Planet Pulp

Los sin nombre er intet mindre end en mesterlig gyser. Den er rent visuelt meget opfindsom, og stemningen kryber langsomt ind under huden på tilskueren. Den er instrueret af Spaniens nye horror-wonderboy, Jaume Balagueró, der herhjemme nok er bedst kendt for den solide gyser Darkness (2002).

Liget – og barnet der forsvinder

Los sin nombre begynder da der opdages et lig af en lille pige, og som den ene kriminalassistent siger til den anden, er det ikke noget kønt syn. Starten er som taget ud af Se7en (1995), hvor det dystre går hånd i hånd med det makabre.

Efterfølgende klippes der til en kvinde, Claudia, som i sit indre ser en lille pige lege rundt, og så toner filmens titel op på skærmen. Kvinden ligger i en seng sammen med det der må være hendes mand, Toni, og da politiet ringer, ved vi godt at den døde pige nok er deres datter, som har været forsvundet.

Der klippes til lighuset, hvor vi ser kriminalassistenten fra før kigger på liget sammen med en retsmediciner. Liget er i forfald og der er mærker efter at pigen er blevet stukket med nåle, og man ser hvordan morderen har ætset kendetegn væk, så som tænder og fingeraftryk. En virkelig modbydelig scene, der understøttes af de industrielle lyde og den ubehagelige lyssætning.

Vi finder også ud af, at den ene lårbensknogle er fire cm længere end den anden, hvilket den også skulle være hos den forsvundne pige. Retsmedicineren tror at der er tale om et ritual mord og det viser sig da også at være liget af den 6 år gamle Angie.

Et skilt på skærmen siger fem år senere. Claudia er redaktør på et forlag, og man kan mærke at hun psykisk er helt til hundene. Hun lever noget der minder om en glædesløs tilværelse. Dette understreges da en veninde siger til hende, at hun ser halvdød ud, hvorefter Claudia svarer at hun har det fint. Hun har fortrængt sin sorg og man mærker tydeligt gennem Emma Vilaraus sublime skuespil, at Claudia er en kvinde som bare mangle at få et puf i den forkerte retning for at alt skal krakelere.

Et opkald fra fortiden

En dag da Claudia sidder og ser gamle videooptagelser af sin datter ringer telefonen. Claudia tager telefonen, men der er i første omgang ingen der svare. Så brydes stilheden – og den ubehagelig baggrundsmusik tager til i styrke – ved at en pigestemme siger: “Mor. Det er mig.” Claudia smækker resolut røret på, for hendes datter døde jo for seks år siden.

Naturligvis ringer telefonen igen og stemmen siger: “Det er virkelig mig, mor. Læg ikke på, mor.” Claudia siger: “Min datter er død.”, hvortil pigen svarer: “Det var, hvad de ville have, du skulle tro, men det var ikke mig. Det var ikke mig, mor. Hvem er de? Hvorfor gør de det her? Jeg kan ikke tale så længe, for de kommer snart tilbage. Ser de mig her, er jeg død. Kom og red mig. Kan du huske det gamle plejehjem ved stranden? Ring ikke til politiet, for så slår de mig ihjel.” Og så afbrydes samtalen.

Dette er en meget rørende og ubehagelig sekvens. Claudia – der stort set ikke har haft noget at leve for – får pludseligt et svagt håb om, at hendes datter er i live. Ens hjerne arbejder som en gal for at regne ud, hvad der er sket og hvem DE er. En meget fed start på en film, og ekstremt creepy.

Derefter ser Claudia nogle gamle optagelser igennem hvor hun er på standen med sin datter, og der klippes meget elegant til den selv samme strand, hvor Claudia nærmer sig det, der må være det gamle plejehjem. Og her følger så en af filmens mest uhyggelige sekvenser.

Det gamle plejehjem er forladt, og er en perfekt location. Musikken er trykkende, der er små hurtige klip af underlige ting – en effekt der bruges gennem hele filmen og som er ekstremt uhyggelig og virkningsfuld – lyssætningen er ubehagelig og man glemmer næsten at trække vejret. Det er svært at beskrive, det skal opleves. Men datteren er naturligvis ikke på plejehjemmet, dog finder Claudia et spor.

