Planet Pulp

Hvad har Carmen de Moribus, altså Cato den Ældres bønnebog for de døde, tilfælles med den japanske stumfilm King Kong i Edo (1938)?

Begge værker deler skæbne med en række Botticelli-malerier af hedenske ritualer og den oprindelige A-side af albummet Axis: Bold as Love med The Jimi Hendrix Experience: De er forsvundne, uigenkaldeligt tabte kunstværker.

I denne måneds nummer af Planet Pulp anmelder jeg filmen The Forbidden Room. Den er unik på mange punkter, men det helt særlige ved den er, at dens historie er strikket sammen – i et komplet kaotisk mønster, vi er ude i noneuklidisk strikketøj her! – af tolv andre film, som ikke længere eksisterer.

Idémanden og instruktøren, canadieren Guy Maddin, var blevet opslugt af tanken om forsvundne film og havde hørt, at eksempelvis 80 % af Hollywoods produktion fra stumfilmsæraen er forsvundet eller ødelagt.

Maddin valgte, i frustration over ikke at kunne få disse film at se, at genskabe et dusin af dem – i hans egen version, men med mange af datidens teknikker.

For at gøre projektet yderligere interessant blev hver af de tolv film, der senere blev klippet sammen til The Forbidden Room, skudt på én dag, i fuld offentlighed, som en kunstinstallation på kulturhuset Phi Centre i Montreal.

Usømmelig omgang med kultur

Jeg synes idéen er genial, men samtidig fremhæver den blot, hvor mange ting vi har mistet og aldrig vil få igen.

Selvom Maddins film kan ses som en hyldest til det tabte, er der jo også tale om usømmelig omgang med nogle kulturelle lig her.

Det kan vel sammenlignes med da den 83-årige, på ingen måde konservatoruddannede, spanier Cecilia Giménez i 2012 “restaurerede” et Ecco Homo-motiv, et hundrede år gammelt kalkmaleri, i sin lokale kirke.

Giménez malede simpelthen Jesu ansigt op igen, fordi det var falmet, men hendes gode, gudfrygtige intentioner ændrer ikke på, at frelseren kom til at ligne en abe, og at der nærmere er tale om hærværk end en redning af værket.

Nogle kunstnere arbejder dog det potentielle tab af værker ind i kunsten allerede i inspirationsfasen. Albert Speer, Hitlers hofarkitekt der nominelt stod i spidsen for førerens karakteristisk overambitiøse byfornyelsesprojekt, Germania, havde regnet slid og ødelæggelse ind i sine kunstneriske idéer.

Han planlagde, ud fra en tanke om det han kaldte “ruinernes værdi” i sin teori, kreativt navngivet Die Ruinenwerttheorie, at hans bygninger også skulle imponere og berøre beskueren tusind år efter, at de var styrtet sammen.

Det var tankegods fra romantikken, men naturligvis med rødder i antikken, hvis ruiner bjergtog både Speer, Hitler og naturligvis Mussolini.

Speer forberedte sig med andre ord på, at hans værk skulle gå under, men alligevel bevares i en eller anden form. Han ville uden tvivl blive rasende, hvis nogen i stil med Giménez forsøgte at redde hans efterladte værker, og jeg forestiller mig, at han ville betragte eksempelvis fornyelsen af Koldingshus slotsruin i 1970-80’erne som en respektløs forbrydelse.

Forfængelighedens bål

Nu er der selvfølgelig en del kunstarter, der er langt mere sårbare end arkitekturen. Som de fleste rigtige bognørder får jeg det fysisk dårligt, og kan blive frygteligt oprørt, over tanken om de skriftruller og bøger, der er gået tabt gennem tiden.

Den enorme samling i Alexandrias Bibliotek, der gik for at være oldtidens største, forsvandt i flammer. Ovennævnte malerier af Botticelli, en af renæssancen dygtigste faddere, blev smidt på bålet under det såkaldte “Forfængelighedens Bål” den 7. februar 1497.

