Planet Pulp

Umiddelbart efter at have set L’uomo senza memoria (på dansk Dødens Puslespil og på engelsk Puzzle) fra 1974 sidder man med fornemmelsen af at have set en bundsolid thriller. Men det er kun den halve sandhed. Igennem filmen er der flere små detaljer, der indikerer, at vi hen mod slutningen kan forvente os noget specielt.

Og ganske rigtigt lader filmens giallorødder sig ikke fornægte under det brutale klimaks, hvor en barberkniv og en motorsav kommer til at spille en central rolle. Det er netop dette fine spil mellem noget forholdsvis ordinært og noget eksplosivt, der er med til at gøre L’uomo senza memoria til noget særligt.

Handlingen minder til dels om den, man kender fra Robert Ludlums roman The Bourne Identity fra 1984 – filmatiseret i både 1988 og 2002. Det handler nemlig om hukommelsestab, hvem man kan stole på samt vold og død.

Hukommelsestab

Filmen tager sin begyndelse i London, hvor vi møder hovedpersonen Ted – der på dette tidspunkt tror, han hedder Peter. Han er på besøg hos en psykolog, og vi bliver straks klar over, at han har haft hukommelsestab de sidste otte måneder. Efter mødet med psykologen støder Ted på en herre ved navn Philip, som udgiver sig for at være en gammel ven. De går op på Teds hotelværelse for at tage en snak.

Philip viser sig dog, at være en skurk, der fortæller vores hovedperson, at han ikke hedder Peter, men Ted. Philip vil have, at Ted fortæller ham, hvor pengene er gemt. Hverken Ted eller vi tilskuere ved, hvad han taler om. Ted har ikke noget svar, så Philip tager en pistol frem og gør sig parat til at myrde vores hovedperson. Men så lyder der et skud, og Philip falder død om. Vi ser, at ruden bag ham er knust af det projektil, der slog ham ihjel. Ted aner ikke hvad han skal stille op, men han skjuler liget og skynder sig væk.

I hotellets reception får han et telegram, der angiveligt er fra hans kone Sara, som beder ham om at komme til Italien, nærmere bestemt Portofino. Er du forvirret? Det lyder knudret, men det hele er velafviklet i filmen, og så skal det siges, at vi på nuværende tidspunkt kun er otte minutter inde i handlingen.

Hvem er Ted i virkeligheden?

Scenen skifter til Portofino, hvor vi introduceres til Teds kone Sara. Tempoet i filmen falder, og vi får tid til at leve os ind i miljøet og personerne. Sara er svømmelærer, og vi finder ud af, at hendes mand har været forsvundet i over et år, efter at han var blevet væk fra hende i London.

Sara lever et ensomt liv, hvor hun ofte passer knægten Luca og bruger tiden sammen med lægen Reinhardt, der tydeligvis er forelsket i hende. Men så får hun får et telegram fra Ted, hvor han beder hende hente ham ved toget. Naturligvis er hun nervøs, men hun vil gerne møde den mand, hun elskede så højt.

Da Ted kommer med toget, går han dog lige forbi hende uden at kunne genkende sin kone. En mystisk rødhåret mand stopper ham i en gyde og fortæller ham, hvem hans Sara er. Ted og Sara finder derefter sammen, og Ted forklarer, hvad der er sket. Sara vælger at tro ham, og de beslutter sig for at starte på en frisk. Men fortiden indhenter Ted, for hvem er han i virkeligheden?

Den rødhårede mand viser sig at være Teds tidligere makker, George, som vil have Ted til at fortælle ham, hvor hans heroin til en værdi af en million dollars befinder sig. Ted aner ikke, hvad han taler om, men som filmen skrider frem, begynder der at tegne sig et billede af, hvem Ted i virkeligheden er. Mere skal der ikke afsløres her, men den ene neglebidende scene følger efter den anden indtil filmens fantastiske klimaks.

Basal, velfungerende spænding

Manuskriptforfatteren Bruno De Geronimo har virkelig formået at lave en spændingshistorie af format. Han benytter sig bl.a. af et vigtigt thrillergreb: uvidenhed. Med det menes, at Teds hukommelsestab bliver et værktøj til både at holde Ted og os som tilskuere i uvidenhed. Som tingene begynder at falde på plads for Ted, gør de det også for os. Det er basal spænding lige efter bogen, men hold kæft hvor virker det godt.

Desuden har karaktererne dybde, og dialogerne er – selv om de ofte er patetiske – rigtig gode. Instruktøren Duccio Tessari har et sikkert greb om historien, og han mestrer temposkift i handlingen. Desuden er han en god personinstruktør, så vi får følelser for vores hovedpersoner, og det gør, at thrillerelementerne aldrig oversvømmer de menneskelige aspekter. Det er godt gjort og sjældent set i denne genre.

Overordnet består en typisk giallofilm af en morder, mindst ét offer og et mysterium, der skal afsløres. Dertil kommer en ofte banal psykologisk tilgang til, hvordan mennesker reagerer på hinanden. Alt dette har L’uomo senza memoria, men det har et hav af andre film også, som bestemt ikke kan kaldes giallo. En giallofilm er dog også kendetegnet ved at have en meget ekspressiv stil og en brutalitet, som ellers kun ses i splatterfilm.

L’uomo senza memoria tager mange tilløb til dette, specielt i scenen hvor Sara finder sin myrdede hund. Her ser man hende løbe væk i slowmotion, mens der krydsklippes til nærbilleder af det blodige dyr. I nogle af Teds flashbacksekvenser ser man også det meget nærgående kamera og blodet, der kommer frem, da en strube skæres over. Men alt dette er kun småting i forhold til de sidste fem minutter, hvor filmen eksploderer i blod, overdreven stil og slowmotion. Og det er super fedt.

En rigtig god film, der vil appellere bredt

Filmen har det rigtige 70’er-feel, hvor biler, tøj og frisurer går op i en højere enhed. Desuden er der mange flotte stemningsbilleder, hvor både London og Portofino gengives meget troværdigt og atmosfærisk. En anden fin detalje er, at den lille dreng Luca konstant går og tager fotografier, og da det hele skal afsløres hen imod slutningen, bliver Lucas fotoalbum en vigtig faktor.

Skuespillerne gør det overraskende godt, og samspillet mellem de to hovedroller er meget troværdigt. Det er dog Umberto Orsini som Reinhardt, der stjæler billedet i de scener, han er med i. Stilistisk er filmen en nydelse. Flotte nærbilleder, en god brug af zoom, virkningsfuld slowmotion, og et meget levende kamera. Alt i alt er L’uomo senza memoria en rigtig god film, der vil appellere til et bredt publikum. Både thrillerfans og gialloelskere har meget at komme efter her.

Vi kan takke Another World Entertainment for at L’uomo senza memoria er blevet tilgængelig. Både herhjemme, men også for et udenlandsk publikum. Før deres udgivelse, var filmen stor set umulig at opdrive, og det var ærgerligt, når vi har med en perle som denne at gøre. L’uomo senza memoria er basalt spændende, medrivende, underholdende og flot lavet. Skynd dig at snuppe den fra hylden hos din lokale DVD-pusher, den koster kun en hund.

L’uomo senza memoria er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt i nr. 9 | 13/07/2006

Stikord: Hukommelsestab, Italian Cinema