Planet Pulp

Sjette og sidste sæson af Lost havde premiere den 2. februar 2010, og forinden var der gået en periode med noget af det største hype omkring en tv-serie nogensinde.

ABC, netværket bag serien, havde op til sæsonpremieren kørt både tv-reklamer og brugt penge på store billboards, der reklamerede for seriens sidste sæson, og forventningerne fra seriens fans var da også tårnhøje.

De forventninger skulle det vise sig, at seriens kreative bagmænd, Damon Lindelof og Carlton Cuse, fik problemer med at indfri, men de havde også stillet sig selv en næsten umulig opgave. Over de foregående fem sæsoner havde de skabt en så kompleks mytologi, at det ville blive svært, grænsende til det umulige, at tilfredsstille alle seere.

Godt nok var de i løbet af sæson fire og fem så småt begyndt at give svar på mange af de spørgsmål, der havde hobet sig op siden seriens begyndelse i 2004, men mange af svarene affødte nye spørgsmål, og det blev stadigt tydeligere, at der på væsentlige steder var blevet skabt mysterier og spørgsmål, uden at man havde taget højde for svarene.

Fansene forventede ikke bare svar; de forventede også, at svarene var internt konsistente – altså at de gav mening i forhold til de mange andre oplysninger, man var blevet fodret med i løbet af serien. Her var det, at Lindelof og Cuse løb ind i alvorlige problemer i sjette sæson.

At sjette sæson så også havde nogle andre problemer, rent fortællemæssigt, er en anden sag, der imidlertid blot bidrager til det overordnede billede af en noget svag afsluttende sæson på en serie, der ellers havde holdt et ekstremt højt niveau hele vejen igennem.

Tilbage til fremtiden

Ved afslutningen af femte sæson lykkedes det Jack og de andre tidsrejsende losties at detonere en brintbombe lige over øens centrale anomali – det elektromagnetiske fænomen, der bl.a. førte til, at Oceanic 815 styrtede ned over øen.

Jacks håb var at omskrive historien: At ødelægge anomalien, så Oceanic 815 slet ikke styrtede ned og alle ombordværende kunne fortsætte deres liv, som om intet var hændt.

Selvfølgelig skulle Jacks håb vise sig at være forgæves. I stedet for at ødelægge anomalien resulterede detonationen blot i, at de af vore hovedpersoner, der var fanget i 1970’erne, blev transporteret tilbage til seriens nutidssetting, hvor de bliver forenet med Sun, Lapidus, Ben Linus og de andre, der ikke var røget med tilbage i tiden til Dharma-initiativets glory days.

I denne del af seriens handling lægges der nu op til det endelige opgør mellem gode og onde kræfter, repræsenteret ved den mystiske Jacob (Mark Pellegrino) og den såkaldte Man in Black, der nu bebor John Lockes krop.

Flash sideways

Som tilfældet også var i alle de foregående sæsoner har sjette sæson af Lost en fortælleform, der veksler mellem scener i seriens nutid og scener, der foregår på andre tidspunkter. I begyndelsen af serien var de flashbacks og senere kom også flash forwards. I sjette sæson er der tale om noget helt andet, som fansene kom til at kalde “flash sideways”.

Indledningsvist troede man, at disse scener udspiller sig i en virkelighed, hvor Oceanic 815 aldrig styrtede ned på øen, og hvor vores hovedpersoner hver især fortsætte deres liv ad de spor, de nu engang var startet på.

Ret hurtigt finder man dog ud af, at dette slet ikke er tilfældet, da hovedpersonernes liv i de forskellige flash sideways tydeligvis ikke harmonerer med de ting, vi tidligere har fået at vide om dem gennem seriens flashbacks. Her lader til at være tale om én eller anden form for alternative liv.

I flash sideways-universet har Jack f.eks. en søn, mens Sawyer og Miles er pansere i Los Angeles og Ben Linus lever en stille tilværelse som high school-lærer. I andre henseender minder flash sideways-universet om det, vi kender – Kate er f.eks. fortsat eftersøgt for mord, John Locke sidder i rullestol og så videre.

Mange fans brugte lang tid på at forsøge at regne ud, hvad der foregik i flash sideways-universet – herunder hvordan seriens ”virkelige” univers og flash sideways-universet alligevel hang sammen. For det bliver også tydeligt, at der er en sammenhæng: Som om de forskellige hovedpersoner på bestemte tidspunkter husker deres liv på øen.

Svaret får man først i seriens afsluttende episode, og uden at jeg skal afsløre noget her, kan jeg godt sige, at svaret fik en meget blandet modtagelse af seriens fans.

Følelsesmæssigt tilfredsstillende, men fortællemæssigt mangelfuld

Jeg har et meget ambivalent forhold til sjette sæson af Lost. Rent følelsesmæssigt fungerer den godt med en række decideret rørende scener i begge universer, og ved afslutningen var der en klar følelsesmæssig forløsning, der fungerede godt for mig.

Men rent fortællemæssigt og plotmæssigt lader sjette sæson en del tilbage at ønske i forhold til de foregående sæsoner. Det gælder både helt specifikke plotpunkter og mere generelt den struktur, Lindelof og Cuse udtænkte for sæsonen.

