Legion

William Peter Blattys The Exorcist fra 1971 blev en uhørt stor succes. Den blev én af de mest læste gyserromaner i 70’erne, og det er stort set kun navne som Stephen King og Dean R. Koontz, der har kunnet gøre ham kunststykket efter.

William Friedkins suveræne filmatisering af Blattys roman fra 1973 hjalp uden tvivl på bogens salgstal, men det ændrer ikke ved, at den allerede havde solgt forbløffende godt før filmen kom i biograferne.

Man skulle dermed tro, at The Exorcist blev startskuddet for en lang og glorværdig forfatterkarriere for Blatty, men det er ikke tilfældet. Det er ret begrænset, hvad han har skrevet efter den store og i øvrigt ganske fremragende bog kom i butikkerne. Hans bedste bud på en bestseller, hvis vi ser bort fra The Exorcist, var antikrigsromanen Twinkle, Twinkle, “Killer” Kane fra 1966, som han i 1978 omskrev og genudgav under titlen The Ninth Configuration, hvor det nu var Vietnamkrigen, der blev problematiseret.

En uheldig fortsættelse

Nogen bragende succes blev bogen ikke, og skal man være lidt kynisk, var det måske derfor Blatty valgte at fortsætte sin kannibalistiske rovdrift på sit eget forfatterskab og gå lige til kronjuvelerne i 1983, hvor han publicerede fortsættelsen til The Exorcist.

Denne fortsættelse kom til at hedde Legion, og er på mange måder en langt mere personlig bog end den oprindelige. Blatty forsøger rent faktisk at definere hvad ondskab og godhed er, og selve romanens historie bliver på den led en illustration af hans pointe. Det slipper Blatty ikke specielt godt fra, for bogens er mildest talt fyldt med kedsommelig snak. Flere steder virker det næsten som om, han ikke helt har vidst hvad han skulle fylde siderne med.

Et ægte mordmysterium

Legion udspiller sig 12 år efter handlingen i The Exorcist. Vores hovedperson er den nu gamle og slidte kriminalbetjent William Kinderman, der også var med i den første bog. Det var allerede ret tydeligt i The Exorcist, at Blatty havde forelsket sig i Kinderman-karakteren, og det er da heller ikke specielt overraskende, at det blev ham, der skulle være omdrejningspunktet i fortsættelsen.

Da bogen åbner, befinder vi os i Washington, og Kinderman er netop ankommet på et gerningssted, hvor en lille sort dreng er blevet korsfæstet på årerne fra en robåd og efterfølgende maltrakteret. Det er grove sager, men hvad der er værre er, at tvillingens stjernetegn bliver opdaget indridset i offerets ene hånd, og tilmed er den ene pegefinger blevet klippet af.

Dette har Kinderman set før, men da han opdager, at den døde drengs navn var Thomas Kintry, bliver han for alvor bekymret. Alt dette er nemlig de mærker som en berygtet seriemorder, kaldet Geminimorderen, efterlod på sine ofre, der altid hed noget med “K”.

Sagen er bare den, at Geminimorderen blev skudt af politiet for 12 år siden i San Francisco. Liget blev ganske vist aldrig fundet, men hans krop blev gennemhullet af kugler, og da kroppen efterfølgende faldt i havet, var alle sikre på at han var stendød.

Hvad der tilmed gør sagen mere mystisk er, at politiet aldrig oplyste alle detaljerne om seriemorderens metoder til pressen, for at undgå kopister og falske tilståelser. Det Kinderman imidlertid står overfor 12 år senere er den ægte vare. Det er dræberens arbejde, men hvordan kan det lade sig gøre?

Traditionelt politiarbejde

Nu begynder der en masse traditionelt politiarbejde, som det nu engang tager sig ud i kriminalhistorier. Kinderman forhører folk og finder spor, mens hans assistent, Atkins, ligeledes er på sagen. Imens dette står på, introduceres vi for en anden gammel kending. Kinderman har nemlig vedligeholdt kontakten med den katolske præst Joseph Kevin Dyer, præcis som afslutningen på første bog lovede os.

De er nu gamle venner, og derfor virker det ekstras brutalt da Geminimorderen myrder Dyer. Nu begynder sagen for alvor at blive mystisk, og de mord, der foregår, har tilsyneladende et eller andet med Kinderman selv at gøre. Morderen der udfører drabene har tydeligvis medicinske kundskaber, og det fører politiet til at koncentrere deres eftersøgning om det hospital, der også rummer sindsslidende, hvor fader Dyer var indlagt da han blev dræbt.

Da hospitalet først er blevet introduceret, udspiller næsten al handlingen sig omkring denne institution. Vi følger Kindermans samtaler med læger og sygeplejersker, samt nogle korte forhør af patienterne. Sagen giver ingen mening, og Kinderman er ved at blive desperat. Han nægter at tro, at Geminimorderen er vendt tilbage, men alt peger på dette.

Damien Karras vender tilbage

Det hele begynder dog først at blive rigtig sært, da vores politikommissær opdager, at der 12 år tidligere blev fundet en mand med ukendt identitet, som vandrede forslået omkring i gaderne. I sig selv er det jo ikke så utroligt, men da Kinderman besøger denne mand, der kaldes Johnny Sunshine af de ansatte, går det op for ham, at dette er selveste Damien Karras.

