemmelse med romanen og faktisk må siges direkte at underminere hele de Sades pointe! Som Bo Gorzelak gør opmærksom på i den informative booklet, der følger med filmen, var Justine de Sades måde at undsige Rousseau og særligt Rousseaus påstand om, at mennesket var født frit, og at det var civilisationen, der havde ødelagt denne lykkelige naturtilstand.

De Sade siger derimod, at det er noget pjat, og at det kun er civilisationen, der holder mennesket tilbage og styrer menneskets mest dyriske lyster. “Det gode belønnes ikke med det gode” er budskabet i Justine, mens den syndige Juliette omvendt belønnes i rigt mål i romanen af samme navn. Undertitlerne på henholdsvis Justine og Juliette siger da også det hele: Justine ou Les Malheurs de la vertu (Justine eller Dydens ulykke) og Juliette ou les Prospérités du vice (Juliette eller Lastens medgang).

Dydens ulykke

Da de to søstre Justine (Romina Power) og Juliette (Maria Rohm) må forlade klostret, hvor de har boet under nonnernes opsyn, falder Juliette straks hen i synd. Hun indlogerer sig i på et bordel, hvor hun straks kommer under oplæring.

Justine vil ikke have noget med det at gøre, og forlader sin søster for at leve et dydigt liv. Og straks går det galt for den stakkels pige. Uden at skulle gennemgå de mange tableauer, Marquis de Sade: Justine består af, kan jeg fortælle, at Justine bl.a. bliver franarret alle sine penge af en munk, fejlagtigt beskyldt for tyveri fordi hun ikke vil gå i seng med en gammel buk, smidt i fængsel, falder i kløerne på nogle særdeles hedonistiske “munke” og sat op som syndebuk i et mordkomplot!

Alt imens dette står på ser vi enkelte scener fra Juliettes liv, hvor Juliette knepper og myrder sig vej til den position hun har, da vi møder hende i slutningen af filmen: Som rig elskerinde for en adelsmand.

Ingen Barry Lyndon (citat eller ej)

Den stakkels Justine må altså gennemgå alverdens pinsler, men i modsætning til budskabet hos de Sade er det ikke til ingen nytte! For i filmversionen her, får Justines historie pludselig en lykkelig udgang, da hun reddes fra skafottet af sin syndige søster og endda får den mand, hun har forelsket sig i!

Denne ændring af historien er naturligvis antitetisk til de Sades filosofi, og kan kun forklares med, at en de Sade’sk udgang på historien var for hård kost for Harry Alan Towers, der foruden at producere filmen også skrev manuskriptet under pseudonymet Peter Welbeck. I øvrigt kan det nævnes, at Towers var gift med Maria Rohm, hvilket måske er én af årsagerne til, at Rohm medvirkede i stort set alle de af Francos film, Towers producerede.

På en måde er det virkelig ærgerligt, at Towers ændrede historien (de Sades roman slutter med at Justine bliver ramt af lynet og dør), for det gør historien lidt tandløs og ufarlig, hvilket den overhovedet ikke havde behøvet at være. Tilmed er Marquis de Sade: Justine en ret flot film, selv om det noget svulstige citat fra Channel 4, der står at læse på DVD-coveret måske tager munden lige lovligt fuld: “Erotikkens egen Barry Lyndon, for alle der elsker smagfuld snusk.” (kommaet er at læse i citatet på coveret!).

Nogen Barry Lyndon (1975) er Marquis de Sade: Justine ikke, selv om jeg godt kan se, hvor Channel 4‘s anmelder vil hen ad. For den er langt fra nogen ringe film og er på flere måder produktionsmæssigt langt flottere, end man er vant til inden for genren. At kalde filmen “erotik” og “snusk” er i øvrigt nærmest at gå for langt. Selv om der er en smule nøgenhed undervejs, så håndteres det faktisk overordentlig smagfuldt, og ret beset er der ikke så meget for husarerne i Justine. Der er en umiskendelig erotisk tone i filmen, men i modsætning til så mange andre af Francos film er erotikken underspillet.

Overspil

Det samme kan man ikke just sige om skuespilpræstationerne. Romina Power (datter af Tyrone) spiller Justine uden at gøre det store væsen af sig. Nogen stor skuespiller er hun ikke, men hun udmærker sig faktisk ved – sammen med Maria Rohm – at være én af de få, der ikke overspiller helt vildt. Det gør for eksempel Mercedes McCambridge, som Franco også brugte i Der heiße Tod (1969). Hun er både festlig og larmende i rollen som den kvindelige kriminelle Dusbois.

Den mest groteske præstation kommer dog fra Jack Palance i rollen som én af de meget skumle munke eller ordensbrødre, som Justine falder i kløerne på. “Overspil” kan slet ikke beskrive Palance i Justine, men alligevel stjæler han uden videre billedet med sin imponerende karisma.

I øvrigt skal man ikke tage sig af, at Klaus Kinski er krediteret. Han har en dialogløs rolle som Marquis de Sade ham selv i en rammehistorie, hvor de Sade sidder i fængslet og skriver sin historie ned. I øvrigt skrev de Sade ikke Justine i fængslet; både Justine og Juliette var allerede skrevet, da han blev arresteret i 1801.

Seværdig

Alt i alt er Marquis de Sade: Justine en seværdig film – under forudsætning af, at man kan leve med Harry Alan Towers’ ændring af de Sades morale. Jesus Francos til tider syrede billeder – med anvendelse af kulørt lyssætning, særligt rødt og grønt – og det relativt veludførte tidsbillede fungerer fint sammen, og det hele udspiller sig til et bombastisk score af den italienske genreveteran Bruno Nicolai.

Der er måske ikke tale om stor kunst, men jeg har set dyre historiske mainstreamdramaer, der er betydeligt mindre underholdende, indtagende og fascinerende end Marquis de Sade: Justine.

Marquis de Sade: Justine er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt i nr. 56 | 13/06/2010

Stikord: Filmatisering