De Navnløse

Der klippes til en politistation, hvor en politimand ved navn Bruno er ved at pakke sine ting sammen. Han er åbenbart ikke længere betjent. En sekretær henvender sig dog til ham og siger, at Claudia har ringet for at tale med ham og at det angår hendes datter – Bruno ledede i sin tid efterforskningen omkring mordet på Claudias datter. Hun sætter ham ind i sagerne og viser ham nogle fotografier hun fandt på plejehjemmet.

Bruno prøver at overbevise hende om at datteren er død, men det benægter Claudia og viser ham indholdet af en kasse hun fandt. Det er en specieldesignet støvle som passer til en pige med et for kort lårben, som det hendes datter havde. Hun gør det klart for Bruno at hun ønsker vished, for at kunne fortsætte med at leve. Bruno lover at undersøge sagen, og Claudia får ham til at love ikke at indblande politiet. Bruno starter sin efterforskning og langsomt optrevler han og Claudia mere og mere den nederdrægtige sekt Los sin nombre – De Navnløse.

Det er den slags film som giver gåsehud og får dig til at tjekke en ekstra gang om døren er låst. Derfor vil jeg heller ikke afsløre mere af handlingen, men lade spændingen være intakt før du ser filmen – også når det handler om hvad De Navnløse helt præcist er.

Den søgende mor som motiv

Filmen har en del tilfælles med Silent Hill (2006), som blev anmeldt i sidste måned her på Planet Pulp. For det første er de begge gysere, og benytter sig af en stærk og markant visuel stil. Desuden har de begge grundkonflikten med en moder der søger efter sin datter som det centrale i historien.

Men hvor Silent Hill skaber et overnaturligt univers, gør Los sin nombre mere en dyd i at skabe mareridtet ud fra en realistisk verden, som vi eksempelvis også kender det fra David Lynch, uden at filmen dog på nogen måde skal sammenlignes med en Lynch-film.

Carles Cases’ baggrundsmusik er mesterlig og veksler mellem melankolske klaverpassager og decideret horrormusik. Langsomt, men sikkert drages tilskueren ind i et mareridtsagtigt univers, hvor vi både føler Claudias sorg og den håndgribelige uhygge der bliver mere og mere udtalt som filmen skrider frem.

En af filmens største forcer er at den så vedholdende skaber en stemning af mismod, sorg og forfald. Både i stilen og i indholdet. Fra det første minut er man fanget, og filmen kryber ind under huden og bliver ved med at være der helt frem til slutningen. Los sin nombre er ekstremt helstøbt og rent visuelt får den skabt sit helt eget dysantropiske og troværdige univers.

Samtidig er Los sin nombre også en konkret spændingshistorie, hvor specielt efterforskningen er troværdig. Filmen er fyldt med morbide bipersoner, ubehagelige scener og fede locations. Sideløbende med dette ser vi, hvordan Claudia langsomt går mere og mere i forfald, mens hendes verden smuldre mellem hendes hende – som det også skete da datteren “døde” for seks år siden.

Så hvis man forventer en lille solstrålehistorie – eller en happy-Hollywood-end – skal man ikke se filmen. Her er tale om den rene ondskab, både i stil, form og indhold. Så er du advaret – og måske netop lige derfor fristet til at se filmen.

Moderne gysermesterværk

Derfor er det er mig en gåde at det først er med AWE’s DVD-udgave at man har fået en udgivelse på dansk. Jeg fatter simpelthen ikke hvorfor de danske distributører har ladet denne lille perle af en gyser gå forbi. For der er bestemt ikke tale om europæisk avantgarde, der ville afskrække publikum.

Los sin nombre er – sammen med sjovt nok Silent Hill der også er instrueret af en europæer – en af de uhyggeligste moderne gysere som jeg har set. Man bør, enten før man har set filmen eller efter, tage et kig på forlægget for filmen, Ramsey Campbells roman The Nameless (1981).

Det er også på sin plads at fremhæve AWE og den fine lille pamflet der følger med når man køber DVD’en. Teksten er skrevet af Kenneth Eriksen, og omhandler både filmen såvel som instruktøren. Det er spændende og informativ læsning, som er en fin detalje i AWE’s udgivelser.

Desuden er det en lækker kopi af filmen vi får set – en del bedre end den anden kopi jeg har set af filmen fra et asiatisk firma. Alt i alt er Los sin nombre et lille mesterværk, som udmærker sig ved sin helstøbte stil, de troværdige personer, kompromisløsheden og den makabre fortælling.

Los sin nombre er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt i nr. 14 | 13/12/2006

Stikord: Bortførelse, Filmatisering, Kulte, Okkultisme