Her på lederpladsen var vi flere gange tidligere filosoferet over værdien af nostalgi som faktor i flere ting – både den stadigt verserende 1980’er-nostalgi på film og TV og nostalgi som element i det, der gør retrogaming så tiltrækkende.
Der er ingen grund til at gentage pointer, vi allerede har lavet, men nu, hvor Jacob anmelder den originale Beverly Hills Cop fra 1984, kan man godt drage et lille suk over fænomenet legacy sequels, der er blevet all the rage i Hollywood indenfor de senere år.
Begrebet legacy sequel dækker over fortsættelser, der kommer mange år efter den eller de originale film, og fænomenet er naturligvis ikke helt nyt, selvom selve begrebet er relativt nyt.
Men der er ingen tvivl om, at konceptet med de her meget forsinkede efterfølgere til film, der kom ud for 20, 30 eller 40 år siden, er blevet ekstremt populært indenfor de senere år.
Selvom den heller ikke var den første film, man kan kalde en legacy sequel, så var Rocky Balboa fra 2006 måske den film, der for alvor viste vejen (før den var den sidste film i Rocky-franchisen Rocky V fra 1990), og allerede i 2008 så vi to eksempler med fortsættelser i både Rambo– og Indiana Jones-serierne (her var de sidste film fra henholdsvis 1988 og 1989).
Efter 2008 er der kommet eksempler drypvist, indtil Hollywood virkelig har trykket sømmet i bund indenfor de sidste syv-otte år. Independence Day (1996) fik en fortsættelse i 2016, og Blade Runner (1982) fik én i 2017.
I 2018 kom TV-serien Cobra Kai (i Karate Kid-universet, hvor den sidste film med Ralph Macchio er fra 1989) og i 2021 Ghostbusters: Afterlife (2021), som ignorerer filmen fra 2016 og fungerer som en direkte efterfølger til Ghostbusters II fra 1989.
Prisen for størst afstand til originalen må dog næsten være Top Gun: Maverick (2022); den første film er fra 1986 – en afstand på 36 år.
I år har vi indtil videre fået Twisters (en sequel til Twister fra 1996) og Beverly Hills Cop: Axel F, der fortsætter fortællingen om Eddie Murphys rapmundede Detroit-panser. Her var den seneste film Beverly Hills Cop III fra 1994.
Fælles for alle disse film er, at de forsøger at fortælle nye historier om de karakterer, man kender fra de gamle film, men samtidig at de udnytter nostalgien som en metode til at lokke folk i biografen (eller ind på streamingtjenesten).
Men – igen uden at ville gentage tidligere pointer unødigt – så er det en balancegang på en knivsæg, når man bruger nostalgi som et virkemiddel.
Doseret korrekt og forudsat, at der er tilføjet nok nye idéer, kan det være en ekstremt potent ingrediens i en film eller TV-serie. Men hvis nostalgien får lov at dominere, går det galt – som Jacob skriver om den nye Beverly Hills Cop: Axel F i sin anmeldelse af Beverly Hills Cop.
Jeg har langt fra set alle de legacy-sequels, der er kommet indenfor de sidste 10-15 år, men jeg har set en del af dem, og der er generelt langt mellem snapsene. Af præcis den grund, Jacob også fremhæver.
Nostalgien bliver mekanisk og kalkuleret, snarere end et ekstra krydderi til en i forvejen effektiv historie.
Der er selvfølgelig undtagelser – jeg er f.eks. særdeles begejstret for Top Gun: Maverick, der formår at fortælle en basalt underholdende historie (hvor uoriginal den end er), samtidig med, at nostalgien er doseret perfekt og også uden at blive vammelsød.
Tværtimod er det en bittersød fornemmelse, da Val Kilmer dukker op. Her kombineres nostalgien med en påmindelse om, at der faktisk er gået næsten 40 år, og at ikke alt er, som det var i gamle dage. Det er godt lavet.
Men undtagelserne fra den generelle regel er generelt få – som sagt: Langt mellem snapsene.
Derfor kunne man godt håbe, at Hollywood snart kom videre fra den dille, som legacy sequels er. Før eller siden løber de vel også tør for franchises eller enkeltstående film, som folk gider se en meget forsinket fortsættelse til.
Man har da lov at håbe.
Månedens lederskribent er Mogens Høegsberg.
Film:
Beverly Hills Cop (Frækkere end politiet tillader) (Martin Brest, 1984)
The Fly (Fluen) (David Cronenberg, 1986)
Prey (Dan Trachtenberg, 2022)
