Planet Pulp

Den 5. oktober var det 50 år siden, Dr. No havde premiere i London – danskerne måtte dengang vente seks måneder på at se Mission Drab, som filmen kom til at hedde på dansk.

Halvtreds år er lang tid, og uanset hvad man måtte mene om serien af James Bond-film, er det svært ikke at være imponeret over en serie, der har kørt så lang tid, og som så stædigt har overlevet filmkritikernes gentagne forudsigelser om Bonds snarlige død.

Et fler- og tværmedielt fænomen

Som generelt filminteresseret er serien desuden en glimrende indgang til et studium af actionfilmens udvikling som genre, og dertil kommer de mange interessante observationer om filmatiseringens kunst, fordi vi for omtrent halvdelen af filmenes vedkommende har et romanforlæg at forholde os til.

Sidst, men bestemt ikke mindst, er Bond-serien et interessant fænomen, fordi serien breder sig over snart sagt alle tænkelige medier. Bond startede naturligvis ud som romanfigur i Ian Flemings romaner (Casino Royale var den første og udkom i 1953). Allerede året efter blev Casino Royale filmatiseret som en én time lang TV-episode i amerikanske CBS’ Climax!-serie. I 1958 tog figuren så springet til tegneseriemediet i form af avisføljetoner, fulgt af filmatiseringen af Dr. No (den sjette roman) i 1962.

Året efter fulgte en tegneserie-adaptering af Dr. No (filmen), men derudover skulle der gå længe, inden der kom andre Bond-tegneserier end avisstriben, som i øvrigt kørte helt fra 1958 til 1983. Først med en adaptering af For Your Eyes Only i 1981 kom den næste filmbaserede tegneserie; det var i øvrigt Marvel, der stod for den.

Sideløbende med filmene udkom musikken på LP, og senere kassettebånd og CD, så man enten kunne genopleve filmen gennem musikken eller værdsætte musikken på egne præmisser. Startende med James Bond 007 i 1983 er der også kommet en lang række computer- og konsolspil med Bond i hovedrollen – lige fra actionspil til rent tekstbaserede adventurespil. De fleste har været baseret på filmene og været en del af den generelle markedsføring af filmene, men nogle har været selvstændige spil eller en blanding af elementer fra filmene og spilfirmaernes selvopfundne idéer.

Også i 1983 kom det første og hidtil eneste officielle James Bond-rollespil, James Bond 007, udgivet af Victory Games (et datterfirma af hæderkronede Avalon Hill). Over de næste tre år kom der fem supplementer til grundbogen, og spillet blev betragtet som succesfuldt (det solgte tæt ved 100.000 eksemplarer). Da Avalon Hill og Danjaq ikke kunne blive enig om en fornyelse af licensen opgav Avalon Hill spillet, og den sidste udgivelse kom i 1986.

Startende med James Bond, The Spy Who Loved Me i 1977 er der også udkommet romaner, baseret på filmmanuskripterne (de såkaldte “novelizations”). Det er ikke alle filmene, der er blevet genstand for en novelization, men efterfølgende er der udkommet romaner baseret på filmmanuskripterne til Moonraker (1979), Licence to Kill (1989), GoldenEye (1995), Tomorrow Never Dies (1997), The World is Not Enough (1999) og Die Another Day (2002).

Dertil kommer den omfattende merchandising, der tæller alt fra legetøj, plakater og tøj til replicaer af rekvisitter – for ikke at tale om de hardcore samlere, der bruger styrtende summer på de rigtige rekvisitter fra filmene.

Med andre ord er James Bond et overflødighedshorn for fans såvel som for medieforskere, fordi franchisen spreder sig over snart sagt alle medier og typer af merchandising.

Bond og Planet Pulp

Her på Planet Pulp kan vi heller ikke undsige os for at være fanget af fascinationen af Bond, selv om ingen af os er hardcore-fans. Men Bond-seriens generelt pulpede indhold og udtryksform gør den selvfølgelig til gefundenes Fressen for os her på Planeten.

Som de store (film)nørder, vi er, er der selvfølgelig rig lejlighed til både at lade os underholde af filmene, samtidig med at vi lystigt internt kan diskutere, hvem vi mener, der er den bedste af de indtil videre seks skuespillere, der har portrætteret Bond.

