Planet Pulp

Så er vi nået til femte og næstsidste sæson af Lost. Ved slutningen af fjerde sæson var der sket store ting i realtidshandlingen. Jack, Kate, Hurley, Sayid, Sun, baby Aaron samt Desmond og Lapidus var sluppet væk fra Øen, og vores fem gamle hovedpersoner og én baby var endelig nået frem til deres oprindelige destination, Los Angeles.

Desmond var blevet genforenet med sin Penny og alle – inklusiv Lapidus – var med på at lyve om, hvad der var sket på Øen, for at beskytte de tilbageværende mod Charles Widmore.

Igennem fjerde sæsons flash forwards fandt vi løbende ud af, at ikke alt var vel i Los Angeles efter at vore hovedpersoner nåede frem. Jack var gået i hundene og ønskede at vende tilbage til Øen, og i slutningen af sæsonen fandt vi endelig ud af, hvem det var, der var død i Los Angeles.

Spoiler alert

Her er det, kære læser, at du bør stå af, hvis du ikke har set til og med sæson fire, for her kommer der en spoiler. Jeg kan nemlig fortælle, at liget, der ligger hos bedemandsfirmaet Hoffs-Drawlar (et anagram af “flash forward”), er ingen ringere end John Locke. Så for satan!

Det betyder naturligvis, at vi i løbet af femte sæson forventer at få svaret på, hvorfor Locke er taget væk fra Øen og hvorfor, han er død. Og det svar får vi da også. Til gengæld må vi vente til sæsonfinalen på at finde ud af, hvordan Locke genopstår fra de døde, da han vender tilbage til Øen.

Vi får også svaret på, hvad der skete, da Ben Linus drejede på hjulet i slutningen af sæson fire og fik øen til at forsvinde. Ikke “tilsyneladende fik øen til at forsvinde”, men “fik øen til at forsvinde”. Rent geografisk udgør det ikke det store problem for de af vore hovedpersoner, der stadig befinder sig på Øen. Rent tidsmæssigt er det imidlertid et stort problem.

Tidsrejse

For ja, mine damer og herrer, vi er nået frem til Losts tidsrejse-sæson. Her lades alt håb ude for de, der måtte håbe på, at Lost befandt sig inden for rammerne af en “realistisk” historie, og Gud ske tak og lov for det! Kan man ikke tåle mosten, kan man bare stå af og lad os genrefans tage den herfra. For femte sæson er rendyrket guf for de af os, der elsker science fiction og især for de af os, der tripper over tidsrejsehistorier.

Det viser sig ret hurtigt, at alt ikke er fine and dandy på Øen. Øen har ikke bare flyttet sig én gang i tid; den bliver ved med at gøre det med mellemrum. Det har en række konsekvenser for vores hovedpersoner, der flintrer rundt og forsøger at finde ud af, hvad fanden der foregår. Heldigvis har de stadig Faraday på slæb, og han kan fortælle dem, hvad det hele går ud på.

Desværre viser det sig også, at det har alvorlige konsekvenser at blive skubbet frem og tilbage i tiden. Den første, der får symptomer, er Charlotte, og Faraday kan fortælle resten af vores hovedpersoner, at hvis ikke de får sat en stopper for tidsrejserne, så vil de dø af det.

Det er derfor, John Locke ender med at forlade Øen, og det er derfor, vores hovedpersoner – dem der er på Øen – ender i 1970’erne. Præcis hvad der sker med dem dér (eller da) skal jeg ikke sige for meget om, men jeg kan da antyde, at det involverer beige kedeldragter og blå Folkevognsrugbrød.

I mellemtiden har Jack og Ben Linus etableret et samarbejde for at få alle de, der forlod Øen, tilbage. Det viser sig selvfølgelig at være alt andet end enkelt, men mon ikke det lykkes på den ene eller den anden måde?

Den videre handling vil jeg ikke fortælle mere om, bortset fra at det involverer handlinger i to tidsperioder, og at nogle af vores nutidshovedpersoner faktisk finder vej tilbage til 1970’erne, mens andre forbliver i nutiden. Hvordan de kommer ud af den kattepine, må I selv finde ud af.

Seriøst med med glimt i øjet

Sæson fem af Lost er virkelig enhver tidsrejsenørds våde drøm. Her viser seriens bagmænd at de både kan tage deres eget narrativ seriøst, samtidig med at de formår at indsætte en passende mængde humor, der kan tage brodden af det mest indviklede tidsrejsebavl. For bavl er der naturligvis nok af.

