Planet Pulp

Den tredje Steven Seagal-film er en beskidt og effektiv actionfilm, hvor Seagal er oppe mod lede narkohandlere fra Jamaica.

Grunden til, at jeg skriver Seagal, og ikke Hatcher, som karakteren hedder, skyldes, at Seagal altid spiller Seagal. Uanset hvad han hedder, uanset hvilken film, han medvirker i, er han “bare” Seagal.

Altid den belærende måde at tale på, altid den samme holdning, det samme blik, den samme kejtede måde at løbe på og den samme sadistiske tilgang til at smadre skurkene.

Pension eller skurkedræberi?

Lad os alligevel se lidt nærmere på filmens Seagal i Marked for Death.

John Hatcher, Seagal, arbejder for DEA – The Drug Enforcement Administration, en politienhed, der har til opgave at bekæmpe narkohandel.

Efter en opgave i Columbia, hvor makkeren dør, beslutter Hatcher sig for, at det er tid til ferie, ja, måske endda tid til pension, for Hatcher er bange for, at han er ved at blive som dem, han jager – ja, violinerne spiller nærmest for den voldsparate og sadistiske Hatcher, der lige har smadret en håndfuld skurke.

Så Hatcher vender tilbage til Chicago, tilbage til familien, søsteren, niecen og den slags. Naturligvis er der også skurke i Chicago, og naturligvis kan Hatcher ikke holde sig væk.

Selvom han prøver, så ved vi godt, at han bare sidder som et lille barn juleaften og venter på, at noget giver ham lov til at åbne gaver. I Seagals tilfælde lov til at dræbe skurke.

Skurke fra Jamaica i Chicagos gader

I Chicago er der problemer med narkohandlere fra Jamaica. De har sat sig på store dele af markedet, de er voldsomme, dræber og hærger, og så er deres anfører den nærmest mytiske Screwface – det bliver ikke mindre mytisk, eller mystisk, da voodoo også begynder at spille en rolle i filmen.

Screwface er en interessant skurk. En anderledes skurk. Desværre bruger filmen ham ikke helt godt nok, da der går action i maskineriet, og det er ærgerligt. Han er vild. Eksempelvis da han med tyk Jamaica-accent siger:

“Let no man here fear for his own life. Them that wish I an I to be left in poverty and squalor will themselves be damned. If a man commit a crime against you, he must be payed back a thousand times! Who you fear? Him or me?”

Men tilbage til Hatcher der begynder at blande sig i konflikten. Det vil de onde ikke have. Så de angriber Hatcher og familien.

Under et drive-by-skyderi sårer de Hatchers niece. Big mistake! For nu er alle forbehold, alle tanker om pension og om at passe sig selv, sendt til en by i Rusland.

Selvtægtshelten aktiveres

Nu aktiveres den voldsparate selvtægtshelt. Det sker i det øjeblik, Hatcher forlader hospitalet, hvor niecen er indlagt. Man ser det via hans blik, og musikken støtter op. Nu skal de onde dø!

Hatcher får hjælp af gamle venner, og snart har vi gang i et klassisk hævntogt, hvor Hatcher er hævet over loven; den lov, og de myndigheder, der ikke formår at stoppe skurkene. Stakkels skurke. De er dømt til døden.

Hvad der følger, er en række af veltimede actionsekvenser, både i Chicago og sidenhen på Jamaica. Seagal er i sit livs form, og Marked for Death er en af de mest voldsomme Seagal-film, hvilket ikke siger så lidt. Hold op, hvor knækkes der mange kropsdele!

Oraklet Seagal

Og det er ikke kun i actionscenerne, at vi er vidner til vintage-Seagal. Nej, vi får skam også den belærende og bedrevidende Seagal, den modbydelige Seagal, ham der hæver sig, både fysisk og moralsk, over alle andre. Som her, hvor han sætter en skurk på plads.

“You bailed out a Jamaican street named Monkey the other day, I want him. This other piece of shit, Screwface, I want him. I know you’re a scumbag and a puke, I don’t mind that, but give me what I need and I’ll leave here a nice guy. If you don’t, I’m gonna fuck you up.”

Udover at filmen har en perlerække af disse Seagal-monologer, hvor han enten truer eller belærer andre om, hvordan tingene hænger sammen, så har filmen også nogle skønne replikker.

En skurk siger til Hatcher: “Hey, you want some blow?” Hvortil Hatcher svarer: “Yeah, I want some blow. Put your hands where I can see ’em or I’m gonna blow your head off.”

Eller da to skurke dør – den ene skyder Hatcher i hovedet, den anden hopper ud ad et vindue. “One thought he was invincible… the other thought he could fly.”

Hatchers ven spørger “So?”, hvortil Hatcher svarer: “They were both wrong.”

Jeg håber ikke, de var trillinger

Eller da Hatcher dræber den anden Screwface-tvilling og sætter trumf på med denne one-liner: “I hope they weren’t triplets.”

Er det ikke bare skønt, når man i presset situation har overskuddet til at sige den slags?

Alt i alt er Marked for Death en underholdende actionfilm. Meget voldelig og med de mørke toner, som kendetegner Seagals film. Et mørke om samfundets udskud, om samfundets skyggesider, som vi kender fra de mange dystre 70’er-thrillere.

Og det eneste, der kan bringe lys i mørket, er Seagal. Bevæbnet med hestehalen, seje moves, skydevåben, hamre, sværd, og andet godt, knækker, hakker og skyder han sig gennem mørket, gennem skurkene.

Seagals guldalder

Der er lidt ujævnheder i plottet, nogle uforløste handlingstråde, som gør, at filmen ikke hæver sig over det solide – men når der er tale om en film fra Seagals guldalder, så er det bestemt også nok.

Anmeldt i nr. 217 | 13/12/2023