Planet Pulp

Schweiz er mest kendt for sin neutralitet, sine banker, bjerge, fantastiske ure og ost. Et idyllisk lille land midt i Europa.

Og på filmsiden er det mest de klassiske såkaldte “Heimat”-film, man tænker på – en filmgenre som begyndte i tiden efter 2. Verdenskrig, og som er karakteriseret ved at hylde naturen og et naivt syn på virkeligheden.

Lidt som de gamle danske Morten Korch-film, f.eks. Flintesønnerne (1956) og Vagabonderne på Bakkegaarden (1958).

Så derfor er det lidt af et kulturchok, når man sætter denne nye Schweiziske film i afspilleren. Det er nemlig et voldsorgie, hvor fokus ikke er på idyl og smukke sange, men på blod og eksploderende hoveder.

Heimat-hyldest

Det er nemlig resultatet af en mangeårig crowdfunding – en film med den meget rammende titel Mad Heidi.

Titlen er naturligvis en hyldest til de før omtalte Heimat-film, hvor netop navnet Heidi er associeret med en smuk, ung pige med rottehaler, som løber glad rundt på en solbeskinnet bjergtop.

Og mere specifikt er filmen en parodi på en børnebog fra 1880 med titlen Heidi, skrevet af forfatteren Johanna Spyri.

Men i denne udgave er det mere ordet “Mad”, vi skal holde øje med, for denne film er nemlig lige præcist det – skør.

Crowdfundet

Filmen er skabt af de to unge schweiziske filmmagere Johannes Hartmann og Sandro Klopfstein. Filmen har været en lille drøm for dem begge – de har længe arbejdet for den, men problemet var som altid penge.

De startede derfor en crowfunding-kampagne, der skulle rejse 2 millioner CHF. I lang tid troede de ikke, filmen nogensinde skulle blive til noget, men da der endelig var løbet 1 million ind, vidste de, at det ville lykkes.

Den lange ventetid betød også, at nogle af skuespillerne, som var med i begyndelsen og teaser-traileren ikke var med i den endelige film, herunder hovedrollen.

Den skulle være gået til Jessy Moravec, som var med i teaseren fra 2017, men den endte hos den unge Alice Lucy.

Det tog mere end ses år fra den første teaser til den endelige udgivelse her i 2023, men tiden er brugt fornuftigt, for der er kommet en ganske fin film ud af anstrengelserne.

Ikke mindst båret af ingen ringere end Casper Van Dien – manden der gjorde rum-insekter berømte i filmen Starship Troopers (1997) i rollen som den frygtløse Johnny Rico.

I denne film er han dog ikke helten, men derimod hovedskurken – og det gør han godt.

Ostediktator

Kort fortalt handler filmen om den unge pige Heidi (Alice Lucy), som er vokset op i et dystopisk Schweiz, som ledes af den onde diktator Meili (Casper Van Dien).

Meili har brugt årene på at undertrykke befolkningen og tvinge dem til kun at spise hans oste. Og samtidig har han indledte en jagt på alle, som er laktoseintolerante – de skal enten dø eller sendes ud af landet.

Heidis forældre døde, da de forsøgte at bekæmpe Meili, da han kom til magten, og nu er hun vokset op hos sin bedstefar. Efter hendes kæreste Goat Peter (Kel Matsena) bliver dræbt af den onde kommandant Knorr (Max Rüdlinger), forsøger hun at gøre oprør.

Desværre bliver hun taget til fange og spærres inde i et kvindefængsel, som til forveksling ligner noget fra de mange kvindefængselsfilm fra 70’erne med et lille skud af hunulven Ilse.

Hun undslipper, og nu vil hun have hævn. Heldigvis møder hun nogle sværdkæmpende nonner, og de træner hende op til at kunne tage kampen op mod Meili.

Ostezombier

Hun får også hjælp af en række frihedskæmpere, der ledes af hendes bedstefar. Og det er der brug for – for Meili har nemlig også en række hjælpere udover kommandant Knorr, herunder en mystisk skikkelse kaldet The Neutralizer – en kæmpe med kohoved og koklokker på ryggen – og en række oste-videnskabsmænd, der har lavet en ny ost, der gør dem, der spiser den, til zombier.

Men Heidi kæmper mod overmagten og i sidste ende er det hende, som står med osten i hånden og kan triumfere, men ikke uden at have hakket sig igennem en horde af Meilis soldater.

Filmen slutter med en klar hentydning til en 2’er, og den byder jeg velkommen. For Mad Heidi er et forfriskende pust i exploitationen-genren i stil med Hobo with a Shotgun (2011).

Det er også en lille leg i filmen at spotte andre filmreferencer – og dem er der mange af, ikke mindst Starship Troopers, hvor Casper Van Dien refererer til den film, som gjorde ham berømt.

Jeg kan varmt anbefale at sætte tænderne i denne “oste”-exploitation film, hvis du nyder blod og et godt grin og kan se bort fra de begrænsninger, der er, når ens budget ikke er i top.

Anmeldt i nr. 211 | 13/06/2023