Link

I 1986 lancerede den både dengang og siden relativt ukendte instruktør Richard Franklin gyseren Link (dansk: Link – Abernes Nat). Den morderiske psykopat der skal jagte filmens teens er her ikke som vanligt en maskeret mand, men derimod en gammel pletskallet chimpanse der går amok, da den fornemmer at dens ejer beslutter sig for at aflive den.

Hvor tåbeligt det end lyder, er udgangspunktet for Link faktisk et meget godt bud på en alternativ behandling af teenslasher-genren. Plottet kan man takke de to idémænd bag filmen, Lee Zlotoff og Tom Ackermann, for. De har formuleret historien mens det er Everett de Roche der skrev filmens manuskript.

Fjollet score

Et væsentligt bidrag til filmens helhed er også Jerry Goldsmiths meget dominerende score. Det musikalske tema er omtrent så fjollet, som hans tema til Gremlins (1984), hvilket naturligvis er lidt af et problem, hvis man ønsker at musikken skal underbygge filmens “gyserstemning”.

Især bliver dette et problem, når temaet spiller en så central rolle i musikken, som det gør. Trods det er der flere passager, hvor Goldsmith formår at skabe en foruroligende atmosfære med musikken. Desværre er valget af instrumenter så tidstypisk, at det flere gange virker lidt distraherende. Elektrotrommer og synthesizerlyde er bare ikke længere skræmmende på samme måde i dag.

Farlige aber

Handlingen i Link er henlagt til England. Historien begynder efter en kort prolog under en forelæsning med den ene af filmens hovedpersoner. Dr. Steven Philip (Terence Stamp) belærer her sine studerende om menneskeabernes intelligens og spørger, hvad der i bund og grund adskiller mennesket fra dyret.

Det har de stakkels studerende besvær med at besvare, men lykkeligvis kan filmens egentlige hovedperson, den amerikanske udvekslingsstuderende Jane Chase (Elisabeth Shue) svare.

Åbningen tjener dels det formål at personificere chimpanserne, der senere skal jagte stakkels Jane omkring, og så på foruroligende vis, at vise os hvor farlige aber i virkeligheden er.

Efter forelæsningen opsøger Jane Dr. Philip på grund af en stilling som studentermedarbejder, han har slået op. Jane viser sig ikke helt at kunne leve op til de krav stillingen kræver, men Dr. Philip tilbyder hende i stedet et job som husholderske og medhjælper i den kommende ferie hjemme hos ham selv. Det siger Jane ja til, og så forlader vi universitet i London og flytter handlingen ud på landet.

Morderisk, cigarrygende cirkusabe

Dr. Philip bor i et stort, gammelt hus. Det ligger isoleret ude ved kysten, helt ude på nogle stejle klipper. Naturligvis er der en tunnel fra huset og ned til stranden, som det hører sig til i sådanne huse, og rammen for hovedparten af Link er således perfekt til gys og gru. Naturen der omgiver huset er barsk, indhyllet i tåge og utilnærmelig. Hvor i England vi befinder os fortælles ikke, og filmen er rent faktisk optaget i Skotland.

Steven Philip lever alene i huset, men har dog selskab af sine tre chimpanser. Her udfører den gode doktor videnskabelige eksperimenter på aberne og forsøger at lære dem at kommunikere via en computer. Det er til dette hus, Jane ankommer, og det eneste hendes arbejde viser sig at bestå af, er at gå Philip til hånde når det er nødvendigt. I omgangen med aberne er der kun få regler hun skal huske; tre i alt, men det er naturligvis for mange for Jane.

Den ældste af aberne, Link, er en gammel cirkusabe med hang til at iklæde sig mennesketøj og ryge cigarer. Link har en skrue løs, og da aben overhører en telefonsamtale mellem sælgeren Bailey og Dr. Philip forstår Link, at doktoren vil have ham aflivet. Derfor mister aben sit endelige greb om virkeligheden og begynder at gå amok.

