Planet Pulp

Luigi Batzellas La bestia in calore er udsendt på dansk DVD af Another World Entertainment i deres “SS Camp Collection”, der også tæller titler som SS Lager 5: L’inferno delle donne (SS Lejr 5) og L’ultima orgia dell III Reich (Orgie i Det Tredje Rige) – begge i øvrigt fra 1977, ligesom La bestia in calore.

Med den slags klassekammerater forventer man umiddelbart endnu en lummer, brutal og snasket Ilsa-klon, og La bestia in calore – med den danske titel Djævelen fra Gestapo – klassificeres da også normalt som en nazisploitationfilm. Men faktisk er der temmelig langt mellem de ”typiske” nazisploitationelementer. De er naturligvis til stede, men langt fra i så høj grad som i f.eks. L’ultima orgia del III Reich, der er en rendyrket cheap-ass rip-off af Ilsa – She-Wolf of the SS (1975). En meget stor del af handlingen i La bestia in calore følger således en gruppe særdeles uorganiserede italienske partisaner og deres kamp mod de onde nazister.

Ilsa-klon

Der er heller ingen decideret fangelejr eller koncentrationslejr i La bestia in calore. Den onde SS-doktor Ellen Kratsch (som naturligvis er filmens Ilsa-klon) har slået sig ned på et lokalt slot, hvor hun udfører sine eksperimenter. Det går ikke i så høj grad ud på at torturere og lemlæste fangerne, som tilfældet er i andre nazisploitationfilm. I stedet har hun arbejdet på at fremelske et slags undermenneske, der i fremtiden vil kunne tjene Det Tredje Rige som slavearbejdere. I mellemtiden bruger hun imidlertid hovedsageligt ”djævlen” (titlens ”bestia”) til at voldtage livet af kvindelige fanger. Præcis hvad formålet med det er står aldrig klart, men sådan er det jo i den slags film.

Samtidig med at Dr. Kratsch – i øvrigt sammen med et par kvindelige underordnede – nyder at kigge på at bæstet voldtager de kvindelige fanger, har den lokale kaptajn Hardinghauser problemer med en gruppe hårdnakkede partisaner. De laver jernbanesabotage og gør generelt livet surt for de tyske soldater. Han tager grovfilen i brug, og lader det bl.a. gå ud over den lokale landsbys kvinder og børn – alle mændene er jo med i partisangruppen.

Langt mellem nazisploitationelementerne

Vi stifter også bekendtskab med partisanerne, der bruger meget af tiden på at brokke sig over deres defekte radiosendere og på at skændes indbyrdes, og med et par af landsbyens kvinder, der i al hemmelighed bruges af partisanerne til at lokke hemmeligheder ud af tyskerne ved at gå i seng med dem. Da partisanerne går for vidt, kommer Dr. Kratsch den rådvilde kaptajn Hardinghauser til hjælp, hvilket bl.a. fører til én af filmens eneste rendyrkede nazisploitationscener med torturscener á la Ilsa – She-Wolf of the SS. De er – som altid – ganske modbydelige, selv om de er bemærkelsesværdigt kortfattede og få.

Heller ikke bæstet ser vi i aktion særlig ofte, og det er lidt ærgerligt, for alt andet lige er bæstet mere komisk end uhyggeligt. Det hjælper selvfølgelig en hel del, at voldtægtsscenerne er filmet så ubehjælpeligt, at man aldrig et øjeblik er i tvivl om, at bæstet ikke gør andet end at ruske lidt rundt med de stakkels kvinder. Endnu mere komisk bliver det imidlertid af bæstets fremtoning. For der er på ingen måde tale om brug af make-up.

Dyret er såmænd ikke andet end den italienske skuespiller Salvatore Baccaro (krediteret som Sal Boris) uden tøj på. Det ville være løgn at sige, at Baccaro lignede den skarpeste kniv i skuffen, og hans generelt dyriske fremtoning (der også blev gjort nytte af i Bruno Matteis superliderlige Caligula et Messaline fra 1981) kommer primært af den kompakte kropsbygning og en ret udtalt grad af kropsbehåring. Luigi Batzellas forsøg på at få Baccaro til at fremstå mere dyrisk tager primært form af de tidligere omtalte ruskerier og så en række groteske (og ufrivilligt komiske) close-ups af Baccaro, der laver mærkelige grimasser.