Botticelli overgav udvalgte værker til dominikanerpræsten Girolamo Savonarola – en person jeg inderligt håber vil spendere evigheden i det helvede, han var så optaget af, mens han levede.

Savonarola var en fanatisk kristen asket med en hypnotisk magt over andre. Han styrede de facto Firenze i årevis, inden han blev ekskommunikeret og henrettet, men inden da havde han altså nået at brænde ton efter ton af malerier, bøger, gobeliner, antikke artefakter, spejle, spillebrikker, noder og musikinstrumenter.

Generelt har menneskeheden en tendens til at opfinde stadig dårligere medier at opbevare vores kultur på. Albert Speer og hans fascination af gigantisk arkitektur og bogstaver for evigt hugget i sten, må anses som en anakronisme.

Vi kan stadig læse 5.000 år gamle sumeriske skatteopkrævninger, fordi de er skrabet i kalksten eller brændt i ler. Til sammenligning er en CD ubrugelig, hvis den har et par ridser, og en bog kan i dag eksistere helt uden at have en fysisk form.

Internettet er et tveægget sværd i kampen for kulturbevarelse. På den ene side er det, som et decentraliseret netværk, garderet imod de geografisk specifikke brande, bombetogter, tyverier og tilfælde af helt gemen menneskelig dumhed, som har kostet os så meget.

Hvis en del af nettet er truet, kan man lynhurtigt flytte musik, film og bøger til et andet “sted”. Men nettet er afhængigt af en sindssygt indviklet infrastruktur og til trods for dets flydende struktur, går der enorme mængder data tabt hvert år til cyberangreb, maskinelle defekter og menneskelige fejl. End ikke nettet som helhed er udødeligt.

Verdens sikreste skatkammer

Oppe på Svalbard er datapræserveringsfirmaet Piql derfor ved at fylde en gammel kulmine med information og kultur. Ligesom The Global Seed Vault, verdens reserve af plantefrø, der også ligger i en kulmine på Svalbard, er The Arctic World Archive en dommedagsforanstaltning, til når nettet engang bliver ristet af en EMP-bombe.

De lande og firmaer, der opmagasinerer data i verdensarkivet kan dog også fysisk “hæve” deres data, hvis der er behov for det, eksempelvis hvis et jordskælv har ødelagt en vigtig server.

Alt opbevares i fysisk form i arkivet: Litterære skatte, historiske dokumenter, livsvigtige forskningsresultater og dyrebare filmoptagelser er samlet på ruller af Piql’s patenterede plastikfilm, der til forveksling ligner klassiske filmstrimler. Intet er forbundet til internettet.

Faktisk startede Piqls succes ved, at de tilbød én enkelt service, nemlig at lave digitale originaludgaver af Bollywood-film om til de langt bedre kopibeskyttede fysiske formater – vi lever i en helt omvendt verden efterhånden, men hvis det betyder, at mere kunst og kultur bevares, så fint med mig!

Filmstrimlerne dybt under Svalbards granit kan holde i omkring 1.000 år, før de skal overspilles til nye ruller. Og hvad gør man med værker, der ikke blot kan kopieres over på en moderne udgave af mikrofilm? Hvad gør man med malerierne og skulpturerne?

Sandheden er jo desværre, at intet af det vil holde evigt, men med moderne teknologi kan vi i det mindste affotografere værker, før de går tabt. Vi kan lave 3D-scanninger af statuer og ekstremt detaljerede fotos af malerier, men jo kun dem der findes.

Den norske tegner Steffen Kverneland demonstrerer i sin biografiske graphic novel om Edward Munch – anmeldt i dette nummer af Planet Pulp – at der også er en vis tilfredsstillelse i at vække helt tabte værker til live.

Det er alment accepteret, at Munck malede to versioner af sit senere verdensberømte Madonna-portræt, men at den ene for længst er bortkommet. Kverneland forsøger, i tegneserien, at arkæologisere sig frem til maleriets udseende, og præsenterer sit beskedne bud på hvordan det kunne have set ud – en metodik ikke helt ulig Maddins The Forbidden Room.

