Planet Pulp

Med seriens anden sæson har Lost nu helt forladt den klassiske robinsonades fortællemæssige elementer, og koncentrerer sig helt og holdent om øens mange mysterier. Dette var i stadigt stigende grad også tilfældet i løbet af første sæson, og især siden den todelte sæsonfinale, Exodus, men i anden sæson er fokuset nu flyttet totalt.

Målet for vores hovedpersoner er stadig i sidste ende at komme væk fra øen, men de konkrete bestræbelser på at slippe væk fra øen er fra og med anden sæson sat i baggrunden til fordel for mere akutte problemer – især ”De Andre”; den mystiske gruppe mennesker der var på øen, før Oceanic 815 styrtede ned.

Dem har vi mødt en enkelt af i løbet af første sæson: den uhyggelige Ethan Rom, der bortførte Claire og Charlie. Men da Rousseau – den franske kvinde, der har været på øen i 16 år, siden hendes skib stødte på grund – vandrede ud af junglen i Exodus, og advarerede om, at ”De Andre” var på vej, bliver truslen fra dem igen overhængende.

The Hatch

Anden sæson åbner præcis dér, hvor første sæsons cliffhanger efterlod os: Jack, Locke m.fl. har lige fået åbnet den mystiske metalluge, som Locke og Boone fandt i junglen i ”All the Best Cowboys Have Daddy Issues” (afsnit 11), ”De Andre” har taget Walt fra tømmerflåden, og efterladt Michael, Sawyer og Jin til havs, efter at have sprunget flåden i luften.

Herfra går det over stok i sten i mange af sæsonens 23 episoder, hvor fokus i høj grad kommer til at ligge på lugen – ”the hatch” – og hvad der gemmer sig i den. Det viser sig at have forbindelse til en videnskabelig organisation kaldet The Dharma Initiative, der tilsyneladende på et tidspunkt har opholdt sig på øen. Spørgsmålet er, om ”De Andre” er lig med Dharma-initiativet eller om de er nogle helt andre.

Nye ansigter

Vi mistede nogle af vores hovedpersoner i løbet af første sæson, men til gengæld får vi nogle nye her i anden sæson – hovedsageligt i form af en gruppe overlevende fra halepartiet fra Oceanic 815, der styrtede ned på den anden side af øen, og som selv har haft nogle alvorlige problemer med ”De Andre” i løbet af de 48 dage, der er gået, indtil de finder sammen med vores hovedpersoner.

De to vigtigste karakterer blandt denne gruppe er Ana Lucia (Michelle Rodriguez) og Mr. Eko (Adewale Akinnuoye-Agbaje), der hver især spiller særdeles væsentlige roller i løbet af sæsonen. Især Mr. Eko bidrager meget til seriens overordnede mytologi, men af årsager, jeg ikke skal afsløre mere om her. En tredje person fra denne gruppe er den sympatiske Libby (Cynthia Watros), der falder for Hurley, hvilket er med til at give Hurley-rollen lidt mere følelsesmæssig tyngde, selv om Hurley fortsat er den store tykke dreng med et hjerte af guld.

Den nok væsentligste drivkraft i anden sæson, og det, der i sidste ende fører til sæsonens cliffhanger, er imidlertid Michaels søgen efter Walt. Mens Michael i første sæson var overbeskyttende over for Walt og benhårdt opsat på at komme væk fra øen, er Michael nu en besat mand, der kun tænker på én ting: at få sin søn tilbage fra ”De Andre”. Det får skæbnesvangre konsekvenser, men præcist hvordan er endnu en ting, man skal se for sig selv.

To vigtige tilføjelser

En sidste ting, der bliver særdeles væsentligt for seriens fortsatte forløb og mytologiske udvikling er introduktionen af endnu to nye karakterer. Den ene er skotten Desmond Hume (Henry Ian Cusick), som vore hovedpersoner finder nede i ”the hatch”, og hvis yderligere baggrund ikke kan fortælles her uden at give for meget væk.

Den anden er Henry Gale (Michael Emerson), der bliver fanget af Rousseau, og afleveret bastet og bundet til vores hovedpersoner. Hun tror, han er én af ”De Andre”, mens hans egen historie er, at han styrtede ned på øen i en varmluftsballon. Hvad der er sandt, og hvad der usandt, afslører jeg naturligvis ikke her, men introduktionen af Michael Emerson i seriens cast er et scoop af dimensioner. Emerson er en glimrende skuespiller med et fantastisk, lidt creepy ansigt, og kombinationen gør, at han på én gang kan virke 100% troværdig og 100% skummel.

Fin personudvikling

Fortællemæssigt fortsætter serien sin struktur med nutidsbegivenhederne på øen i kombination med flashbacks til hovedpersonernes tidligere liv. Strukturen er som sådan helt som i første sæson, men i anden sæson får vi dog også flashbacks til begivenheder, der har fundet sted på øen: det er i afsnittet The Other 48 Days, der beskriver, hvad der er hændt for Ana Lucia og Mr. Ekos gruppe af overlevende i løbet af den tid, vi har fulgt ”vores” gruppe af hovedpersoner.

