Leder og indhold – 13. oktober 2017

4 minutters læsetid

Jeg slog en halv time ihjel i et antikvariat, og det fik gjort mig godt og grundigt nostalgisk. Det fik også forvirret mig, for på den ene side savner jeg den gamle verdensorden, med boghandlere og antikvariater, men på den anden side er jeg også lykkelig for internettet.

Jeg havde været til et møde i Århus, med resten af redaktionen fra min arbejdsplads, litteraturbranchens fagblad BogMarkedet. Hvad mødet handlede om, skal jeg ikke gå i detaljer om, men vi snakkede blandt andet om de danske boghandlere.

Boghandlerne er et meget omdiskuteret emne, lige meget hvor i branchen man befinder sig – om man snakker med bibliotekarer, kulturjournalister, forfattere, forlagsfolk eller en god blanding af det hele, falder snakken på et eller andet tidspunkt altid på bogbranchens i øjeblikket svageste led.

Har boghandlerne en fremtid? Og gør de selv nok for at skabe den? Hvis de forsvandt i morgen, hvor mange ville så virkelig savne dem? Det er nogle meget hårde spørgsmål, og svarene er selvfølgelig ikke entydige.

For ti-femten år siden begyndte boghandlernes nedtur, da der skete to ting: Internettet blev for alvor udbredt, og bogpriserne blev liberaliseret.

Boghandlerne gik fra at have et nationalt monopol på litteratur til at konkurrere med hele verden på vilkår, som de slet ikke var vant til eller økonomisk polstret til.

De frie bogpriser betød, at supermarkederne øjnede muligheden for at tiltrække kunder med slagtilbud på bestsellere, noget de store netboghandlere som Saxo og Plusbog senere har kopieret med stor succes, men som de mindre, fysiske butikker ikke har råd til at deltage i.

Antikvariaternes død?

Så vidt boghandlerne, men hvad med antikvariaterne? De er også forsvundet, virker det som om, men hvor er de blevet af?

Er behovet for billige, brugte bøger forsvundet, eller køber læserne sådan nogle af hinanden via nettet nu? Jeg har en vis mistanke om, at de eksploderende huslejepriser kan have noget med det at gøre.

Bruger man min by, Odense, som eksempel, lå der i sin tid fem-seks velassorterede antikvariater i centrum. Vi er vist nede på to nu, det ene dybt inde i en skyggefuld baggård, det andet ud til et befærdet vejkryds, begge i forskellige udkanter af C – ikke just prima beliggenheder.

Antikvariaterne kunne godt tænkes at være afhængige af drop-in-kunder, altså den slags kunde jeg var, da jeg slog en halv time ihjel forleden, mens jeg ventede på et tog.

Nu har de ikke råd til at ligge i gågaderne, hvor folk alligevel kommer forbi, og det ødelægger dem. Dertil kommer den fremherskende brug-og-smid-væk-kultur, bestsellerismen og naturligvis internettet.

Dilemmaet

Vi er nu fremme ved mit dilemma. Jeg gik ind i butikken i Århus uden specifikke forventninger. Jeg fandt en lille bog, der skulle vise sig at være en perle – en bizar lille udgivelse, Lila the Werewolf, som er anmeldt i dette nummer af Planet Pulp.

Sammenlign denne oplevelse med én jeg havde i sidste måned. Min medskribent på nærværende organ, Jacob Krogsøe, har skrevet en masse om ældre tegneserier på sin Facebook-væg for nylig, heriblandt om genistregen Sære Fortællinger (orig. Abominations) af Hermann.

Uden at vide det havde Jacob lige genforenet mig med et værk, jeg må have læst halvtreds gange som ung, men hvis titel og forfatter, jeg havde glemt alt om. Begejstret fandt jeg lynhurtigt frem til et eksemplar på nettet – gennem antikvariat.net – og bestilte det. En steril, upersonlig og ganske kedelig oplevelse forestået ved mit skrivebord på hjemmekontoret.

Dannelsestabet

Jeg indrømmer gerne, at jeg er old school. Jeg husker med vemod tilbage til dengang, der var boglader overalt og brugte bøger på ethvert kræmmermarked.

Jeg synker en klump, hver gang jeg tænker tilbage på det hedengangne Kaabers Antikvariat i Skindergade, i København, hvor den pukkelryggede ejer kunne huske alle 100.000 bøgers placering i hovedet.

Han sad storrygende bag sit kæmpestore ædeltræsskrivebord, hvor bronzebusten af Dante Alighieri havde hæderspladsen, og pegede med cerutten ind i den skumle kælderlabyrint, hvor bogskatte dannede samtlige vægge. Det var sateme en butik med karakter! Det var dén oplevelse, der totalt udebliver, når man bare bestiller ting hjem fra nettet.

En anden ting Hr. Kaaber og hans servile og nærmest abnormt veloplyste personale kunne, var at anbefale. Jeg var en knøs på sytten, men de tog mig alvorligt som bognørd og samler.

De fremviste vidunderlige ting, som de udmærket godt vidste, jeg ikke havde råd til, men jeg skulle da lige se dem. Det første fix er gratis og sådan. Jeg har holdt et originalt kobberstik af Francisco Goya, og jeg har set et par sider fra de “ægte” forfalskede Hitler-dagbøger, og jeg har diskuteret ægtheden af de få portrætter, der findes af Marquis de Sade med fagfolk.

Hos Kaabers kendte og værdsatte man min aparte smag, og respekterede den, og jeg købte næsten altid noget, inden jeg gik, inspireret af deres venlighed og de ting, de viste mig.

Lukkede anbefalingscirkler

Nettets antikvariater og læser-til-læser-services gør det langt nemmere og mere overskueligt at finde de værker, man leder efter. Man skal være mere end almindeligt kræsen for ikke at kunne finde det, man leder efter – det er naturligvis et helt andet spørgsmål, om man har råd til det.

Men lader man sig i samme grad besnakke af eksperterne, lader man sig inspirere, berige og forlede? Næppe.

Jeg har bemærket hos mig selv, at jeg i langt højere grad end tidligere kun modtager anbefalinger fra mine venner – dem hvis smag, jeg i forvejen deler, og som ved, hvad jeg kan lide.

På den måde bliver min horisont aldrig skubbet længere bort. Vi anbefaler hinanden ting i en stor cirkel, hvor man holder sig til de spor, man kender – de samme genrer, de samme formater, de samme forfatterskaber.

Der er nok ikke den store chance for at udviklingen vender, men måske man kunne pause den lidt? Kan der ikke være plads til både det gamle, støvede antikvariat, hvor man kan fare vild mellem reolerne og det fagre nye, hvor man bare klikker på en knap og får sin bog med posten nogle dage senere? Det synes jeg godt, der kan.

Månedens lederskribent er Martin Schjönning.

Film:
Batman and Harley Quinn (Sam Liu, 2017)
Blade Runner 2049 (Denis Villeneuve, 2017)
The Village (M. Night Shyamalan, 2004)

Filmmusik:
The Whisperers (John Barry, 1967)

Bøger:
Lila the Werewolf (Peter S. Beagle, (1974)
Spellbook of the Lost and Found (Moïra Fowley-Doyle, 2017)

Skriv et svar

Your email address will not be published.