De uendelige tab

Lige meget hvilken metode vi anlægger – den uperfekte genskabelse af tabte værker, æstetiseringen af selve tabet, restaureringer af det næsten tabte, som man gjorde det i Dresden efter Anden Verdenskrig, eller præservering af kopier under permafrosten – er én ting ubetvivlelig: Vi kommer aldrig til at kunne forhindre kulturtabene totalt.

Listerne over tabte værker er endeløse. Igennem tiden har vi mistet partiturer til orkesterværker af Brahms, Mendelsohn, Liszt og Beethoven.

Vi har mistet en ukendt, men meget stor del af romeren Petronius’ erotiske satire Satyricon.

Tabt er også Lord Byrons skandaløse erindringer, som hans familie brændte, og ingen skrev nogensinde Lincolns bedste tale om ophævelsen af slaveriet ned – efter sigende leverede han talen med så meget pathos, at journalisterne blot sad og måbede og ikke, som normalt, skrev referat.

Den kendte udgave af Skjoldungernes Saga – legender fra den danske hedenold – er klippeklistret sammen af fragmenter og referencer i andre sagaer, den oprindelige version, der blev oralt overleveret i århundreder, er borte. Tusinder og atter tusinder af værker forsvundet for evigt.

For Planet Pulp-redaktionen er det nok tabet af utallige B-, C- og D-film, der gør mest ondt. Ingen af os kommer til anmelde det filippinske superhelte-bootleg Batman fights Dracula (1967), den hardcore homopornografiske Jesus-biopic Him (1974), The Oregon Trail (1936), en western med selveste John Wayne i hovedrollen, eller London After Midnight (1927), en tabt horror-stumfilm instrueret af mesteren Tod Browning, der senere skabte Bela Lugosis Dracula (1931) og den groteske hævnhistorie Freaks (1932).

Der knytter sig i øvrigt en lille solstrålehistorie til produktionen af Dracula. Mens man filmede Lugosi-udgaven på engelsk om dagen, indspillede man den samme film, frame by frame, på spansk til det mexicanske publikum, med mexicanske skuespillere, om natten.

Det var ikke en usædvanlig fremgangsmåde i starten af 30’erne, men det resulterede i, at de alternative spanske, tyske og franske udgaver som regel blev bedre end de amerikanske versioner.

Alle de fejl amerikanerne begik, kunne natholdet nemlig undgå. Således regnes den mexicanske Drácula af mange kritikere som teknisk bedre end originalen, om end titelrollen mangler Lugosis dystre karisma.

Man troede i årtier at den var forsvundet, men lykkeligvis blev den genfundet dybt nede i Universals kældre og genudgivet. Til gengæld er det oprindelige cut af Freaks forsvundet.

Den slags lykketræf er der dog langt imellem. Det hænder, at der dukker genfundne værker eller brudstykker af dem op. Eksempelvis fandt man i 2013 en række vidunderlige stills fra produktionen af overnævnte London After Midnight.

Glemte skatkamre, hvor unavngivne helte har skjult kunst og bøger under krige og katastrofer, bliver genopdaget fra tid til anden, og hvem ved? Måske nogen en dag lokaliserer en kolossal bunke støvede filmruller med de oprindelige tolv film i The Forbidden Room.

Måske man finder den forsvundne Munch-Madonna på et hemmeligt loft. Måske nogen en dag vil grave sig ned i det tidlige internets kaotiske dybder og finde en dansksproget nørdkulturside ved navn Planet Pulp, og tænke “Wow, den findes virkelig!”

Månedens lederskribent er Martin Schjönning.

Film:
The Forbidden Room (Guy Maddin & Evan Johnson, 2015)
Orphan (Jaume Collet-Serra, 2009)
Westworld – Season 1: The Maze (Jonathan Nolan m.fl., 2016)

Bøger:
The Long Walk (Stephen King, 1979)

Tegneserier:
Black Dog: The Dreams of Paul Nash (Dave McKean, 2016)
Munch (Steffen Kverneland, 2013)