Categories: Leder

Leder og indhold – 13. april 2017

Vi er jo også i virkeligheden mennesker. Ikke nødvendigvis løsrevet fra vores identitet her på Planet Pulp, men vi har familier og jobs der skal passes. For Pulpen er jo netop et ikke-kommercielt foretagende, som vi ikke tjener penge på.

At det så har givet os så meget andet, at det spiller ind i mange andre dele af vores liv, som denne leder også kommer ind på, er jo bare bonus.

En broget skare

Jeg er cand. mag i Filmvidenskab og arbejder som mediebibliotekar på Randers Bibliotek. Her holder jeg introduktioner i biografen, her kan jeg ofte i udlånet bruge mit nørdjeg fra Planet Pulp til at give læselyst videre til andre.

Jeg fungerer bedst, når jeg er én hel person, Jacob, der både kan brænde igennem på arbejdet og fritiden med mange af de samme ting. Så kommer den der med “at du skal skille arbejde fra fritid” og “er du så ikke konstant på arbejde”?

For mig leverer jeg bedst på alle fronter ved, at mit arbejde også på mange måder er min fritid og ikke et 8-16 job, der bare skal overstås, men det er jo en helt anden diskussion, stof til en helt anden leder.

Mogens er mag.art. og ph.d. i middelalderarkæologi og ansat som arkæolog ved Moesgård Museum. Martin Schjönning er litterat og forfatter. Michael Larsen har en baggrund som webintegrator, butiksmedarbejder, telefonsælger, skribent og autodidakt multikunstner. Tommy har en merkantil uddannelse indenfor International Marketing og en alsidig erhvervserfaring fra bl.a. reklamebranchen og forsikring.

Og det er kun os, der har skrevet til dette nummer, jeg har nævnt her. Hvis man ser på hele skribentskaren på Pulpen vil man møde mange forskellige kompetencer, der alle har det til fælles, at de brænder for at skrive, at de brænder for formidling.

Men hvorfor bringer jeg alt dette på banen?

Jo, det skyldes, at jeg gerne vil fortælle jer om noget, jeg synes er spændende, og hvor jeg kombinerer mit job på biblioteket med mine fritidsinteresser her på Pulpen. Noget der forbinder virkeligheden med fantasiens verden. Noget der forbinder Star Wars med Randers.

Ja, du læste rigtigt. Star Wars og Randers.

For mig handler det om at gribe en stor udfordring, at turde prøve noget anderledes. For Randers Bibliotek handler det om nye former for formidling og nye målgrupper. For Randers handler det om en mulighed for at brande sig på noget lidt anderledes.

Prinsessen og den gode brandingværdi

Så lad mig tage jer med til en ikke så fjern, fjern kommune for ikke så længe siden (og faktisk også lige nu).

For et år siden, mere præcist den 31. marts 2016, blev min klumme med titlen “Randers som en del af Star Wars-universet” bragt i Århus Stiftstidende og i Amtsavisen – jeg skriver på månedlig basis klummer til avisen, og det kan jeg jo også blandt andet takke min skriverier her på Pulpen for, det hele hænger sammen.

Det var en klumme fyldt med vilde drømme, skøre idéer og med en konklusion der lød “Hvis man ikke sigter efter stjernerne, så vinder man heller ikke prinsessen, det halve kongerige og en god brandingværdi.”

Kort fortalt var min idé, at Randers skulle gribe Star Wars-universet og gøre det til en del af kommunens kulturelle DNA – se blot hvad de er lykkes med i Odense med Harry Potter.

Benny Ray, en lokal randrusiansk ildsjæl med et fantastisk drive, havde allerede banet vejen med den succesfulde Star Wars-messe.

Så skruer vi tiden frem til nu. April 2017. Star Wars-messen er netop overstået med et rekordstort antal besøgende. Men der er også sket noget andet. Noget, der har taget udgangspunkt i skøre idéer og drømme.

Vi er nemlig ved at gøre Randers til Star Wars-by – og så kan du ellers grine, græde eller juble. Den klumme, jeg skrev for et år siden, blev læst af de rigtige mennesker på det helt rigtige tidspunkt. Mennesker, der også godt kunne se meningen med at kaste sig over Star Wars som en del af det kulturelle liv i Randers.

De mennesker var fra private virksomheder i Randers, men også folk fra Laksetorvet, altså selveste kommunen. Det er vigtigt. Jeg plejer at omtale min rigtig gode samarbejdspartner som “Nikolai fra kommunen”. Måske lyder det lidt gråt, men det har pondus. At Nikolai så i virkeligheden er en passioneret ildsjæl, som er alt andet end grå, er så en helt anden historie.

Biblioteket som kulturelt anker

Under alle omstændigheder er “Randers som Star Wars-by” blevet til et projekt, sådan med en projektplan, en styregruppe, en arbejdsgruppe, kommunal kaffe og et budget. Og for at vi som bibliotek, og mig som bibliotekar, kan se os selv i det, var det vigtigt, at biblioteket blev projektets kulturelle anker.

