Last Night in Soho

I Last Night in Soho møder vi den unge Eloise, kaldet Ellie (Thomasin McKenzie), der bor sammen med sin mormor i en lille landsby i England. Ellie er interesseret i tøjdesign og har en stor drøm om at blive optaget på London College of Fashion, hvilket er præcist hvad hun bliver i filmens indledning.

Allerede her får vi også en antydning af, at Ellie har nogle særlige evner, da hun ser sin afdøde mor i et spejl på sit værelse – vel at mærke på en måde, der lader os forstå, at det er helt naturligt for Ellie og ikke noget skræmmende for hende.

Ellie flytter til London, hvor hun indledningsvist flytter ind på et kollegium, men her falder hun ikke til, bl.a. på grund af sin ganske rædsomme, bagtalende roomie Jocasta (Synnøve Karlsen).

På studiet møder hun dog en enkelt venlig sjæl, hendes medstuderende John (Michael Ajao), der som den eneste ikke er enten ligeglad med eller decideret fjendtlig overfor Ellie.

Visioner fra 1960’erne

Ret hurtigt tager Ellie en beslutning om at flytte fra kollegiet. Det lykkes hende at finde et værelse i Soho, i en bygning ejet af den aldrende Ms. Collins (legenden Diana Rigg i hendes sidste filmrolle).

Og nu begynder der at ske ting og sager, for Ellies overnaturlige gave begynder at give hende visioner om en unge kvinde ved navn Sandie (Anya Taylor-Joy), der i 1960’erne boede på samme værelse.

Til at begynde med er visionerne positive for Ellie, for i Sandie møder hun en beslægtet ånd: Sandie er også kommet til London med drømme og håb om en bedre fremtid.

Sandies drøm er at blive sanger, og da hun møder den charmerende Jack (Matt Smith), lader det til at hendes lykke er gjort, for han kender alt og alle i Sohos natteliv og kan måske få hende ind som sanger på en natklub.

Ellie opsluges af visionerne om det Swinging London, hun selv så gerne ville have oplevet, og fagligt bliver visionerne også en gave, for hun lader sig inspirere af det tøj, hun ser, og får ros af lærerne på modeskolen for sine 60’er-inspirerede designs.

Fortid og nutid smelter sammen

Men efter et stykke tid begynder visionerne at ændre karakter. Den charmerende Jack viser sig at være en brutal alfons, der tvinger Sandie til at prostituere sig, og det står klart, at Sandies drømme om en sangkarriere i London ikke bliver til noget.

Og det bliver meget værre – men præcist hvordan, skal jeg ikke afsløre her. Jeg kan dog sige så meget, at fortid og nutid begynder at smelte sammen for Ellie, for hvem er den ældre herre (spillet af Terence Stamp), der virker så optaget af hende? Kan det være Jack fra hendes visioner, og ved han, hvad Ellie ved?

Edgar Wright

Instruktøren Edgar Wright blev for alvor kendt, da han i 2004 stod bag zombiekomedien Shaun of the Dead, som han skrev sammen med den ene af filmens hovedrolleindehavere, Simon Pegg.

Shaun of the Dead blev den første film i det, der nogle gange omtales som Cornetto-trilogien (efter isen af samme navn), alle tre med Simon Pegg i den ene hovedrolle og Nick Frost i den anden. Og alle tre film skrevet af Pegg og Wright og instrueret af Wright.

De tre film (de to andre er buddy cop-/Barnaby-spoofen Hot Fuzz fra 2007 og den Invasion of the Body Snatchers-/The Stepford Wives-inspirerede alien invasion-komedie The World’s End fra 2013) er alle stærkt underholdende, og filmenes succes løftede Edgar Wrights karriere.

Allerede inden Cornetto-trilogien var færdig, stod han i spidsen for Scott Pilgrim vs. the World (2010), en filmatisering af tegneserien Scott Pilgrim, og i 2017 lavede han den roste actionkrimi Baby Driver.

Fascination af Swinging London

Last Night in Soho er måske Wrights mest personlige film til dato, for både den rumlige og tidslige setting – Soho i 1960’erne – er udtryk for Wrights egen fascination af Swinging London, som han som barn hørte om fra sine forældre, der selv havde oplevet det.

På trods af dette markante personlige aftryk, er Last Night in Soho dog ikke Wrights helt egen, for i modsætning til Baby Driver, som Wright skrev manus til alene, skrev han Last Night in Soho sammen med Krysty Wilson-Cairns.