Især er det Hurley og Miles, der fungerer som seernes ventil for frustrationer, når det angår logiske brister, og det fungerer helt eminent! Og hvad får Hurley i øvrigt tiden til at gå med i 1977? Jo, han skriver da manuskriptet til The Empire Strikes Back – sådan for at hjælpe George Lucas en lille smule, ikke?

Slutspillet kridtes op

Rent narrativt er sæson fem seriens mest komplekse. Den opererer med to realtidshandlinger – nutiden og 1977 – samtidig med, at der også anvendes flashbacks. Det skal dog med det samme påpeges, at det faktisk på ingen måde er forvirrende, for forfatterne formår hele tiden at holde historien i stramme tøjler, så tidsrejseelementet ikke får lov til at forvirre mere end godt er.

Vi er nu også nået så langt i seriens handling, at banen så småt begynder at blive kridtet op for slutspillet. Vi mangler stadig at få mange spørgsmål besvaret, men den mystiske Jacob, som vi har hørt så meget om i de sidste to sæsoner, dukker endelig op i levende live. Det sker dog først i sæsonens finale-episode, The Incident, hvor hele seriens præmis for alvor begynder at tegne sig klarere.

Til gengæld nærmer vi os efterhånden svaret på, hvad det mystiske “smoke monster” er for en størrelse, selv om den endelige afklaring først kommer i sæson seks. Og vi får førstehåndskendskab til den hændelse – “the incident” – der førte frem til, at vores hovedpersoner måtte trykke på en knap hver 108. minut hele vejen igennem anden sæson. Med andre ord begynder Lost fra og med femte sæson at give nogenlunde lige så mange svar, som serien stiller nye spørgsmål.

Udvikling og afvikling

Femte sæson lader også hovedpersonerne udvikle sig endnu mere end de har gjort hidtil. Det skyldes bl.a., at flere af hovedpersonerne har været strandet i 1970’erne i tre år, da handlingen virkelig begynder at tage fart. Det har nogle interessante konsekvenser for flere af de vigtige hovedpersoner, især Sawyer. Men også Jack udvikler sig, og ved sæsonens slutning er Jack på mange måder blevet den nye John Locke og udviklet sig til den man of faith, John Locke så brændende ønskede sig, at Jack skulle være.

Som i de foregående sæsoner tager vi i sæson fem også afsked med nogle af hovedpersonerne, ligesom andre kommer til. Hvem vi må sige farvel til, skal jeg ikke afsløre her, men i løbet af sæsonen lærer vi en del mere om centrale medlemmer af Dharma-initiativet, bl.a. Horace (Doug Hutchison) og Dr. Pierre Chang (François Chau), ligesom vi også får uddybet vores kendskab til centrale medlemmer af The Others, bl.a. Eloise Hawking (Alice Evans og Finnoula Flanagan) og Charles Widmore (David S. Lee og Alan Dale).

Og der kommer selvfølgelig helt nye personer til. Mest central i den forbindelse er Jacob i skikkelse af Mark Pellegrino, om end Jacob retteligen først kommer til at spille en central rolle i den efterfølgende og afsluttende sæson.

Samtidig med serien og dens personer fortsat udvikler sig, tager folkene bag serien altså også i højere og højere grad fat på afviklingen – både af narrativet og af dele af persongalleriet. Denne tendens fortsætter i øvrigt i sæson seks, der, hvad angår persongalleriet, er den rene massakre!

Forbløffende høj standard

Der er ingen tvivl om, at sæson fem af Lost udelukkende henvender sig til de, der kan acceptere, at serien nu virkelig befinder sig i den fantastiske genre. Tidsrejseaspekterne har været antydet, siden Desmond begyndte at få sine visioner i sæson tre, og de blev endnu mere tydelige i sæson fire – både igennem Desmond og gennem et eksperiment, Faraday foretog.

I sæson fem tager seriens bagmænd skridtet fuldt ud. Det vil helt klart få nogle til at stå af, og fred være med det. For de af os der elsker de fantastiske genrer, er Lost – The Complete Fifth Season endnu en eminent sæson i en serie, der fortsat holder en forbløffende høj standard.

Anmeldt i nr. 121 | 13/11/2015

Stikord: Tidsrejser, TV, Øer