Indtil videre har vi koncentreret os om filmene, filmmusikken og romanerne – men på den længere bane ser vi frem til at kombinere “kerneprodukterne” – film, filmmusik og romaner – med anmeldelser af alle de andre ting: tegneserier, computerspil, rollespil, novelizations, de såkaldte continuation-romaner (Bonds forsatte meritter, skrevet af andre end Ian Fleming), biografier, bøger om Bond-musikken og hvad vi ellers kan forestille os.

Bond-fascinationen

Meget er sagt og skrevet om Bond-fascinationen, og baggrunden for fascinationen er endnu et interessant tematisk nedslag i Bonds indtil videre 59-årige historie. Mange argumenter går i retning af “mænd vil være ham, kvinder vil ha’ ham”, men det er selvfølgelig kun én af mange årsager til, at James Bond bliver ved med at fastholde publikums interesse.

For det første må vi holde fast i den basale underholdningsværdi, som langt de fleste af filmene (og romanerne) har, og som har gjort filmene til kontinuerlige hits ved billetlugerne og romanerne til kontinuerlige sællerter i bogladerne. Selv når filmene har fået dræbende kritik af både filmkritikere og fans er de blevet kassesucceser af rang.

Men derudover er der formentlig også en selvforstærkende effekt på spil: Jo længere serien har kørt, jo mere indgroet en del af vestlig filmtradition er den blevet. Man kan næsten ikke forestille sig en verden, hvor der ikke enten er en Bond-film på trapperne eller i produktion. Og dertil kommer, at jo længere serien har kørt, jo flere samlerobjekter bliver der ved med at komme.

Vi er ikke færdige

I denne måned færdiggør vi, som planlagt, vores serie af anmeldelser af Bond-film og -filmmusik fra den officielle Eon-serie af Bond-film. Men akkurat som de tidlige Bond-film sluttede med “James Bond will be back in…”, kan vi her på Planet Pulp love, at vi ikke er færdige med Bond.

For det første er vi stadig ikke færdige med Ian Flemings romanserie, ligesom vi ikke har fået færdiggjort vores artikelserie om Bonds Babes. Dertil kommer den gamle filmatisering af Casino Royale fra 1967 og den uofficielle Bond-film Never Say Never Again fra 1983. For ikke at tale om nogle af de andre ting, vi har omtalt tidligere – tegneserier, computerspil og så videre.

Og så glæder vi os naturligvis til senere på måneden at kunne levere en anmeldelse af den spritnye Bond-film, Skyfall.

Menuen

Ud over, at vi denne måned tager et kig på de sidste tre Bond-film, har vi naturligvis også andre ting på programmet. Ikke mindst en anmeldelse af den nye (forrygende) Dredd 3D, der langt om længe giver filmisk oprejsning til vores allesammens favorit-fremtidsfascist, Judge Dredd.

Vi ser også på et par andre film, Hard Rock Zombies (1985) og Feast (2005), behind-the-scenes-bogen om Bram Stoker’s Dracula (1992) og Matt Bondurants roman The Wettest County in the World (2008).

Endelig er vi stolte og glade over at kunne præsentere en artikel af en gæsteskribent, nemlig den danske horror- og (i bredere termer) genreforfatter Jonas Wilmann, der forsøger at besvare det klassiske spørgsmål om, hvor forfattere får deres idéer fra.

Planet Pulp ønsker jer allesammen en (u)hyggelig oktober måned: Husk, det er Halloween-måneden. Så sæt en uhyggelig film på, luk tarantellen ud af sit terrarium (eller noget) og gys i oktobermørket. Vi ses i næste måned!

Månedens lederskribent er Mogens Skaaning Høegsberg.

Film:
Casino Royale (Martin Campbell, 2006)
Die Another Day (Lee Tamahori, 2002)
Dredd 3D (Pete Travis, 2012)
Feast (John Gulager, 2005)
Hard Rock Zombies (Krishna Shah, 1985)
Quantum of Solace (Marc Forster, 2008)

Filmmusik:
Casino Royale (David Arnold, 2006)
Die Another Day (David Arnold, 2002)
Quantum of Solace (David Arnold, 2008)

Bøger:
Bram Stoker’s Dracula – The Film and the Legend (Francis Ford Coppola m.fl., 1992)
The Wettest County in the World – A Novel Based On A True Story (Matt Bondurant, 2008)

Artikler:
Rageknive, idéer og Satan i kaffemaskinen (artikel af Jonas Wilmann)