Ufrivillig og frivillig komik

Generelt er La bestia in calore langt hen ad vejen ufrivilligt komisk, men i filmens begyndelse eksperimenterer Batzella (der skrev manus sammen med Lorenzo Artale) også med tilstræbte komiske elementer. Her er vi ude ren fjollekomik som i scenen, hvor kaptajn Hardinghauser får en opringning fra sin overordnede, der vil skælde ham ud for ikke at have styr på partisanerne.

Hardinghauser er på det tidspunkt ved at ordne én af de kvindelige spioner, og tager telefonen med den ene hånd mens han holder bukserne oppe med den anden. Da han hører hvem det er i røret, heiler han spontant med den hånd, han brugte til at holde bukserne oppe med, og de falder ned om anklerne på ham. Hi hi hi. Ja, det er det niveau, vi er på. Men lige så pludselig som de komiske elementer dukkede op, lige så pludselig er de væk igen, og Hardinghauser bliver en rigtig ubehagelig klichénazi med ond stirren og ordrer om at begå mord på civile.

Lort og lagkage

Det lyder som noget rod, og det er ærlig talt også en omgang rendyrket lort og lagkage. Ikke kun på grund af de komiske elementer, der er forsøgt indsat, men også fordi Batzella og Artale tydeligvis har rodet rundt med manuskriptet uden en fornemmelse af, hvad fanden de skulle fortælle. Scenerne med partisanerne er meget lange, ofte dybt patetiske, og værst af det hele også temmelig kedelige. De grusomheder landsbyens stakkels civilbefolkning – inklusive den heltemodige præst – udsættes for er tydeligvis tænkt som et ærligt forsøg på drama, men når man sætter det sammen med nazisploitationelementerne og det liderlige bæst holder det bare ikke.

Det kommer til at fremstå ubehjælpeligt, og det er filmen som helhed naturligvis også. Teknisk er den rædsomt udført – bæstet rusker som sagt sine ofre, og når tyskerne henter civile i landsbyen, skubber soldaterne lidt dovent rundt med statisterne, der i øvrigt for en dels vedkommende går rundt i tøj, der ikke er en dag ældre end 1977.

Alle dårligdommene – som udstrækker sig til det rædsomme skuespil og den håbløst tydelige indkopiering af footage fra andre film – er imidlertid én af de ting, der er med til at give La bestia in calore en vis charme. Den er så rendyrket cheap, så lowbudget, så rædsomt sammensat, at man ikke kan andet end trække på smilebåndet – og på trods af filmens emne gør man det altså ret ofte. Bl.a. også fordi der er så få af de rigtig grimme nazisploitationelementer i filmen.

Det ville derfor være løgn at sige, at La bestia in calore er gennemført kedelig, for det er den ikke hele tiden – men Batzella og Artale har helt klart kogt suppe på et meget tyndt ben her, og på ingen måde formået at skabe en jævn film. Det er en blanding af lidt nazisploitation, krigsfilm, drama og komedie.

En pose kartofler

Skal man kigge objektivt på det, skulle en film som La bestia in calore have minuskarakter, for det er på alle måder en filmisk bæ. Til gengæld er det netop det, der også er med til at gøre den lidt underholdende, og derfor er den også svær at hade. Den er næsten værd at se alene for Salvatore Baccaros præstation som ”bæstet i løbetid” (som er en nogenlunde direkte oversættelse af den italienske titel) – og så skal det da lige siges at Brigitte Skay, der spiller én af de unge landsbykvinder, er rar ved øjnene.

Vil man se rigtig ækel nazisploitation foreslår jeg stadig, man går til den første Ilsa-film. Vil man have sig et billigt grin over en production value, der svarer nogenlunde til prisen på en pose kartofler, kan man roligt gå til La bestia in calore.

La bestia in calore er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt i nr. 44 | 13/06/2009

Stikord: Italian Cinema, Naziskurke, Nazisploitation, Rip-off, Video Nasty