Ét af Wilson-Cairns’ væsentlige aftryk på manuskriptet var bl.a., at hun overtalte Wright til, at Sandie i 1960’er-scenerne/-visionerne skulle have dialog. Oprindelig var det ellers Wrights tanke, at 1960’er-scenerne skulle udspille sig uden dialog, nærmest som en drøm – hvad de jo på en måde også er for Ellie.

Krysty Wilson-Cairns argumenterede imidlertid for, at det ville være nemmere at få publikum til at holde af Sandie, hvis hun faktisk havde dialog, og det tror jeg, hun havde helt ret i.

Hyldest til Suspiria

Et markant træk ved filmen er lyssætningen i 1960’er-scenerne, der er domineret af blålige og rødlige nuancer, ikke mindst på grund af de mange neonskilte i Soho, ofte reflekteret i regnvåde brosten eller butiksvinduer.

Samtidig er hele 1960’er-delen holdt i en varmere, mere mættet farvetone end filmens nutidsscener, hvor paletten er mere afdæmpet og favoriserer brunlige og grålige nuancer.

Dette greb er ikke kun en effektiv måde at hjælpe publikum med at sondre mellem 1960’er-scenerne og nutidsscenerne; de farverige 1960’er-scener er også Wrights hyldest til Dario Argentos Suspiria (1977), der er én af Wrights yndlingsfilm.

Teknisk imponerende

Teknisk er Last Night in Soho på mange måder en imponerende bedrift, ikke mindst på grund af den måde, Ellies nutid og Sandies fortid smelter sammen i Ellies visioner.

Meget af det er naturligvis godt hjulpet på vej af CGI, ikke mindst de mange spejlinger, hvor man ser Anya Taylor-Joy, mens hendes spejlbillede er erstattet af Thomasin McKenzie.

Det er dog ikke alt, der er realiseret med computergrafik, og her er særligt én sekvens vildt imponerende. Det er en dansesekvens, hvor man skiftevis ser Anya Taylor-Joy og Thomasin McKenzie danse med Jack.

På nær et par enkelte klip er sekvensen lavet ved hjælp af nøje koreografi og fermt kameraarbejde, så Taylor-Joy og McKenzie løbende bytter plads gennem dansen.

Helt generelt er Last Night in Soho en fryd for øjet. Fotograferingen og lyssætningen er flot og 1960’er-settingen er imponerende realiseret, så man, akkurat ligesom Ellie selv, længes tilbage til 1960’er-scenerne, når filmen vender tilbage til Ellies mere grå hverdag.

I øvrigt er filmen ikke kun god for øjnene; lydsporet er fyldt med fantastiske 1960’er-skæringer, både kendte og mindre kendte. Filmmusiknørder vil frydes ved også at høre et uddrag af John Barrys score til Beat Girl (1960), der netop foregår i Swinging London.

Nu vi er ved musikken, så er Steven Prices score bestemt heller ikke dårligt, selvom det drukner en smule i alle de needledroppede numre fra 1960’erne.

Skuespilmæssigt i godt selskab

Skuespilmæssigt er vi også i selskab med solide præstationer. Thomasin McKenzie er god som den forsigtige og sårbare Ellie, der langsomt, men sikkert vokser sig stærkere og får mere og mere tiltro til sig selv, og Taylor-Joy er er tilsvarende god som den indledningsvist selvsikre Sandie, der bliver nedbrudt af sine oplevelser i London – igen én af filmens mange spejlinger, her på et metaforisk plan.

Og birollerne er jo ekstremt solide – altså det er folk som Matt Smith, Terence Stamp og Diana Rigg. Behøver jeg sige mere?

Nu vi er ved Diana Rigg, som rigtig mange naturligvis vil kende fra Bond-filmen On Her Majesty’s Secret Service (1969), så kan jeg som en service til Bond-fans nævne, at filmen faktisk byder på endnu en Bond-skuespiller: Ejeren af den bar, Ellie får et job på, spilles af Margaret Nolan, der spillede Dink i Goldfinger (1964). Som det også gjaldt for Diana Rigg, blev Last Night in Soho Margaret Nolans sidste filmrolle.

Stemningsfuld

Jeg kunne måske godt finde et enkelt, markant kritikpunkt at rette mod Last Night in Soho, men det ville være at spoile filmen, og det vil jeg ikke. Og markant eller ej, så er dette kritikpunkt ikke så væsentligt, at det ødelægger filmen eller trækker væsentligt ned i min vurdering af den.

Jeg havde en virkelig god oplevelse med Last Night in Soho, ikke mindst fordi filmen er så stemningsfuld, som den er, og fordi tidsbilledet er så gennemført, som det er.

Anmeldt i nr. 228 | 13/11/2024

Stikord: 1960’erne