Planet Pulp

Det kan man kun tage afstand fra. Som man også kun kan tage afstand fra hans holdninger. Breivik er en førsteklasses psykopat.

Men hvordan kunne det gå så galt? Hvem har fejlet? I dagene og ugerne efter massakren er mange eksperter og kendisser kommet med deres bud. Nogle mere heldige end andre. For man skal passe på med at udtale sig i denne sag.

Hvem har ansvaret for Breivik?

Det er stadig et åbent og pulserende sår i vores kollektive bevidsthed. Det der pisser os af her på redaktionen er, at vi nu endnu en gang skal give film, bøger og musik en del af skylden for Breiviks handlinger. Ja, han spillede World of Warcraft, ja, han var fascineret af våben og ja, Dexter var en af hans ynglingserier. Men er de skyld, enten direkte eller indirekte, i hans gerninger? Og hvem skal bestemme dét? Tankepolitiet måske?

Hør blot her fra en artikel om påvirkingen fra Dexter: ”Men selv om ‘Dexter’ efterhånden har mange virkelige mord verden over på sin samvittighed, mener seriens producent Melissa Rosenberg dog ikke, at hovedpersonen glorificeres i serien.”

Det er så nemt at pege fingre af fiktionen frem for at pege fingeren på én selv. Skal TV-serien Dexter, som journalisten på TV2 allerede dømmer, have mordene på sin samvittighed, eller er det ikke nærmere samfundet? Som med fastfood er det også nemt at give McD skylden for fedme frem for at kigge på det samfund, der ”siger god” for at gå på McD.

Forklaringsrammer skaber skurke

Da sagen om Breivik blev trevlet op tegnede der sig et billede af en syg person, som overgår dem man kender fra fiktionen. John Doe mener i Se7en at han gjorde det rigtige. Det mener Breivik også, og det er her, det for alvor bliver ubehageligt. For hvad fanden får en person til at mene, at massemord er det rigtige?

Vi har i sådanne tilfælde brug for forklaringsrammer: Blev han mobbet, var han seksuelt afvigende, hentede han inspiration i film osv. Det er svært at fatte den meningsløshed, som fulgte i kølvandet på massakren. Og den tomhed. Hvem er Breivik? En fanatisk idiot? En underkuet idiot? Under alle omstændigheder er han en kæmpe idiot. Et fjols. En taber og en djævel i alle ordets betydninger.

Men at give fiktionen skylden tager vi her på redaktionen på det kraftigste afstand fra. Det er jo ikke sådan, at fiktionen sprøjtes ind for dernæst at udløse massemord: Dem der begår den slags havde gjort det med eller uden fiktionen som inspiration. De mennesker der ikke kan skelne fiktion fra virkelighed har et problem, som ikke har noget med den konkrete fiktion at gøre. Den slags mennesker skal samles op af samfundet, før bomben springer. Nogle medier får det næsten drejet i den retning, at det er fiktionen, i form af eksempelvis voldsfilm, der får psykopaterne til at gøre det, de gør. Hvor blev den frie vilje af? Og hvor blev samfundets og ikke mindst det personlige ansvar af? Stop med at give fiktionen skylden. Det er desperat, hyklerisk og forkert!

At der så er noget, der hedder sund fornuft, hvor man som forældre eller skoler skal være varsomme med, hvad man viser unge mennesker, er så en helt anden og meget spændende diskussion.

En bunke herlige film

I denne måned anmelder vi en stor bunke voldelige og grafiske film. For os er det nemlig underholdning og ikke en afspejling af vores voldelige tendenser. Det er ren og skær underholdning. Og så alligevel ikke. For en film som den franske Martyrs stiller netop spørgsmålstegn ved ondskab og fanatisme. Og sådan er det ofte. Det som afskrives som ligegyldig og skadelig vold for unge uregerlige mænd, kan faktisk give stof til eftertanke.

Vi ser på den danske zombiefilm Opstandelsen og den britiske zombiefilm Devil’s Playground. Og for at det ikke skal være løgn, så anmelder vi også det nye bind i The Walking Dead. Så en lille tre-trins zombieraket fyrer vi af. Derudover ser vi på den meget, meget skuffende Super 8 og scoret til filmen. Vi møder en en kæmpekrokodille i Killer Crocodile og kigger på en stak halverotiske film af bl.a. Walerian Borowczyk og Tinto Brass.

Vi har også taget Asia Argentos instruktørdebut Scarlet Diva under lup, og torture porn-makværket Penance får anmelderens kirurgiske stål at føle. Derudover er der dømt revolutionsromantik i den bøvede Women in Prison-film Orinoco: Prigionere del sesso, og sidst men ikke mindst er der både zombier og en burkaklædt Leatherface-wannabe i den underholdende og charmerende pakistanske (!) splatterfilm Zibahkhana.

Vi ses igen i næste måned. Og husk: B-film skal ses i hjemmebiografen!

Film:
Contes immoraux (Umoralske fortællinger / Immoral Tales) (Walerian Borowczyk, 1974)
Devil’s Playground (Mark McQueen, 2010)
Killer Crocodile (Fabrizio De Angelis, 1989)
Lady Libertine (Gérard Kikoïne, 1984)
Der Liebesschüler (Julia – den første gang / Julia) (Siegfried Rothemund, 1974)
Martyrs (Pascal Laugier, 2008)
Opstandelsen (Casper Haugegaard, 2010)
Orinoco: Prigioniere del sesso (Hotel Paradis / Blood for Liberty) (Edoardo Mulargia, 1980)
Penance (Jake Kennedy, 2009)
Scarlet Diva (Asia Argento, 2000)
Senso ’45 (Den sorte engel / Black Angel) (Tinto Brass, 2002)
Super 8 (J.J. Abrams, 2011)
L’uomo che guarda (Voyeuren / The Voyeur) (Tinto Brass, 1994)
Zibahkhana (Hell’s Ground) (Omar Khan, 2008)

Filmmusik:
Super 8 (Michael Giacchino, 2011)

Tegneserier:
The Walking Dead Volume 14: No Way Out (Robert Kirkman & Charlie Adlard, 2011)