Her er det man skal forstå, at Link nok er gammel og mølædt, men han er stadig djævelsk udspekuleret, som alle aber er det i filmen! Hvordan kampen mellem Jane og Link udvikler sig, bør ikke afsløres her. Hovedparten af filmen består af scener, hvor den amerikanske studine flygter panisk omkring, med den onde chimpanse lige i hælene.

Fint skuespil fra hovedrolleindehaverne

I Link er der et ganske lille persongalleri. De vigtigste roller er selvfølgelig Jane og Dr. Philip. Jane spilles af en ganske ung Elisabeth Shue, der senere skulle spille den ene af hovedrollerne i Mike Figgis’ tragiske drama Leaving Las Vegas (1995).

Dr. Steven Philip spilles af den gamle kending Terence Stamp. Begge leverer ganske overraskende glimrende skuespil. Stamp iscenesætter Dr. Philip som en yderst tvivlsom karakter. Vi aner ikke om det er ham der er skyld i al den gru, vi ved vil komme senere i filmen. Som en ægte lurifaks, er han umulig at gennemskue. Shue gør det også rigtigt fint som jaget pige, men det er navnlig i hendes yderst naturlige samspil med aberne, at man ser hendes talent.

Resten af rollerne i filmen er besat af navne, stort set så ukendte som instruktøren selv. Den lede og noget overspillede handelsmand Bailey spilles af Kevin Lloyd, mens Janes kæreste og hans to venner spilles af Steve Pinner, Richard Garnett og David O’Hara. Alle fire er lige så anonyme som de er ligegyldige for filmen.

En jævn omgang

Som helhed er Link en jævn omgang. Ideen bag filmen kan måske umiddelbart virke lidt komisk, onde chimpanser er trods alt ikke det vi ser oftest, men det fungerer rent faktisk nogenlunde.

Gennem dramatiske close-ups af abernes øjne og nogle djævelsk dygtige dyretrænere lykkes det for filmen at portrættere chimpanserne som nærmest menneskelige skabninger. Især Link formår filmen at dæmonisere på en særdeles vellykket manér.

Desværre er der flere dele af historien som ganske enkelt er for svære at sluge. Stakkels Jane skal jo isoleres med aberne, for at de kan blive et problem og jagte hende. Derfor ødelægger Link telefonen ret tidligt i filmen – godt tænkt af aben – men ud over det, skubber den morderiske chimpanse alle biler ud over klipperne!

Nu kunne man jo så indvende, at Jane bare kunne flygte til fods, men den går ikke. Dels bliver aberne fremstillet som meget hurtigere end mennesker og dels er egnen omkring huset inficeret med blodtørstige vildhunde – et ellers ret ukendt problem i England formoder jeg.

Et andet meget stort problem er, at der ganske enkelt er for få personer i huset fra starten, som kan blive myrdet. De der senere bliver introduceret, som Bailey eller Janes kæreste og venner, bliver til rent fyld. Kæresten og vennerne bliver angrebet én for én, men den eneste karakter vi føler noget for, er Jane. Faktisk forekommer vennernes ankomst nærmest som et desperat forsøg på, at få en ellers stagneret handling i gang igen.

Gode elementer, men haltende helhed

Link er altså ikke noget udpræget god film. Den er sjov på grund af sit skurkevalg, og selve kulissen som handlingen udspiller sig i – et tåget engelsk landskab med et stort gammelt hus – er gode virkemidler. Flere steder i filmen er der da også nogle fine scener, som da Link ikke vil forlade badeværelset mens Jane går i bad.

Flere andre episoder har ligeledes kvaliteter og kameraarbejdet er generelt udmærket. Den endelige dom må derfor lyde, at Link er for gentagende og savner egentlig fremdrift i handlingen. Alle de enkelte elementer i filmen er som sådan i orden, men Richard Franklin har på ingen måde formået at få det hele til at arbejde sammen.

Anmeldt i nr. 3 | 13/01/2006

Stikord: Animal Horror, Dræberdyr