Planet Pulp

I 1966 kunne den italienske instruktør Damiano Damiani udsende sin sjette film, der fik titlen La strega in amore (bl.a. The Witch på engelsk). Den blev baseret på den mexicanske forfatter Carlos Fuentes’ kortroman Aura fra 1962; en drømmende fortælling om hekseri og overnaturlige hændelser.

Bogens historie fik Damiano Damiani selv omskrevet til et filmmanuskript, der i hvert fald på overfladen ligner romanforlægget ganske meget. Resultatet blev en skæv gyser eller et overnaturligt drama, der ikke har meget tilfælles med Damianis øvrige produktion, der hovedsageligt består af hårdkogte kriminalfilm.

Sær gammel kvinde

Handlingen begynder, da Sergio (Richard Johnson) beslutter sig for at svare på en jobannonce i avisen. En rig kvinde søger en assistent, der kan sætte system i familiens gamle bibliotek. Det job kunne passe Sergio ganske fint, og han tager således afsked med sin kæreste, og går gennem Roms morgentravle gader for at nå frem til jobsamtalen.

Mens han er på vej, bemærker han en gammel kvinde, han åbenbart har set flere gange i løbet af den seneste uge. Kvinden stirrer stift på ham, men af en eller anden grund kan han ikke komme i nærheden af hende, når han forsøger at tage kontakt til hende. Hun forsvinder som dug for solen.

Sergios overraskelse bliver da derfor heller ikke mindre, da han opdager, at kvinden, der søger en bibliotekar, er den selv samme kone, han har set så mange gange. Hvorfor hun har forfulgt ham, får Sergio ikke noget fornuftigt svar på, men omvendt tager det ikke lang tid for kvinden, der hedder Consuelo (Sarah Ferrati), at få afsat jobbet.

Mystikken breder sig

Huset, Consuelo lever i, er en enorm romersk byvilla med et utal af værelser og kunstskatte. Det er som et gigantisk museum eller pulterkammer, og en helt særlig stemning svæver over stedet. Consuelo er tydeligvis en stærk gammel kone med stor udstråling, og hendes tilstedeværelse gør hurtigt indtryk på Sergio. Han glemmer hende dog snart igen, da han får øje på Aura – Consuelos unge datter, der også lever i huset.

Aura (Rosanna Schiaffino) er fantastisk smuk, men lige som hun er smuk, er hun også sær. Hun lever som i en drøm, og selv om hun nærmest fra første øjeblik sender erotiske signaler til Sergio, er han på intet tidspunkt helt sikker på, om hun forstår, hvorfor han er der.

Situationen bliver imidlertid hurtigt kompliceret, da det viser sig, at der allerede er ansat en bibliotekar på stedet til at varetage præcis den opgave, Sergio netop er blevet hyret til at løse. Denne anden bibliotekar – Fabrizio (Gian Maria Volontè) – er en udtæret og halvskør mand, der tydeligvis har et seksuelt forhold til Aura. Mystikken breder sig.

Sergio er allerede blevet som besat af Aura, men da Fabrizio truer ham på livet, beslutter han sig for at stikke piben ind, og forlader det sære hus. Langt kommer han dog ikke, for på gadens modsatte sider ligger der en lille antikvitetshandler, som Sergio opsøger i håb om at kunne finde nogle svar.

Her hører han til sin store overraskelse, at den gamle Consuelo lever af at sælge sine antikke kunstskatte, og angiveligt har hun levet alene lige siden hendes mand begik selvmord for efterhånden mange år siden. Damen i butikken har aldrig hørt noget om hverken Aura eller Fabrizio.

Besættelse

Nu bliver det først for alvor sært, og Sergio sætter sig for at komme til bunds i sagen – for sæt nu Aura holdes som fange i huset! Han vender derfor tilbage til Consuelos enorme villa, og dermed har han beseglet sin skæbne, for snart kryber husets drømmende magi ind under huden på ham, og fører Sergio ud i en skyggetilværelse, hvor han glemmer tid og sted.

Aura bliver en besættelse for ham, og han lever ene og alene for den mørke skønhed. For at få lov til at ligge i med hende, kræves der dog en betaling. Han må skaffe Fabrizio af vejen. Sergio bliver derfor ikke alene morder, men snart har han afskrevet sin kontakt med omverdenen, og glemt sit tidligere liv.

Da han således begynder at gå klædt in den usle Fabrizios morgenkåbe er ringen sluttet, for med ét er de to mænd begyndt at ligne hinanden til forveksling. Spørgsmålet er nu, om det vil lykkes Sergio at slippe ud af huset med livet og forstanden i behold, eller om den perverterede stemning af hengemt magi og erotik vil sluge ham med hud og hår.