I forhold til konkrete plotpunkter, er der en del af de svar, sjette sæson giver, der enten ikke er fyldestgørende eller som decideret modsiger information, vi tidligere er blevet givet. F.eks. forbliver de vage omkring det helt centrale spørgsmål om, hvad Øen overhovedet er for et sted. Vi får et svar, bevares, men det er meget tåget og i sidste ende nok et spørgsmål om, at heller ikke Lindelof og Cuse har haft en helt klar idé.

Hvorvidt man mener, at nogle af de andre svar er tilfredsstillende er nok i høj grad en smagssag. F.eks. forklaringen på, hvad røgmonstret er, hvad de mystiske stemmer i junglen er, hvad Jacks fars spøgelse har været osv.
Derudover er der enkelte svar, som ganske enkelt går imod tidligere givet information – herunder en helt central scene i slutningen af sæson 3.

En fejltrin af dimensioner

I forhold til den konkrete handling er Lindelof og Cuses absolut største fejltrin imidlertid, at de valgte at tage livet af John Locke – altså den rigtige John Locke. Godt nok huserer Locke – og dermed skuespiller Terry O’Quinn – fortsat, men i en helt anden kapacitet, og den rigtige John Locke forlod vi altså med en temmelig ynkelig dødsscene i femte sæson.

Det er et fejltrin af dimensioner, for dermed ødelagde Lindelof og Cuse den oplagte fortællemæssige mulighed: Forsoningen mellem Jack og Locke og hele ”man of science / man of faith”-dikotomien.

Denne modsætning har alle de foregående sæsoner levet på, samtidig med at man klart fornemmede, at serien bevægede sig i en retning, hvor det var forsoningen mellem de to, der skulle føre til den endelige forløsning.

Præcis hvad der kan have motiveret Lindelof og Cuse til at skyde sig selv så eklatant i foden må guderne vide! Dumt er det i hvert fald, for der er ingen tvivl om, at den rolle, John Locke er blevet tvunget ind i, sagtens kunne have været udfyldt på anden vis.

Der er også andre roller og handlingsforløb, der ikke afvikles særligt godt. Uden at gå i spoilerfulde detaljer kan jeg nævne Sayid (Naveen Andrews) som et godt eksempel på en karakter, der gennemgår et forløb, der ikke egner sig til at blive presset ned på så kort tid.

Sayids rolleudvikling kunne sagtens have været spændende, men det skulle i givet fald have forløbet over mange flere afsnit, end der var plads til i sjette sæson. Det er sjusket historiefortælling, plain and simple.

Strukturelt problem

Strukturelt set er der ingen tvivl om, at flash sideways-fortælleformen også har mange problemer i forhold til seriens traditionelle flashbacks og flash forwards. Ikke bare fordi det endelige svar på, hvad der egentlig foregår i flash sideways-universet, er dumt og klichéfyldt, men også fordi de to fortælleformer ikke supplerer hinanden særlig godt, når det kommer til stykket.

Når scenen skifter til en flash sideways føler man sig revet ud af seriens ”virkelige” univers, fordi man ikke har nogen forståelse af, hvad der egentlig foregår i flash sideways-universet. Det er selvfølgelig helt forsætligt, men på dette tidspunkt i serien er det bare ikke et mysterium, man har brug for.

Selvfølgelig understøtter flash sideways-historierne rent tematisk fortsat det, der foregår i seriens nutidshandling, men samme effekt opnåede serien tidligere gennem flashbacks og flash forwards, og man kunne have ønsket, at Carlton og Cuse var blevet ved den model i stedet for at lege med publikum på en måde, der i sidste ende viste sig at være temmelig søgt og fortænkt.

Meget svært ikke at blive skuffet

Har man fulgt Lost så langt som til og med femte sæson, er det utænkeligt at man ikke også skulle blive hængende og tage sjette sæson med. Og der er da bestemt også mange gode aspekter ved sjette sæson af Lost. Jeg ønsker på ingen måde at formidle et indtryk af, at sjette sæson bliver en ren jammerdal af elendighed.

Nogle rollers generelle udvikling følges flot til dørs, handlingen er spændende og actionpræget, mange scener er decideret rørende, og man får selvfølgelig også en stribe svar på nogle af alle de spørgsmål, der har hobet sig op.

Men i sammenligning med de fem fantastiske sæsoner, der er gået forud, er det meget svært ikke at sidde tilbage med en stor skuffelse, når det sidste billede toner ud. Jeg tror, man skal være totalt ukritisk die hard-fan af serien for ikke at kunne se, at sjette sæson har mange problemer.

Det er præcis på grund af de foregående sæsoners høje kvalitet, at skuffelsen føles så tydeligt. Og måske også fordi, det til dels er på grund af en række temmelig banale fejl og dumme valg på Lindelof og Cuses vegne, at sjette sæson udmønter sig på denne måde.

Sjette sæson af Lost kunne ret nemt være blevet en fabelagtig afslutning på en fabelagtig serie. I stedet må vi stille os tilfreds med en afslutning, der måske nok har følelsesmæssig pondus, men som rent fortællemæssigt ikke kan leve op til serien som helhed.

Anmeldt i nr. 121 | 13/11/2015

Stikord: TV, Øer