Lidt tilfældigt genså jeg for nyligt Wes Cravens effektive lille thriller Red Eye fra 2005, som jeg benyttede lejligheden til at anmelde til dette nummer af Planet Pulp.
Udover at være en fin thriller, så er Red Eye også herlig, fordi den har en spilletid, der passer perfekt. Bare 85 minutter varer den – under halvanden time! Det er en spilletid, der nu om stunder næsten udelukkende ses i forbindelse med animerede film, og selv der er der bestemt også film, der er længere.
Film er blevet længere, og ikke bare siden 1980’erne, hvor jeg begyndte at se film, men nok især siden årtusindskiftet. Det er ikke bare noget, jeg siger; det er der folk, der har undersøgt.
Selvfølgelig har der altid været eksempler på lange film, men i dag lader det til at være reglen, snarere end undtagelsen, at en spillefilm varer mindst to timer og gerne er oppe at ramme noget i nærheden af to timer og tyve minutter. I hvert fald når vi taler Hollywood. Og en del film er endnu længere.
Jeg ved ikke, hvor mange film, der tilbage i 1980’erne lå på omkring 90 minutter, og det var måske i virkeligheden de færreste, der gjorde det så kort og effektivt. Men jeg har en klar fornemmelse af, at rigtig mange af dem lå på omkring de 100 minutter, plus/minus 5-10 minutter. Altså et sted i omegnen af en 1 time og 40-50 minutter.
Selv det kan være for langt for nogle film, og helt generelt er spilletiden ofte en af mine primære problemer med mange film i dag. Den seneste Mission: Impossible-film – hvor fed, den så end er – har en spilletid på 163 minutter! Indiana Jones and the Dial of Destiny varede 154 minutter!
Til sammenligning varede den første Mission: Impossible-film fra 1996 110 minutter, og den længste af de tidligere Indy-film (Last Crusade fra 1989) varede 127.
Og I skal slet ikke få mig til at tale om Marvel-filmene, der helt generelt – med få undtagelser – lider under en oppustet spilletid, som materialet ganske enkelt ikke kan holde til. For mig var det en kamp at komme igennem de to sidste Avengers-film, hvor Infinity War med sine 149 minutter var den korte (!), mens Endgame gudhjælpemig varer 181 minutter!
På en måde er det paradoksalt, at filmene vokser på den måde, for længere spilletid er lig med større udgifter for studierne. Til gengæld kræver det også mere at lokke folk i biografen i dag, og for nogle betyder lang spilletid ekstra smæk for skillingen. Når man nu endelig skal punge ud, så vil man fandme også have noget for sine penge.
Og det får man også i rigtig mange tilfælde. Faktisk får man ofte så meget, at man ikke bare bliver mæt, men ender med at få en lille smule kvalme. I metaforisk forstand, altså – medmindre man selvfølgelig foræder sig i popcorn, slik eller andet, der skal til i rå mængder for at man ikke skal løbe tør midt i anden akt.
Jeg er selv blevet virkelig selektiv med de film, jeg ser. Hvis en film er meget lang, så skal jeg enten have en helt særlig interesse i den (f.eks. Indiana Jones) eller have hørt virkelig godt om den, før jeg vil investere så meget af min tid i den.
Jeg ved godt, at det her kan fremstå som brok, men det skal ikke opfattes sådan. For det første fordi, jeg selvfølgelig anerkender, at der er nogle film, der har brug for en lang spilletid – på den måde er jeg ikke imod lange film, punktum.
For det andet fordi, min irritation over film, der er for lange, mest skyldes, at jeg ærgrer mig over det tabte potentiale. Når spilletiden gør det, der ellers kunne være en glimrende film, dårligere, synes jeg det er synd. Både for filmen som helhed, skuespillerne, instruktøren og manuskriptforfatteren.
Jeg vil gerne se gode film, men når det kommer til spilletid, så betyder længere bestemt ikke altid bedre. Det findes der selvfølgelig også eksempler på – film, hvor en lidt længere spilletid havde været en fordel. Men sammenlignet med det modsatte problem, er det forsvindende få.
Det var derfor, jeg blev så begejstret over mit gensyn med Red Eye, der er pacet helt perfekt, og som hverken er for lang eller for kort. 85 minutter. Wham! Bam! Thank you, ma’am! Jeg siger ikke, at alle film skal ned og kysse 90 minutter. Men kunne vi da bare få de fleste film ned under to timer, så ville det være en fin begyndelse.
Månedens lederskribent er Mogens Høegsberg.
Film:
Furiosa: A Mad Max Saga (George Miller, 2024)
The Hunted (William Friedkin, 2003)
Kingdom of the Planet of the Apes (Wes Ball, 2024)
The Predator (Shane Black, 2018)
Red Eye (Wes Craven, 2005)