Famlende forsøg på surrealistisk drama

La strega in amore er ikke ligefrem nogen nervepirrende thriller. Den er langsommelig fra først til sidst, og snegler sig gennem hver eneste scene. Dialog er der ikke synderligt meget af, og den, der er, leveres med stor patos og manieret overspil. Noget af dette skyldes helt sikkert den knap så vellykkede eftersynkronisering, men også kun delvist.

Samtidig er plottet ikke helt gennemskueligt. Ganske vist vil de fleste nok regne ud, hvad der er på færde efter ret kort tid, men omvendt er der mange elementer, som i sidste ende er så tågede, at handlingen i La strega in amore bedst lader sig forklare i store træk. Meningen med alle enkelthederne er sandsynligvis gået tabt i en stor mængde filmstumper på gulvet i klipperummet, hvis de da ikke kun har været kendt af instruktøren.

Skulle man være lidt ondskabsfuld, kunne man derfor beskrive Damiano Damianis film som et famlende forsøg på at skabe et surrealistisk drama, hvor hovedpersonen ikke foretager sig stort andet end at tåge omkring i et stort hus, mens han bliver vidne til det ene sære optrin efter det andet. De der har set Luigi Batzellas Nuda per Satana (Nude for Satan) fra 1974, vil helt sikkert kunne nikke genkendende til en hel del af stemningen i La strega in amore, uden der dog nødvendigvis her nogen forbindelse mellem de to produktioner.

Visuelt stærk

Hvor let det end er at skyde La strega in amore i sænk, er det svært at sige sig fri for, at den har sine stærke sider. Den gør helt sikkert indtryk, fordi det sløve tempo, handlingen bevæger sig frem i, rent faktisk styrker filmens forsøg på at skildre den støvede stemning af hekseri. Dertil kommer, at Damiano Damiani helt åbenlyst er en stor visuel begavelse, der sammen med Leonida Barboni, den ansvarlige for kameraarbejdet, har skabt en visuelt særdeles betagende film.

Kulisser og lyssætning går således op i en højere enhed, der på yderst raffineret vis fremmaner den drømmende stemning, der siver ind i historien fra det øjeblik, Sergio besøger Consuelo for første gang.

Her må man desværre beklage, at den udgave af filmen, som Eclectic DVD har sendt på markedet, er yderst mudret og ulden. De har utvivlsomt lagt hånd på den bedst tilgængelige version af La strega in amore, men man kan kun ønske, at der bliver foretaget en restaurering af filmen, før den eventuelt bliver genudgivet på DVD. Det er jo nok for meget at håbe, men som filmen ser ud i dag, er det kun glimtvis, man får indtryk af det fine visuelle arbejde, der blev lagt i produktionen.

Ujævn og mislykket

Skuespillerne er, på godt og ondt, ganske hæderlige i La strega in amore. De overspiller fælt, men det bidrager på sin vis til helhedsoplevelsen af noget skævt og underligt. Den bedst kendte er utvivlsomt Richard Johnson (Sergio), der har spillet med i et utal af TV-serier. Senest har man kunnet se ham i biroller i Lara Croft: Tomb Raider (2001) og Woody Allens Scoop (2006). De øvrige kendes især fra næsten utallige italienske produktioner, uden dog at være blandt de for alvor kendte ansigter i genrefilmsregi.

La strega in amore er helt sikkert en film af den type, som man intellektuelt værdsætter højt, men som desværre mangler de basalt underholdende ingredienser, der skaber en egentlig god film. Den er fyldt med spændende og sympatiske træk, men enderne finder aldrig sammen, og helhedsindtrykket forbliver derfor ujævnt og mislykket.

Den grundlæggende stemning af fantasifyldte drømmesyn og gotisk sex i de støvede gemakker er helt fantastisk, og når det som her kombineres med det for tiden så typiske, æteriske pop-score, får man stærke billeder. Men det lille kammerspil savner stemningsopbyggende elementer. Handlingen går i stå midtvejs, hvor dialog og scener gentager sig selv i en alt, alt for langsomt roterende spiral.

La strega in amore er derfor lidt af en prøvelse, men står man prøvelserne igennem, er det også en film, man let kommer til at udvikle varme følelser for. Den kan derfor ikke afvises blankt, for er man villig til at arbejde for sagen og dykke ned i Damiano Damianis forheksede univers, kan det sagtens betale sig. Det kræver bare sin mand at gøre det, så har du ikke tålmodighed til 110 minutters ulden sort/hvid film uden synderligt mange deciderede spændingsmomenter, bør du nok springe den her film over.

La strega in amore er venligst stillet til rådighed af Eclectic DVD.

Anmeldt i nr. 29 | 13/03/2008

Stikord: Hekse, Okkultisme, Rom