Som i første sæson er der også tale om videre personudvikling. Især Sawyer undergår en langsom forandring, der bl.a. indebærer et nært venskab med Jin. Det er ganske rørende at se to af de mest kollektivt forhadte mandlige personer blandt hovedcastet udvikle sig til nogen, vi rent faktisk kommer til at holde gevaldigt af. Udviklingen er selvfølgelig allerede så småt begyndt i første sæson, bl.a. i en virkelig rørende scene, hvor Sawyer fortæller Jack om sit møde med Jacks far på en bar i Sydney. Men det er i anden sæson, Sawyer for alvor begynder at udvikle sig som karakter.

Her vækkes publikums sympati rigtigt for Sawyer, der i løbet af anden sæson også har nogle fine flashbacksekvenser, der viser hans menneskelige sider. Det samme er tilfældet med Jin, hvis baggrund også udforskes yderligere. Også John Locke udvikles mere, og selv om han allerede i første sæson blev etableret som en karakter med en særlig forståelse af øen, så er det i anden sæson af Locke for alvor begynder at være en væsentlig drivkraft for de begivenheder, der henimod sæsonens slutning begynder at køre helt ud af kontrol.

Sæsonen der skiller fårene fra bukkene

Ikke alle hovedpersoner overlever anden sæson. Lige som det var tilfældet i første sæson, er forfatterne ikke bange for at tage livet af nogle af hovedpersonerne, endda nogle vi holder rigtig meget af, og det sikrer serien en fortsat dramatisk ”edge”. I modsætning til de fleste andre længerevarende TV-serier, hvor holdet af hovedpersoner er konstant og dermed ofte i sikkerhed for at dø, er Lost en serie, hvor alt kan ske. Hvem der dør, hvornår og hvordan det sker, er selvfølgelig én af de ting, jeg ikke vil afsløre.

Skiftet i fokus fra at indeholde mange klassiske robinsonade-elementer til at være solidt centreret omkring mysterierne på øen er en fordel for serien, der nu helt og holdent vedkender sig sit fantastiske islæt med meget tydelige science fiction-undertoner. Til gengæld er anden sæson også mytologisk særdeles tætpakket: der går nærmest ikke ét afsnit, uden at nye mysterier introduceres, og stedvist skal man holde tungen lige i munden for at følge med.

Hvis man på ingen måde bryder sig om den slags fortælling, er anden sæson nok det sted, man står af, men hvis man er bare en lille smule glad for et godt mysterium, vil anden sæson omvendt være dér, hvor man er ubehjælpeligt hooked. Lykkeligvis formår forfatterne nemlig at opnå suspension of disbelief på trods af, at seriens mysterier bliver stadigt mere utrolige, og det handler til dels om, at de enkelte episoder er ekstremt velskrevne, og til dels om, at forfatterne stadigt forankrer serien i en vekselvirkning mellem mystik og menneskeligt drama.

Igen er det i høj grad i flashbacksekvenserne, at dramaet træder igennem, men der er også masser af menneskelige følelser på øen. Som i første sæson fungerer det også her upåklageligt, og især i kombination med den personudvikling, der foregår – som sagt særligt med Sawyer, Jin og Locke, men der er også andre karakterer, der udvikler sig i forhold til i første sæson.

Tak for kaffe!

Først og fremmest er Lost bare fortsat umanerligt underholdende og velproduceret TV. Seriens production value er stadig høj, hvilket både gør sig gældende på selve øen og i flashbacksekvenserne, hvor vi både når omkring Los Angeles, Sydney, Seoul og Nigeria – i alle tilfælde uden nogensinde at betvivle, at vi befinder os dér, selv om serien er optaget på Hawaii. Dertil kommer fortsatte fine skuespilpræstationer, hvor Josh Holloway (Sawyer) får mere at arbejde med, ligesom introduktionen af både Henry Ian Cusick (Desmond) og Michael Emerson (Henry Gale) sætter en tyk streg under, at serien er velcastet.

Jeg har ikke andet end ros til overs for anden sæson af Lost. Skiftet i fokus er med til at forny serien inden for de overordnede rammer af dens eget univers, og der er ikke ét eneste decideret dårligt afsnit undervejs, selv om nogle selvfølgelig er mindre intense, end andre. Når man når frem til opbygningen mod sæsonafslutningen er der til gengæld tale om noget af det mest neglebidende intense TV-underholdning, jeg nogensinde har været vidne til, og naturligvis efterlader anden sæson os med en cliffhanger af voldsomme proportioner.

Tak for kaffe, siger man til sig selv, og spørger sig om, hvordan producenterne på nogen måde kan overgå det. Det kan de heller ikke helt, men det meget tæt på i tredje sæson, og det er imponerende i sig selv.

Anmeldt i nr. 47 | 13/09/2009

Stikord: TV, Øer