La via della prostituzione

Emanuelle nera-serien med den indonesisk-fødte skønhed Laura Gemser i rollen som den sorte Emanuelle er en blandet landhandel af film. Her på Planet Pulp har vi tidligere har set på nogle stykker; blandt andet Emanuelle e gli ultimi cannibali (1977), Suor Emanuelle (1977) og Violenza in un carcere femminile (1982).

Der nåede at komme over femten Emanuelle nera-film, selv om ikke alle anses for “officielle”, idet nogle blev indspillet under andre titler, og Gemsers rolle først fik navnet Emanuelle i det engelske dub, så filmene kunne passes ind i serien. La via della prostituzione anses dog for én af de officielle film, hvor Emanuelle er journalist og bruger sit udseende og sin krop til at afsløre alskens afskyeligheder.

I Another World Entertainments danske udgave har La via della prostituzione fået titlen Emanuelle afslører den hvide slavehandel, og på engelsk er filmen kendt som Emanuelle and the White Slave Trade. Filmen er skrevet, instrueret og fotograferet af den italienske skraldemand Joe D’Amato, som vi her på Planet Pulp er stødt på mange gange!

Manden med aliaserne

D’Amato er manden med de mange aliaser, der foruden et utal af genrefilm også havde en lang karriere som hardcorepornoinstruktør. Han begyndte karrieren som filmfotograf, og billedsiden er da også én af de elementer, der næsten konsekvent fungerer fint i en D’Amato-film.

Som instruktør og særlig som manuskriptforfatter var D’Amato imidlertid ikke synderligt begavet, hvilket La via della prostituzione er et godt eksempel på. Dog må en del af skylden også skydes på D’Amatos medforfatter Romano Scandariato, for det er i manuskriptet at filmens primære problem ligger.

I La via della prostituzione kommer Emanuelle på sporet af en prostitutionsring, der forsyner rige og magtfulde mænd med smukke unge kvinder. Hvid slavehandel antydes stort set kun, så titlen er nok en anelse misvisende, men bagmændene bag prostitutionsforetagendet er da også slemme nok i sig selv.

Første halve time er optakt

Problemet med handlingen er, at den først reelt begynder efter en halv time. Den første halve time af filmen finder nemlig sted i Kenya, hvor Emanuelle er taget til for at få et interview med den internationale gangster Rivetti, der er flyttet til Afrika for at undgå udlevering til Italien.

Sammen med sin gamle veninde Susan har Emanuelle her en række eventyr med den europæiske Prins Arausani og gangsteren Rivetti. Foruden de obligatoriske softpornscener er de bl.a. på safari, hvilket giver lejlighed til en hel del klassiske safaribilleder med vilde dyr og hele molevitten.

Godt nok er det i Kenya, at Emanuelle for første gang kommer på sporet af prostitutionsringen, men det er en spinkel undskyldning. Efter omtrent 30 minutter flytter handlingen til New York, hvor Emanuelle nu begynder at optrævle prostitutionsringen.

“Optrævle” er måske nok et stort ord at bruge, for den reelle handling er i lang tid reduceret til, at Emanuelle følger sporet ved en række samtaler, inden hun via en mellemmand bliver sendt til prostitutionsringens hovedkvarter i San Diego, hvor den sidste del af filmen udspiller sig. Det siger sig selv, at også Emanuelles undersøgelse i New York er krydret med en række sexscener og andre former for umotiveret nøgenhed.

Det samme er naturligvis tilfældet i det store hus i San Diego, hvor en række unge kvinder er installeret i et luksusbordel, drevet af en skrupelløs bordelmutter og hendes håndlanger, transvestitten Stephen. Sidstnævnte står for filmens eneste decideret muntre passage, da han pludselig udviser evner for kung-fu! Hvordan Emanuelle klarer skærene, må du selv se.

Næsten total mangel på dynamik

Problemet med La via della prostituzione er, som med så mange af de film, hvor D’Amato selv har stået for manuskriptet, at historien udfolder sig med en næsten total mangel på dynamik. Ikke-erotiske og erotiske scener afløser hinanden på en så mekanisk facon, at det er lige før, man kan sætte uret efter dem. Det dræber ethvert tilløb til dramatik, og det hjælper heller ikke på situationen, at de erotiske scener heller ikke er synderligt vellavede.

Godt nok er Laura Gemser vanvittigt smuk og altid er værd at kigge på – det samme gælder i øvrigt Ely Galleani som veninden Susan – men scenerne er så tydeligt fingerede, at de kommer til at virke næsten komiske. At scenerne er ret uskyldige gør intet; erotik har intet at gøre med hvor meget, man ser, men måden, man ser det på. Også i disse scener viser D’Amato dog en ret ringe sans for at fortælle historier, og softpornscenerne er i deres udførsel lige så mekaniske som resten af filmen.

Lidt for munter 70’er-lir

Det er ellers ikke fordi historien ikke har potentiale. Prostitution og hvid slavehandel skulle om noget være vand på de italienske sleaze-skraldemænds mølle. Men først hen imod slutningen begynder historien at blive en smule grum, da bagmændene afslører Emanuelle og planlægger at give hende det hvide snit!

At hvid sexslavehandel kan udgøre baggrunden for virkeligt effektive og grumme historier er den kodylt fede Taken (2008) et glimrende eksempel på. I de rette klamme hænder kunne en mere seriøs og grum tilgang til stoffet have gjort La via della prostituzione til en virkelig fed exploitationfilm, men i stedet ender det som en lidt for munter omgang 70’er-lir.

La via della prostituzione er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt i nr. 69 | 13/07/2011

Stikord: Italian Cinema, Softporn