Categories: Leder

Leder og indhold – 13. juli 2014

Et årligt tilbagevendende drama, der udspiller sig på de franske landeveje netop nu, er Tour de France og i aften (i går, qua vores enkelte dags forsinkelse, – red.) slutter fodbolddramaet på de brasilianske græsarenaer… Og selvom det langt fra er alle, der er interesserede i fodbold eller cykelsport (eller sport i al almindelighed), så er både fodbold-VM og touren gode eksempler på, at den type spænding, vi elsker her på Planet Pulp, ikke kun behøver at findes i film, bøger, tegneserier eller i andre af de medier, vi beskæftiger os med her på siden.

Spændingskurven i en velkørt bjergetape eller enkeltstart eller i en velspillet fodboldkamp er ikke så forskellig fra den, vi leder efter i en godt sammenskruet film eller en velfortalt tegneserie. Det er den grundlæggende usikkerhed: Klarer vores hovedperson(er) skærene, eller må han, hun, den eller de bide i græsset?

Vi leder efter dramaer overalt – så længe de ikke findes i vores eget liv. I så fald skal det i hvert fald være dramaer, vi selv er herrer over og som vi selv vælger – en spændende rejse, en udfordring eller noget andet, der ikke betyder, at vi for alvor må slippe kontrollen.

Men i de dramaer, vi opsøger i fiktionens verden – eller i sportens – ønsker vi ikke at være i kontrol – usikkerheden om udfaldet er det, der tiltrækker os. Det er det, der får adrenalinet til at pumpe og giver os et kick. Det kan give os enorme skuffelser, når det ikke går, som vi håber – men til gengæld også enorm tilfredsstillelse, når tingene lykkes.

En del af de små dramaer ved at læse en bog eller en tegneserie eller ved at se en film, en bjergetape, en fodboldkamp eller en tv-serie er ikke bare den, der ligger i handlingen eller de begivenheder, der udspiller sig.

Det er også kvaliteten i produktet i sig selv: lever filmen op til forventningerne eller skuffer den? Det er når man halvvejs igennem en film krydser fingre i biografmørket for, at resten af filmen lever op til den første halvdel. Det er når man forud for en bjergetape håber på, at favoritterne tør angribe i stedet for at køre defensivt. Eller når man er midt i en krimi og bider negle i spænding mens man håber på, at det ikke bare var butleren, der gjorde det, når man når frem til slutningen.

Her på Planet Pulp udtrykker vi jævnligt vores skuffelse over film, bøger, tegneserier og andet, der ikke formår at forløse deres eget potentiale. Men ofte overraskes vi også positivt af noget, vi ikke havde forventet det store af. Det er det, der gør det sjovt at læse og at se film, tv eller spille computerspil. Hvad det nu end kan være. Skuffelser er der nok af, når man interesserer sig for genrefilm, bøger, tegneserier, filmmusik og andet nørdguf.

Men der er fandme også mange gode oplevelser, mange positive overraskelser. Og det er derfor, vi elsker, det vi gør, og bliver ved med det! Nyd jeres sommerferie indtil vi ses igen i august!

Månedens lederskribent er Mogens Høegsberg.

Film:
The Amazing Spider-Man 2 (Marc Webb, 2014)
Locke (Steven Knight, 2013)

Bøger:
Star Wars år for år: En visuel krønike (Ryder Windham m.fl., 2012)

Tegneserier:
Essential Classic X-Men Volume 3 (Arnold Drake m.fl., 2009)

Redaktionen

Recent Posts

Leder og indhold – 13. oktober 2024

Det er blevet oktober, og her på Planet Pulp har vi en virkelig god idé…

2 uger ago

Alien vs. Predator

Den første film, der lader de to ikoniske monstre fra Alien- og Predator-filmserierne mødes, er…

2 uger ago

Beetlejuice Beetlejuice

Det længe ventede gensyn med Beetlejuice og det bizarre efterliv er heldigvis en fornøjelig oplevelse.…

2 uger ago

Metallicus

"Nej. Tingesten kunne måske nok spille et nummer på gehør efter en enkelt gang, men…

2 uger ago

Leder og indhold – 13. september 2024

Hvis man er genrefan og samtidig er med på beatet i denne weekend, så er…

2 måneder ago

Beetlejuice

Tim Burtons anden film hører stadig til blandt hans mest seværdige, med dens unikke blanding…

2 måneder ago