Planet Pulp

Times Square. Det nærmest mytologiske hjerte af byen over dem alle: New York, New York.

Times Square er i dag et stykke poleret, byfornyet turistfluepapir, domineret af blinkende lysreklamer for verdens store brands. Det er dog ikke mange år siden at stedet lignede en højere og mere dehumaniserende udgave af Amsterdams Red Light District.

Times Square var ikke bare New Yorks, men USA’s trafikknudepunkt for porno og sexlegetøj – begge dele i både legale og stærkt illegale varianter.

Times Square var der, hvor de dengang endnu mere stigmatiserede homoseksuelle hang på hjørnerne, omgivet af pushere, ludere, hjemløse og lyssky immigranter.

Langt op i 80’erne og de tidligere 90’ere, var Times Square det samme sted, som man fik vist i mesterværker som Midnight Cowboy (1969) og Taxi Driver (1976): Beskidt, overrendt, skingrende amoralsk og hjerteskærende fattigt.

Vampyrromanen Live Girls er næppe nogensinde blevet nævnt i så elegant selskab, som Midnight Cowboy og Taxi Driver før.

Den fortjener det egentligt heller ikke, men selvom den fortælleteknisk set er gabende forudsigelig, og karaktererne har lige så meget dybde som en underkop, var det alligevel disse to stjernebestrøede films billeduniverser, der flimrede i mit hoved, mens jeg læste den.

Live Girls udspiller sig på og omkring Times Square og er skrevet i 1987. Der storryges, og man vantrives. Kvinder, der åbner munden, får nogen på den, medmindre de da åbner den for at sutte pik for ussel mammon.

Stemningen fremfor spænding

Og det er der en del af dem, der gør på en meget kreativ måde, skal jeg love for. Det er ikke at spolere glæden for nogen at afsløre, at i løbet af Live Girls’ cirka 310 sider, stifter man bekendtskab med lidt af hvert indenfor temaerne vampyrisme og sexindustrien.

Der suges blod gennem glory holes til de onde kommer, og de gode græder. Trækkerdrengsvampyrer forfører midaldrende societykvinder i kliniske omgivelser, gemt af vejen i en dekadent natklub, hvor selv komikeren på scenen er en dødsfikseret galning.

Det er miljøbeskrivelserne og alle de små personer, i ustabilt kredsløb om plottet, der driver værket.

Selve historien om den livstrætte og forvirrede copywriter Davey, der besnæres af damerne i et helt særligt live show, og de trakasserier han udsættes for af kæresten, chefen og kollegaerne, samt den kedelige fuser af et kærlighedssubplot, virker aldeles ligegyldige, sammenlignet med stemningen af forfald og skørlevned, og det billede af en 12-årig Jodie Foster, der konsekvent springer frem på nethinden.

Kun opklaringsdelen, med den fåmælte journalist, Walter, er faktisk for alvor spændende.

Mental junkfood

Ray Garton har skrevet næsten 60 horror-romaner, heraf en hel del ”novelizations”, altså hvor en film er skrevet om til en roman, i stedet for omvendt.

Det er også blevet til flere tie-ins – udvidelser af kendte fiktive universer, som han ikke selv har udviklet, heriblandt en enkelt udgivelse i Buffy the Vampire Slayer-universet.

Med andre ord: Som forfatter tilhører Garton ikke den åndelige elite overhovedet, og det er tydeligt, alene ud fra Live Girls, at han som levebrødsforfatter fokuserer ret meget på kvantitet og velkendte, publikumskære fortællemodeller.

Live Girls må dog have haft en vis chokværdi, da den udkom, der nok har hævet den over gennemsnittet af vampyr-lecture i slutfirserne.

Live Girls er junkfood for hjernen, men det skal man bestemt heller ikke kimse ad. Det er blodig, sleazy underholdning, uden de vilde dikkedarer, og perfekt til ferielæsning.
Der udkom en opfølger – Night Life – i 2005, som jeg vil købe, hvis jeg falder over den, men næppe gider at eftersøge aktivt. Det siger vel på sin vis en hel del om værket i sig selv.

Anmeldt i nr. 147 | 13/01/2018

Stikord: New York, Vampyrer