Et folkebibliotek har mange opgaver. En af de vigtigste er at fremme læselyst. Jeg siger ikke, at alle skal læse Star Wars-bøger. Men det er en fantastisk og unik mulighed for biblioteket at forsøge at gøre biblioteket til et Star Wars-bibliotek; et sted, hvor man kan starte sit eventyr i læsningens fantastiske universer.

Et sted, der sammen med alle vores andre tiltag, kan være med til at fremme lysten til at læse, lysten til at lære. For i sin essens er fortællingerne i Star Wars evigtgyldige, kampen mellem det gode og det onde, at gå fra barn til voksen, glæden ved gode historier, en leg med teknik og meget, meget andet.

Helt konkret, og her er mit samlerjeg helt oppe at ringe, skal vi bruge en god slat penge på at købe utroligt meget Star Wars-materiale hjem. Både bøger, tegneserier, cd’er, spil og meget andet. Altså i fysiske udgaver.

Ja, fysisk, du hørte rigtigt. I denne afviklingstid kører vi tilbage i tiden for at skabe fremdrift, for at skabe anderledes formidling. Vi skal også have indrettet et helt specielt sted i biblioteket, hvor alle disse materialer skal stå. Hvem ved, måske en lille Dødsstjerne, så det ikke bare er almindelige hylder?

Det helt vigtige i denne sammenhæng er, at biblioteket har fået penge udefra til at etablere “Danmarks største Star Wars Bibliotek”. Der er nogen – andre end mig selv – der rent faktisk synes, at det er en god idé.

Det oplever jeg, når jeg taler med folk efter mine foredrag om Star Wars, det oplever jeg, når jeg taler med kolleger på biblioteket, med mine venner og ja, med min mor og far (og mor og far tæller naturligvis ikke, da de sikkert også ville støtte mig, hvis jeg forsøgte at lancere Skødstrup som Danmarks swinger-by).

Sigt mod stjernerne, grib udfordringen

Der er naturligvis også nogle, der er skeptiske overfor idéen, nogen der mener, det er direkte latterligt, at det er lavkultur osv. De holdninger skal der naturligvis også være plads til.

Det fede er i den sammenhæng, at det faktisk bare giver mig mere og mere motivation for at vise, at det er en god idé, for at vise at det ikke bare er “plat, uambitiøst og kommercielt”. Og hvis jeg kan være med til at få unge mennesker til at læse mere gennem Star Wars-universet, så er min mission fuldført. Så hold øje med Randers i fremtiden, det bliver spændende.

Så flyver vi lige tilbage til Planet Pulp. Vi kommer lige ned på Jorden, før vi får “Randers som Star Wars-by” i den gale hals. Men jeg tænkte, at denne lille historie lige ville være noget for jer, da den er et eksempel på, at hvis man dykker ned i sin nørdpassion og samtidig sigter mod stjernerne, så kan der ske ting og sager. Ting og sager hvor fritidsinteresser og job smelter sammen.

Live long and prosper… (eller er det Use the Force?)

Månedens lederskribent er Jacob Krogsøe.

Film:
Doctor Strange (Scott Derrickson, 2016)
Gummo (Harmony Korine, 1997)
Kong: Skull Island (Jordan Vogt-Roberts, 2017)
The Wolverine (James Mangold, 2013)
X-Men Origins: Wolverine (Gavin Hood, 2009)

Filmmusik:
Born Free (John Barry, 1966)
The Wolfman (Danny Elfman, 2010)

Tegneserier:
Essential X-Men Vol. 3 (Chris Claremont m.fl., 2010)
Saga vol. 5 (Brian K. Vaughan & Fiona Staples, 2015)
The Walking Dead vol. 27: The Whisperer War (Robert Kirkman & Charlie Adlard, 2017)

Musik:
Renegades (Rage Against the Machine, 2000)

Redaktionen

Recent Posts

Leder og indhold – 13. september 2024

Hvis man er genrefan og samtidig er med på beatet i denne weekend, så er…

3 dage ago

Beetlejuice

Tim Burtons anden film hører stadig til blandt hans mest seværdige, med dens unikke blanding…

3 dage ago

Rebel Ridge

Korruptere strømere, uretfærdighed, en amerikanske lilleby OG en helt der hæver sig over loven. Velkommen…

3 dage ago

Indecent Proposal

Der er intet nyt under solen i John Barrys tilgang til musikken i Indecent Proposal,…

3 dage ago

Batman & Robin: The Making of the Movie

Bogen om den meget udskældte Batman-film er ikke et makværk som filmen, den omhandler. Men…

3 dage ago

Tim Burton’s Labyrinth i Berlin – En forrygende tur ind i Tim Burtons hjerne

Tim Burtons event-udstilling Tim Burton's Labyrinth er en stor oplevelse, hvor man får den komplette…

3 dage ago