Karras var den præst, der behandlede den lille pige, Regan McNeil, i første bog, og i sidste øjeblik ofrede sig for barnet. Karras kastede sig i døden ved bogens slutning, men her sidder han spillevende.

Der er imidlertid noget ved manden som slet ikke er som det skal være, og Karras minder mest af alt om et ondskabsfuldt rovdyr. Men han minder faktisk endnu mere om den besatte Regan, og nu er sagen ude af kontrol. Kinderman aner ikke hvad han skal mene og gøre, men da er det så heldigt, at handlingen nærmere snupper betjenten og trækker ham rundt, uden han selv behøver at foretage specielt mange valg.

Andet skal ikke afsløres her, men begivenhederne i bogen begynder gradvist at blive mere og mere skumle. Handlingen er ikke helt så diabolsk som i den første bog, men det bliver da til et par stygge episoder for Kinderman.

Kinderman-karakteren ødelægger bogen

Legion er ikke nogen specielt god bog. Handlingen er dybest set ganske enkel, men fordi Blatty har valgt at fylde side op og side ned med Kindermans lommefilosofiske betragtninger om liv og død, er den alligevel på 250 sider. Heldigvis vinder bogen fart hen imod slutningen, og de sidste 100 sider er faktisk ganske hæderlige. Havde Blatty blot holdt den stil, han har i denne del, havde romanen som sådan været fin, med sine lige dele gys og kriminalgåder.

Man kan godt mærke, at der er gået nogle år siden Blatty skrev The Exorcist. Han har fået mere mod på skønlitteratur i Legion, og støtter sig ikke længere i lige så høj grad til dialogen. Der er flere beskrivelser og ordbilleder, men det mestrer Blatty ikke specielt overbevisende. Han er skarpest der, hvor han skriver i sin gamle, ordknappe stil. Det er desværre netop Kinderman-karakteren, der ødelægger det for Blatty.

Det er i Kindermans tanker, forfatteren for alvor slår sig løs, og forsøger at skrive filosofisk prosa med flittige citater fra mastodonter som Shakespeare og Dostojevski. Det fungerer ikke, og kommer både til at fremstå prætentiøst og fortænkt, men nu var Kinderman allerede en smule irriterende i The Exorcist, så det er vel ikke så mærkeligt, at han bare bliver mere generende som regulær hovedperson.

Bedre henimod slutningen

Bogens sidste 100 sider dog bedre. Her kommer der fart over handlingen, og man fornemmer at det er i denne del af historien, at Blatty havde den bedste idé om, hvad der skulle ske. Særligt én passage fortjener at blive trukket frem. Et af kapitlerne er opbygget som et ret udførligt selvmordsbrev fra en af lægerne på hospitalet, hvor det hele foregår. Det der gør brevet så fabelagtigt er, at lægen bekender, at han i månedsvis har optaget stemmer fra afdøde på bånd.

Det er lidt indviklet, men meget fascinerende, og kapitlet er næsten som en lille novelle. Man bliver næsten øjeblikkeligt opslugt af beretningen, men desværre bliver det aldrig rigtig brugt til noget, og efterfølgende står kapitlet meget alene.

En ting må man dog give forfatteren. Han er mesterlig til cliffhangers. Han bruger dem flittigt, hvilket han også gjorde med stor succes i The Exorcist, og det virker. Blatty har en evne til at sætte noget nyt i spil på ganske få linier, og selv om man egentlig ikke synes bogen som helhed er specielt interessant, er man alligevel lige nødt til at læse det næste kapitel for at finde ud af, hvad der nu skal til at ske. Det er godt håndværk, men måske ikke videre subtilt.

Kun for de meget nysgerrige

Legion er, som sagt, alt i alt ikke nogen specielt god bog. Den har flere fine passager og et par rigtig stærke kapitler, men alt i alt falder den igennem som lidt kedelig og middelmådig. Det kunne man jo nærmest have sagt sig selv på forhånd, da det næsten ville være umuligt for Blatty at leve op til den første bog. Er man begejstret for The Exorcist, er der ikke nogen grund til at læse Legion. Den hænger ikke uløseligt sammen med den første, og historien kunne sagtens være blevet skrevet uden koblingen til The Exorcist, men her har forlaget sikkert også haft noget at skulle have sagt.

Legion er en af den type bøger man kun skal læse, hvis man er meget nysgerrig. Den er ikke specielt underholdende, og man vil helt sikkert blive skuffet, hvis man forventer noget af Blatty. Læs den derfor kun, hvis du er kæmpefan af filmserien eller hvis du ikke har bedre at give dig til.

Bogen er udkommet på dansk under titlen Legionen i 1991, hos forlaget Winther, i forbindelse med filmatiseringen af bogen i 1990. Den er ikke helt så let at få fat i som den danske udgave af The Exorcist, men med lidt held kan man nok finde den på nettet. Det skal bemærkes, at det var Blatty selv, der instruerede filmatiseringen, som kom til at hedde The Exorcist III: Legion, men det kan du læse mere om et andet sted her på Planet Pulp.